… Med vores nye gast Allan, vel ankommen ombord i Grenå, kunne togtet endelig fortsætte med fuld besætning på ’Blue Bird’. Målet var bestemt et halvt år i forvejen under istandsættelse og forbedringer af den ny anskaffede svenske skude: Vi skulle sejle ind ad den 20 sømil lange, men meget smalle Lysefjorden. Den første fjord på vestlandet som strækker sig ind i det høje norske fjeld. Efter sigende skulle klippevæggene rejse sig over 600 meter lodret op fra det 400 meter dybe vand.

Der var afsat fire uger til projektet. I den korte tid skulle der opleves noget. Det afspejlede sig især af indholdet af mandskabets medslæbte grej. På listen kan nævnes fiskestænger, dykker udstyr til alle fire mand plus harpun og en enkelt iltflaske. Foto og videoudstyr med undervandshuse. Guitar og bongotrommer. Mad og drikke til hele turen (drikkevarer er dyre i Norge!). Ja, der var trangt ombord på Balladen.

Det var 3. døgn på farten, og efter 2 overnatninger i Grenå trængte vi til at komme af sted på bølgen blå. Vi var ikke de eneste der valgte at sejle tidligt ud denne skønne morgen hvor himmelen var blå og en lille brise fik loghjulet til at snurre omkring de tre knob. Vi gled næsten lydløst mod nord, med Skagen som næste havn. Hen på formiddagen voksede brisen fra vest til en lidt mere frisk vind. Det hjalp pænt på farten, men de tilhørende bølger var lidt for grove til den nye gast; søsygen kom før søbenene. Allan tog det pænt, han skulle bare lige ligge på ryggen og hvile med lukkede øjne. Lidt syd for Læsø var det nødvendigt med et reb i storsejlet. Vinden havde også drejet, så den nu kom foran for tværs. Hygge sejladsen begyndte at blive våd for den urutinerede besætning.  

Efter en hurtig udmelding var gasterne klar på at tage ind i den næste havn. Men nærmere overvejelser fik os til at vende om og gå ned imod Vesterø på Læsø i stedet for Frederikshavn. Den beslutning fortrød vi siden hen ikke.

Desuden havde jeg dårlige meteorologiske erfaringer med at ligge i Frederikshavn, da jeg sidste november skulle sejle den ny indkøbte båd hjem. Men det er en helt anden historie.

Tilbage på Læsø kom vi ind i et noget forblæst og fyldt havne bassin. Jeg havde efterhånden lært bådens bakkeegenskaber at kende og gasterne vidste hvor de skulle placere sig for at skubbe fra og aflevere fortøjningerne til den båd vi skulle lægge os udenpå. Vi lavede en nærmest perfekt parkering, uden panik, hvor forreste spring og agterste fortøjning holdt båden sikkert på afstand fra de foranliggende.

Ingen af os havde været på Læsø før, hvilket gjorde øen endnu mere spændende at udforske, når vi nu endelig var her. En indbydende folder på havnekontoret, fik os til at planlægge den følgende dag. En cykel udlejer rundt om hjørnet skulle stå for transportmidlet og et saltsyderi skulle stå for underholdningen. Lene valgte en rød tandem og skipper måtte sidde bagpå.

Det gik strygende igennem Læsø´s flade landskab. Den høje hastighed er jo helt uvant som lystsejler, og det gav en næsten euforisk stemning at flyve med vinden ind igennem de duftende fyrretræsplantager. Landjordens opvarmning fik os endelig til at trække shortsene udover de vinterblege ben. Påklædningen under sejladsen havde været præget af sweatere og regntøj om dagen. Om natten skulle vi i bunden af stuverummene efter hat og vanter. Juli 2004 var kold!

Saltsyderiet er placeret på øens sydlige del. Vi blev mødt af en mindre folkeskare som tilhørte nogle turistbusser. Rundt om den tilgroede parkeringsplads, lå nogle spredte, grå og udtørrede træhuse. Det høje græs på parkeringspladsen vidnede om turistsæsonens ringe besøgstal på Læsø. Cykeludlejeren mente at det skyldes vejret, og han var sikker på at gæster ville strømme til øen når weekenden kom –han håbede i al fald.

På saltsyderiet blev vi mødt med nogle store plancher der beskrev Læsøs opståen og geologi. Mere spændende en man sådan lige forestiller sig. Det var også geologien og det omkringliggende Kattegat der gjorde det muligt at høste de store forekomster af salt som befinder sig over lerjorden.

Teorien bag salt forekomsterne er følgende: Om vinteren bliver rønnerne, på øens sydside, overskyllet af Kattegats salte vand. Saltholdigheden ligger på det tidspunkt på ca. 2-3 procent. Noget af havvandet fordamper og resten siver ned i jorden sammen med saltet. Denne nedsivning bliver stoppet af et lag blåler. Oven på blåleret opkoncentreres saltet til en koncentration på over 10 procent.

Saltproduktionen foregår ved sydning omkring 70 grader af det Opslæmmede saltkoncentrerede vand og frem kommer der grove saltkrystaller. De gamle sydemestre brugte heste urin til at indikere hvor meget vandet kunne tåle at blive sydet og stoppede når smagen havde nået samme niveau!!

Der var stadig nogle timer til cykeludlejeren forlangte de tohjulede hjem i garagen. Vi tog turen op til Østerby, som er den anden havneby på øen. Bortset fra færgelejet i Vesterø, mindede de to havne om hinanden; præget af fiskefartøjer og fiskeredskaber linet op på kajen.

Tiden gik på Læsø. Der blæste kraftigt fra V-NVestlig retning og vi kom op på hele 3 overnatninger i samme havn. Men endelig torsdag morgen havde vinden løjet og kom fra en gunstig retning. Hele havne bassinet blev tømt i løbet af få timer og vi sejlede som perler på en snor med retning mod det aller Nordjyske. Efter 3 timers sejlads kom den selvfølgelig…den kedelige melding om kuling over VHF. Der røg den hygge sejlads. Planerne blev atter revurderet. Vi viste ikke hvornår kulingen ville sætte ind, men det skulle være muligt at nå Ålbæk inden for et par timer. Kom kulingen inden vi nåede havnen ville vi have den i røven. Der kom lidt kattepoter på bølgetoppene inden vi passerede indsejlings-kostene, men langt fra de 15 m/s som lovet.

Det var med lidt vemod at vi stod i smusk-regnen og fortøjede båden til en kajplads som ikke var med i ruteplanlægningen. Men hvad fanden! Sidste gang var jo en god oplevelse alligevel.

 Vi blev vel modtaget af en flink havnemester, som godt kunne bringe associationer til vores egen i Aabenraa Båd Club. Han kom springende ned på kajen og anviste os en god plads i den utroligt trange havn. Der var kun ganske få gæste sejlere, men de følte åbenbart så meget overskud og hyggede sig med at hjælpe havnemesteren, at vi troede de var lokale. Den Norske familie ved siden af os fortalte at de kommer sejlende hertil hvert år. De bliver i Ålbæk en uges tid som den eneste danske havn de besøger.

Fortøjningerne blev gennemgået en ekstra gang inden vi kravlede ned i den fugtige kahyt for at få skafning og hvile. Vi gik tidligt til køjs den aften. Jeg ved ikke om det skyldes, at jeg ikke føler mig sikker endnu med min ringe erfaring, eller om det er skippers lod altid at sove med det ene øje åbent. Men jeg registrerer næsten hver uregelmæssig bevægelse eller lyd i skibet. Når vi ligger for anker skal jeg sågar op om natten og tjekke at vi ligger på samme plet. Mine halvt sovende sanser fik mig også ud af de lune fjer denne nat. Der var nogle gevaldige ryk i skroget og skrigende fra riggen indikerede at luftmasser skød igennem havnebassinet med stor fart.

25 meter line måtte findes frem fra kistebænkene. De skulle sikre os til en foranliggende motorbåd og sørge for at vi ikke kollidere med de pæle som vi var gledet ind i mellem. Der var faktisk livlig aktivitet ude i den regnfulde nat. Vindens drejning havde fået Nordmanden og de andre ud for at totte op og slække ud på fortøjningerne. Vi snakkede sammen næste morgen og der var målt vindhastigheder op til 22 m/s denne nat. Jeg var glad for at vi ikke plaskede rundt ude i Kattegat imens det stod på!

Dagen efter var det stadig gråt og blæsende. Søen så bestemt ikke indbydende ud. Vi udvekslede meninger om sommervejret med en sejler fra Kerteminde. Han mente sagtens at vi kunne sejle til Skagen denne eftermiddag. Ifølge ham ser havet altid mere faretruende ud når bølgernes skum vælter ind over molen end når den fugter sprayhooden og giver øjnene saltvands-bad. Og han har evig ret: Med en beskeden sejlføring forlod vi Ålbæk og gyngede lettet nord på.

(På havnen findes en bedding som efter sigende skulle være berømt inden for træbåde.)

Mod Sverige

Ifølge lodsen skulle man være opmærksom på den livlige trafik ud og ind ad Skagens havneindløb. Vi var på stikkerne, og sejlede med langsom hastighed godt af vejen for fiskerbådene der tonsede ud på arbejdspladserne nord for Grenen. Skagen havn var imponerende at besejle. Kæmpe stor i min målestok. Jeg er jo kun vandt til at komme i lystbådehavne.

Vi var blevet advaret i mod Skagen. Efter sigende skulle bådene ligge stuvet sammen, de gæstende sejlere skulle komme fra de andre skandinaviske lande medbringende øl og højtalere på dækket. Det var knapt så skræmmende som antydet, men mere end 2 døgn i turisthelvede er rigeligt til mig. De positive oplevelser var Skagensmuseet, MC-træf på toppen og et kunstmuseum beliggende syd for havnen.

Foran os lå et stræk på 75 sømil. En pæn afstand som jeg ønskede en gunstig vind til at forcere. Det var Skagerrak som var den næste pyt imellem listen af waypoints. Desværre skulle DMI være på tværs, hvilket betød at vi skulle krydse til Norge. Det havde jeg ikke lyst til og efter rådslagning med de andre ombordværende splejsede vi om en serie søsportskort til Sverige.

Det var skønt endelig at lægge kongeriget bag sig. Imens grenen forsvandt i horisonten bag os kunne vi trimme sejlene til en rumskøds tur over Kattegat. Vi gled stille mod øst, ridende på dovne dønninger. Vindroret styrede os hele vejen. Allan havde vagten størstedelen af turen. Selvom ´Naviken´ stod for den grove justering på roret, havde Allan rigeligt med at justere på ´Naviken´. Vindroret var blev købt få uger inden turens start og var ikke blevet testet ordentligt. Ud på eftermiddagen var det hele efterhånden spændt op og efter, hvilket betød at vi kun havde udsving på 5-10 grader ifølge Garmins sattelit-opdateringer. Det gik an i betragtning af bølger og vindens retning. Men roret havde lidt for stor tolerance på nogle bevægelige dele. Ret forståeligt idet jeg købte det efter at det havde styret 2 både hele 4 gange over atlanten. -Det skal udbedres til næste sæson.

Vi anduvede den svenske skærgård med solens nedgang i Kattegat. En af de største glæder ved tursejlads er når nyt land dukker op i horisonten. Det er evigt spændende. Der var livlig trafik i indsejlingen til Marstrand af unge mennesker i hurtiggående både. Som forventet var lystbådehavnen fyldt til sidste planke i broen. Vores plan var en overnatning og så tidligt af sted. Derfor kunne vi nøjes med hjørnet af flydebroen akkurat ved siden af ankring forbudt skiltet. Jeg blev overrasket af dybden i havnen: 15 meter kæde er ikke tilstrækkeligt til 12 meter vand,

Efter en vandpåfyldning var vi klar til at udforske skærgården. Det var svært at få overblikket og bedømme afstanden til øer og klipper. Vi gik for storen alene, for at holde farten nede på nogle få knob. Endelig fandt vi indsejlingen til turen rundt om øen Tjörn. Vi fulgtes pænt sammen med et ældre svensk ægtepar i en blå Allegro. Føringen gik på skift med vink og smil når vi overhalede hinanden. Efterhånden kom der lidt mere ro på navigeringen, men søkortet var altid inden for min hånds rækkevidde. Vi udsøgte en potentiel god ankringsplads på søkortet og drejede fra vore følgesvende. Straks dukkede der nogle nye op som vi udnævnte til lods igennem en smal sejlrende. Efter min mening tog de lidt let på sejladsen, hvorimod at vi holdt os strengt til dybdekurven. En time eller to senere forsøgte den foransejlende sejlbåd at tage en genvej, men det resulterede i en grundstødning. Vi sad klar ved VHF’en, men vi nåede at følge sejlrenden, droppe krogen og fortøje til en klippe inden de kom fri.

Det at fortøje til land er noget man lige skal vende sig til. I vores tilfælde krævede det et par mand i stævnen og lidt bakken frem og tilbage inden jeg var sikker i min sag på at vi ikke tog grunden. Men det er helt klart én af plusserne ved at sejle i skærgården, at man kan gå i land uden for havnene.

Kort efter madlavningen på ”vores” ø, fik Lene kraftige smerter i sin visdomstand med deformationer af ansigtet til følge. Efter en del ståhej, skylninger med chlorhexidin og vodka, blev enden på det hele, at vi måtte sejle til den nærmeste tandlæge. Vi var heldige at finde en tandlæge der havde valgt at arbejde i feriehøjsæsonen. Med stor skepsis forlod Lene mig i venteværelset for at sætte sig tilrette i den frygtede stol. Det viste sig til stor lettelse for patienten, at de svenske tandlæger for længst var gået fra ”snor-dør” metoden som set i ”Emil fra Lønneberg”. Helbredelsen bestod i en tandrensning og penicillin en uges tid.

Mod Norge

Dagene gik og endelig så vejrudsigten lovende ud. Nu var det tid til at begive sig mod Norge med den forjættede natur. Vi lå i Mollösund lige på hovedruten i den svenske skærgård. Dette måtte være lystsejlernes svar på den tyske autobahn.

Vores søkort dækkede Torungen fyr og vest på, men manglede lige Arendal som vi havde planlagt at gå ind i. Vores nabo i havnen var så flink at lade os lære hans søkort udenad og som sikkerhed affotograferede vi indsejlingen på digitalkameraet. Fyret blev tastet ind på GPS’en og af sted det gik…i vindstille. Men solen strålede og DMI lovede at vinden skulle komme fra en gunstig retning.

Vi sejlede 384 grader på en distance a 95 sømil, med slækkede skøder til styrbord. Det var livet! Nakken blev smurt ind i faktor 24 og der var højtlæsning fra historien om Berserk i Antarktis. Historien foregik ombord på et skib, men derudover uden sammenligning med vores eventyr i Skagerrak på  nuværende tidspunkt.

Hver time blev der udsat et kryds i kortet og besætningen lavede væddemål om vanddybden. Det dybeste sted vi passerede var på 700 meter. Imponerende at tænke på, men havde der stået 10 meter i søkortet havde jeg troet på dette.

En anden markant forskel i Skagerrak var fuglelivet. Vi spottede havfugle som var nødvendige at slå op i fuglebogen. De mest fascinerende ting jeg har oplevet ved at besejle nye farvande er faunaen og farverne i havet.

I takt med at timerne gik steg værdien på loggiveren. Efterhånden holdt vi en fart på over seks knob og ifølge Garmin ville vi støde på Fyret omkring kl 4 morgen. Højst sandsynligt ville vi ikke være i stand til at holde denne høje fart, men under alle omstændigheder ville det være lyst når vi fik landkending.

Vinden forøgedes dog yderligere og vi mindskede sejlføring uden tab af fart til følge. Det var ca. midnat da vi fik øje på et blinkende fyr! Kunne det være land?? Vi holdt kursen og fyret kom nærmere. Det kunne sgu da ikke passe…Der skulle være mindst 15 sømil hen til fyret. Nå, jeg måtte have lavet en eller anden navigationsfejl. Efterhånden havde det trukket op til uvejr. Lynene blinkede om kap med fyret. Regnen stod ned i stænger og den høje sø gjorde os søsyge. Vi var meget tæt på målet men mørket betød at det var for risikabelt at sejle ind i mellem klipperne. Båden blev lagt op i vinden, så vi stille og roligt kunne vente på daggryet…

Efterskrift

Én af de mange ting jeg har lært på denne tur er, at når man sejler er man underlagt naturen, og det er på dens præmisser om hvornår og om man når frem til målet. En anden ting er at man skal stole på sine sanser selv om instrumenterne viser noget andet: Jeg havde lavet en taste fejl på GPS’en, hvilket betød at vores waypoint(fyret) skulle ligge 10 sømil inde på land.

Der var efterhånden gået 14 dage, så vi var desværre nød til at vende snuden hjemad igen. På 28 dage fik vi sejlet 700 sømil. Det var 300 mindre end forventet. De dybe fjorde må vente til et senere togt.

Hjemturen bød på mange oplevelser. Nogle af højdepunkterne var beach party på samsø, hvor Allans veninde fejrede fødselsdag. Louise påmønstrede i Kerteminde og spredte godt humør den sidste uge syd omkring Fyn. Den sidste dag mødte vi en flok sørøvere fra Middelfart, på Lyø; som satte et uforglemmeligt punktum for sommeren 2004.

<<Tilbage