Sommeren 2006

Dette års beskrevne sommersejladser består af 2 kortere ture samt en rejse fra Aabenraa til Neksø.

Min gamle med-skibsreder og jeg trængte til at komme ud på en sejltur igen og vække gamle minder til live. Vi opdagede i sin tid, i det gode skib Sheriff, det idylliske Sydfynske øhav, det var destinationen.

Fredag aften lænsede vi, i meget let vind, ud af fjorden. Droppede ankeret ved Naldtang, og nød engelske bøffer til solnedgangen. Der viste sig at være en weekend uden vind, og turplanen blev revurderet...til det bedre!

Gary Moore holdt koncert i Sønderborg, hvilket vi akkurat kunne nå med den hastighed vinden gav os.

I juli gentog vi succéen og gik målrettet efter at komme til Lyø og besøge Palle-købmand.

Vinden var bedre og vi gik støt mod målet. Men turen kunne let være afbrudt eller i det mindste forsinket, idet min sjuskede navigering gjorde at kursen lå hen over Hesteskoen (0,5 m dybde). Heldigvis for os lå der et sejlskib, som var gået på grund i forvejen. Den reddede min brøler.

På Lyø var alt ved det gamle. Palle arbejdede uden den mindste stres; han holdt rygepause i gården imens køen i butikken voksede.

På havnen skulle der holdes fest med live-band og det hele. Men selskabet foran købmanden gjorde os kolde tidligt på aftenen, og vi gik glip af festlighederne.

Overskrifterne i aviserne lød på varmerekord. Vi tog på en uges togt i Lillebælt med Allan og Allan. Højdepunkterne var da Onkel Allan blev trukket igennem et skibs septiktank-udtømning. Fælleslæsning af Paulo Coelho´s Alkymisten, som ud over at være en spændende roman, handler om alkymisme og livsvisdom. Badning og byture. Panik i Lyøhavn i hård vind.

Lene blev optaget på Glas & Keramikskolen på Bornholm. Vi havde begge forberedt os på at det skulle lykkedes hende at komme igennem nåleøjet, hvilket betød at vi umiddelbart efter beskeden var klar til at sejle mod vores kommende hjem i Nexø.

Kort fortalt kan sommeren deles op i to forskellige dele, med d. 29. juli som en markant skæringsdato.

Den lange version er, af alt hvad vi havde gjort indtil da var forberedt på at vi skulle flytte til Nexø: Vores lejlighed var sagt op(udflytning 15. juni), vores job var sagt op og møbler opmagasinerede imens vi boede i båden.

Jeg sagde mit job op i midten af juni, umiddelbart efter rejste Lene og jeg til Bornholm. Lene skulle til en tre dages optagelsesprøve. På forhånd havde hun hørt at der skulle være en afslappende atmosfære under prøverne. Vi kom to dage i forvejen og slog telt op på skolens område. På skolen hang en liste over deltagerne, som til Lenes skræk udgjorde 24 kandidater fra Skandinavien, Island, USA og Ungarn. Skolen optog kun 12 elever og dermed var der grobund for nogle forfærdelige dage, hvor der næsten ikke blev udvekslet ord imellem prøvedeltagerne. Lene følte at det var gået godt. På rejsen hjem til Aabenraa besøgte vi Roskildefestivalen, hvor Roger Waters (Pink Floyd) gav en forrygende koncert, som fik det hele til at komme lidt på afstand.

Juli måned bød på lang ventetid, før der kom svar fra KOT. Tiden skulle egentlig bare gå så hurtigt som muligt. I foråret havde vi planlagt en længere sejltur. Men lysten var der ikke rigtigt. Hvis flytte planerne gik i vasken kunne stævne ud på en rejse for at lægge planer for fremtiden.

Den 29. juli nåede det forsinkede brev fra KOT endelig frem. Lykkeligvis blev Lene optaget. Vi var begge meget lettede, men samtidig tog tingene fart og det hele accelererede: For det første havde jeg sendt en ansøgning til NaturBornholm, som søgte en deltids naturformidler til lejrskolebørn i efteråret. Jeg ringede derover for at forklare min situation, at vi skulle sejle de næste 14 dage for at nå frem. Det betød at jeg ikke ville kunne nå at komme til samtale. Men de tog en rask beslutning og ansatte mig. Jeg havde skrevet en god ansøgning og vedhæftet en god udtalelse :-)

Båden blev fyldt med det vigtigste gods vi ejede og som vi ikke kunne undvære i den første tid på øen. Det betød at pladsen på båden blev trang bla. fordi den ene salon køje blev optaget af tre flyttekasser. Bådpladsen, foreninger og klubber var blevet opsagt da vi om formiddagen d. 2. august sejlede ud af Aabenraa fjord.

12 dage senere ankom vi til Nexø. Lejede en kaj plads, som kun blev brugt til polske fiskerbåde i brislingesæsonen. Men den var billig!

Der blev virkelig taget godt imod os når vi fortalte at vi var tilflyttere. Selv om Neksø var vores ny hjem, så gjorde de fremmede omgivelser at vi stadig havde en følelse i kroppen om at vi endnu var på sejlerferie. Vejret var også blevet solrigt og varmt igen. Vejret havde været meget skiftende siden vi kostede los og drog ud på en lidt utraditionel flytning. Selvom vejret var gråt på udrejsedagen var humøret højt og sommerfuglene baskede i maven af en blanding af rejsefeber og den nye fremtid.

Vestenvinden bar os lynhurtigt ud i Lillebælt med kurs syd om Ærø. En himmel med gevaldige skift imellem solskin og byger. Jeg tænkte på at dette var en udmærket genspejling af mine følelser for situationen. – Er det nu det rigtige vi gør? Vindens fremdrift og de utallige regnbuer på himmelen gjorde mig tryg!

Det blæste op hen på aftenen og vi valgte at gå i havn i Bagenkop. Vi anduvede, efter mørkets frembrud, i den lettere fyldte havn. Vinden og mørket gjorde at vi ikke afsøgte havnens kroge efter plads. En venlig sjællandsk sejler familie tilbød os at lægge til på siden af deres funklende nye 44 fods båd. De hjalp os helt indtil alle vore fire fortøjninger var rettet til. Ret udsædvanligt!! Vi har ofte oplevet i havnene at folk ikke ønsker at have nogen liggende uden på sig. Som regel folk med nye, store fartøjer.

På de efterfølgende dage kom vi hurtigt ind i sejlrytmen fra forrige togter. Det var som om vi ikke havde holdt en lang vinterpause fra sejlerlivet. Vi fordelte vagterne jævnt over dagene.

Planen med denne rejse var at besøge, de tidligere østtyske, hansestæder. Rejsemål vi ikke havde højt på prioriteringslisten under tidligere planlægninger af sommersejlads. Det var måske fordomme der lå til grund for dette? I så fald kom de gevaldigt til skamme.

Rødby, Lolland var sidste stop på turen før vi tog kurs mod Warnemünde nord for Rostock.

Sejladsen over vestlige Østersø gik først for ret svag vind. Der var stadig sommer over Danmark med rekord høj temperatur. Dette var gunstigt for algevæksten, som var massiv her i farvandet. Vi sejlede igennem tykke grønlige lag af alger. Sigtbarheden i vandet var lig nul, hvilket betød at vi havde en tydelig skygge af båden på vandspejlet. Vi sejlede over flere strømskel der gav tydelig bevis for havvandets opdeling.

Sent på eftermiddagen dukkede en skyformation op på himmelen præcis på vores kurs. Formationen havde rod i store grå køletårne fra et atomkraftværk. Dette syn gav os en uhyggelig fornemmele af det land som endnu ikke var dukket op over horisont kimingen.

Da vi nærmede os Warneflodens udmunding blev vi mødt af skibe og færger sejlende på kryds og tværs. Den opfriskende vind indgik i overvejelserne om ikke at sejle ind i det gamle havnebassin ved Warnemünde. I stedet valgte vi det nyanlagte havneanlæg Hohe Dune. Kæmpe, kæmpe lystbådehavn – men uden sjæl.

Det må have kostet et pænt areal regnskov og måske udryddet nogle plante eller dyrearter at bygge dette luksus sted. Broerne, som var dobbelt så brede som normale lystbådebroer, fortøjningspælene, gangarealer osv var bygget af jungletræ. Desuden kom det tilstødende hotel, indkøbsstræde, restauranter, wellness-center m.m. hvor alt træværk og møbler var fremstillet i samme materialer.

Mit første indtryk af området var at det var imponerende stilrent og mennesketomt. På vores første gåtur i land kom en tysker cyklende forbi og rystede på hovedet. Han forklarede os miljøproblematikken ved at bruge importerede materialer, hvilket vendte mit førstehåndsindtryk til afsky for stedet.

Som sejler (og dem var vi ikke mange af) var forholdende overdrevne. Det fælles bad og toilet på stedet var finere end noget hotel-toilet jeg nogensinde har været på. Det var lige før at jeg ikke havde noget imod at indtage et måltid på gulvet.

Som sejler sker det jævnligt at man blæser inde. Det skete selvfølgelig her. Så gælder det om at være kreativ og bruge tiden fornuftigt. Vi så os omkring i området, besøgte bla Rostock med toget.Vi tog også personfærgen over floden til Warnemünde et par gange.Byen virkede hyggelig med brosten og bindingsværkshuse, hvis man så bort fra turisthelvedet med usmagelige forretninger og skubbende mennesker.

En aften i havnen faldt vi i snak med parret på nabobåden, som var på vej hjem til Lübeck fra en tur til Bornholm. De havde tilbragt mange sejlerferier i Danmark og havde haft både positive og et par enkelte negative oplevelser. Vi snakkede om vores baggrunde, vores landes historier og landsmændenes syn på hinanden. De havde oplevet at blive smidt ud af en mindre havn fordi ”man ikke ønskede tyskere”. Måske hang episoden sammen med besættelsen for flere generationer siden, og holdningen til vore naboer kan nærmest være nedarvet??

De fortalte også om murens fald og hvordan den påvirkede den tyske befolkning. Lübeck ligger lige på den gamle grænse, så parret oplevede som nogle af de første, at deres gader blev fyldt med osende trabier.

Efter en fire dages tid blev vinden gunstig igen. Vore venner i nabo båden havde gjort det klart for mig, at det var muligt at sejle bagom Rügen, samt vist hvordan det var muligt at komme til Polen. De anbefalede søkort blev anskaffet og vi kunne langt om længe begive os videre på rejsen, sammen med mange andre sejlere.

Hen mod aften fandt vi sejlrenden der ledte ind i det beskyttede farvand bag øen Rügen. Store dele af området er fredet national park. Det er ikke lovligt at sejle uden for sejlrenden, eller at gå i land mange steder. Vi havde udset os en lille trang anker vig som vi delte med ca. 10 andre både. Hen på aftenen kom der en brise inde fra den skovklædte og ubeboede ø, som medbragte myg i hobetal. Jeg nåede at få pænt mange stik på ankler og andre ikke tildækkede områder inden vi krøb i skjul i båden og fik kahytten hermetisk lukket. Den følgende halve time gik med lommelygte jagt på de myg der befandt sig indenfor. Næste morgen lå der mygge-lig overalt i kahytten.

Turen fortsatte ad sejlrenden. Vi var blevet opfordret til at Besøge Stralsund af vore tyske venner fra Hohe Dune. Byen var fantastisk hyggelig fra det første øjekast, da vi nåede havneløbet. Byen oste af stemning og gamle historiske bygninger. Her var rigeligt at se på for den arkitekthistorie interesserede. Jeg vil nærmest kalde byen en mini udgave af Pragh. Her tilbragte vi nogle gode dage og flottede os med et restaurantbesøg.

At skulle sejle videre rundt om Rügen, kræves det at man tilpasser sejlplanen med klapbroen, syd for Stralsund. Den åbner kun to gange om dagen: tidlig formiddag og sen eftermiddag. Det betyder at der venter et stort antal sejlere på hver side. Det er hoved åren til Rügen der bliver afbrudt en halv times tid når broen går op. Det drejer sig om pænt mange bilister, der får forstyrret deres ellers så stressende transport på landjorden. Imens vi var der stod en næsten færdig hængebro parat til at afløse dette hyggelige afbræk i sejladsen. Der er altid en vis spænding når lystsejlerne kredser mere eller mindre utålmodigt foran en bro, hvilket giver lidt krydderi til den ellers afstressende kanalsejlads i smalle sunde. Skipperen på en mindre kølbåd sled gevaldigt i startsnoren på hans påhængsmotor. Enkelte både kiggede påventende på om han manglede en line til at blive trukket med om på den anden side. Men i sidste øjeblik lykkedes det ham at få den startet med røgsky og et ordentligt drøn i høje omdrejninger. Han og konen slap igennem i sidste øjeblik…

Der var dømt karavane sejlads de næste mange sømil. Men én for én faldt perlerne af snoren og vi sejlede det sidste stykke alene op til Sassnitz.

I Kommas havnelods 2001-03 bliver Sassnitz beskrevet med lidt negative vendinger, om ikke at være et turist sted. Det har helt sikkert ændret sig de seneste år. Men derfor virker det ikke mere tiltalende. Der var kommet et hav af gamle fiskerskuder, ombygget til tour-både eller restauranter. Turisterne var udpræget tyskere, og diverse skilte bar ikke præg af at der kom besøgende fra andre lande.

De fantastik flotte kridt skrænter starter her og strækker sig mod uret rundt om Rügen. Deres højdepunkt ligger mod nordøst, hvor Der Königstuhl (kongestolen) er sidste udpost 116 m over havet. Vi lejede en cykel til Lene og begav os igennem nationalparken, en flot grøn og dejlig kølig bøgeskov, for at besøge udsigtspunktet. Det var ikke muligt at nyde udsigten uden at købe billet til naturoplevelsescenteret. Nu havde vi investeret pengene, så skulle vi da også lige se hvad den lille bygning indeholdt. Det tog næsten 3 timer før vi var ude igen…helt rundtosset af viden om den omkringliggende natur. Et virkeligt gennemført koncept!

Rügen området overraskede på mange punkter. Fantastisk spændende byer og ikke mindst naturen. Hvordan skulle en uvidende dansker vide at der var så meget bevaringsværdigt og fredet i Nord Tyskland?

Det var på tide at vende tilbage til virkeligheden igen. Jeg havde en jobsamtale på Bornholm. Vi stævnede ud i hård sydlig vind. Klodsrebede storsejl og 18 m2 genua 3 på forstaget. Vi strøg derudaf med en god halvvind og kurs syd om Bornholm. Målet var Nexø 70 sømil ude i Østersøen. På mere åbent vand voksede de krappe og brækkende søer. Vindroret tager ikke hensyn til bølgernes komme, den styrer bare lige ud, hvilket betød at vi krængede voldsomt om på siden når en bølge ramte os uheldigt. Pludselig gav der et ordentlig knald! En blok til vindrorets styreline var blevet trukket i stykker. Det var stadig mange timer tilbage, men vi aftalte at håndstyre mellem bølgerne på skift. En træt due kom imod os og fik et velfortjent hvil i kockpittet….hyggeligt med lidt besøg i blæsevejret.

Solskinsøen viste sig fra sin bedste side, næste morgen vi stod op. Her kommer en spændende ny tid os i møde…