9. Rejsebrev til

Eventyr '05

 

 

15. juli 2005

Hvor var det skønt, i går aftes, at lægge sig ind i forkøjen, i en båd der ligger sikkert i sine fortøjninger og velvidende at man ikke skulle op om tre timer. Vi havde vel sovet en 12-13 timer og jeg var stadig søvnig hele dagen.

 

                

Vi var kommet til en ny by, nyt land, sprog, natur og arkitektur. Det skulle der kigges nærmere på. Lene var helt oppe at køre over antallet af genbrugsbutikker og jeg var imponeret over deres samling af bøger i genbrugsbutikkerne. Men bortset fra det døde vores trang til at suge indtrykkene til os ret hurtigt. Byen var nærmest død. Klondike agtig som min onkel senere kaldte det. En by hvor fiskeriet er for nedadgående.

Folkene på gaden så triste og blege ud. Bygningerne var utroligt kedelige bygget i granit og alle vinduerne i stue etage var barrikaderet med plader eller muret til. foruden trafikken var de eneste lyde mågernes skrig fra tagryggene og de utallige skorstene, hvor de kæmpede om pladserne. Der groede græs hist og pist på tagene.

Der var ikke noget turistbureau at finde. Heller ikke kultur af nogen art, ja ikke en gang en biograf så vi. De få mennesker vi fik kontakt med i forretningerne konstaterede: "It´s a nice day, ha'?" Men inde i mit nikkende hoved tænkte jeg på de tunge skyer der sejlede hen over himlen. Det var lidt nedtur at komme direkte fra det varme og solbeskinnede Norge til dette gudsforladte sted.

Vi forsøgte med en pint på den lokale pub. De skulle jo være så populære herovre. West end bar, faldt valget på. Servicen var elendig da jeg spurgte til øl typerne. Ingen i baren hilste på os.

Hvad var det her for noget? Vi havde hørt så meget positivt om landet. Vi har sågar flere venner der har boet/bor i landet og arbejder her. Og de elskede landet.

Det blev aftenstid og vi fortrak os ned på marinaen, hvis standard og service niveau lå langt fra dens omgivelser. Der var også to hegn med pigtråd og gitterdøre der skilte bådebroen fra Peterhead.

I aften skulle det fejres at vi havde krydset Nordsøen. Det blev gjort i fin stil, med russere i juicen og rock på bilradioen. Til middag fik vi smoked haddock.

.

 

 

 

 

 

 

 

 

En Svartbag våger over Peterhead Bay Marina

 

 

 

 

 

16. juli 2005

I dag kom der en besked på Mobilen. Min onkel og tante, Jan og Lise, var på ferie i Skotland og ville gerne besøge os. Det var alle tiders at få besøg hjemmefra. Jeg tror der kørte en lind strøm ord ud af min mund, med alle de oplevelser vi havde haft, da de kom ombord.. Jeg må faktisk indrømme at nu var bægeret fyldt. Der var sket så meget de sidste 14 dage, at jeg trængte til ro, at ligge stille, at være et sted i en periode. båden trængte også til en gevaldig omgang med vaskekluden og vores tøjvask var begyndt at vokse sig ud af forkøjen.

Jan og Lise var på bilferie og var kendt i landet fra tidligere ture. De kunne fortælle lidt om historie og så videre, hvilket vi slet ikke havde sat os ind i. Vi havde faktisk ikke en eneste turist bog om Skotland, og måtte tilegne os viden på den hårde måde. Vi blev meget lettede da de fortalte at Peterhead ligger langt uden for standard. Ja, byen var faktisk ikke nævnt nogen steder, som turistmål overhovedet. Tror også de var blevet lidt skræmte efter at have passeret det store fængsel, som ligger nabo til havnen.

Vi travede indtil byen for at finde en restaurant. Jan og Lise ville give en god middag i aften. Det kunne vi bestemt ikke sige nej tak til. Det ville være ren luxus på vores low-budget tur.

Det lykkedes os at finde den eneste restaurant i byen der havde åbent lørdag aften, efter vi havde spurgt om vej på en pub, hvor berusede mennesker i alle aldre skrålede rundt med glammende hunde. Det var til vores lettelse en meget fin restaurant. Vi blev først ledt ind i launch'en hvor vi fik serveret drikkevarer og bestilte måltidet. Efter en tilpas ventetid førte tjeneren os ind i selve restauranten hvor maden straks blev serveret. Og det smagte himmelsk!

Middag med Jan og Lise på "Henning's"

 

Med mætte maver forlod vi spisestedet. På tilbagevejen kom vi forbi West end Bar. Arh, vi skulle da lige ind og have en pint. Vi trådte ind ad døren og blev mødt af et fyldt lokale og høj musik. Det var åbenbart her man gik amok. Pubbens gæster havde kun to formål med aftenen: at drikke og synge karaoke.

Det blev til en yderst skæg aften hvor vi observerede folkenes adfærd. Klientellet bestod af fiskere, boreplatformearbejdere og arbejdsløse plus,  efter danske standarder, et stort antal kvinder, hvis mænd sikkert var på arbejde på Nordsøen...eller sad i det lokale fængsel?!

Vi havde det sjovt og blev underholdt af Johnny der sang Born to be wild. Men de få mennesker vi fik kontakt med kunne ikke begribe at vi gad være her i byen. Byen var død med fiskeriet.

 

 

18. juli 2005

Nu var det tid til at komme videre i programmet. Vi afregnede med den flinke havnemester som havde hentet afgiftsfri diesel til os og forklarede hvad tid vi skulle sejle i forhold til tidevandet.

Vi havde det mest skiftende vejr jeg har været udsat for. Og som en skotte senere udtrykte det: "all four seasons in one afternoon." Der kom vind med forskellige styrker fra alle retninger, regn, tåge, solskin. Det var til at blive skør af. Men jeg er efterhånden begyndt at sejle båden mere mekanisk og ved lige præcis hvad der skal gøres i forskellige situationer.

Uden for Peterhead så vi gråsælen som er betydeligt større end den spættede i Danmark. Hannen kan nå en længde på 330 cm. Først troede jeg det var en søko, af en slags, så stor var den.

Af nye fugle, på den 40 sømil lange tur til Whitehill nær Bannf/McDuff, så vi lunden (søpapegøjen, kendt fra færøerne), Alken (som i Danmark kun yngler på Tunø), Shag, Phalacrocorax aristotelis (ligner skarven til forveksling, dog mindre), samt en art af Shearwater, Puffinus sp.

Det var flere fugle end skibets ombordværende feltguide kunne følge med til. Jeg måtte investere i en ny bog, så derfor kender jeg ikke deres navne på dansk. Jeg forsøgt at fotografere men for lille en zoom på en gyngende båd går ikke sammen til fuglefotografering.

Langs med den kyststrækning vi kommer til at sejle for at nå Inverness, skulle der eftersigende være en pæn bestand af Vågehval  (8-9 m) og delfiner som fouragerer langs kysten. Vi sidder spændte med kikkerten ved hånden.

Hen på aftenen ankom vi til det gamle fiskerleje, der nu var anlagt til lystbåde med flydebroer. Der var kun en enkelt kutter tilbage som hørte til havnen. På den flere meter høje mole kom en skotte os i møde. Forklarede indsejlingen og bad os om at sætte fendere til bagbord. Det var den tidligere fiskeskipper, nu havnemester, der bød os velkommen med håndtryk.

Whitehill er en ganske lille by. Meget hyggelig tilmed. På vores lille gåtur kom vi forbi et nedlagt kapel, som var opkøbt af en keramiker og lavet om til stort værksted. Hun var glad for bygningen og frydedes over det foranderlige lys, der kom ind af mosaikvinduerne, fra forskellige vinkler dagen igennem. Eneste problem hun havde med at bygningen var en tidligere kirke, var når hun åbnede ovnen og en brænding var mislykkedes. I sådanne tilfælde skulle hun bide sig i læben for at holde ukvemsordene inden for. Lene gik med en lille drøm om at møde den herboende danske keramiker Lotte Glob, under vores ophold. Lotte Glob er udlært hos kendte pottemagere i Danmark. Hun er selv blevet om end, mere kendt igennem Søren Ryges udsendelser på DR. Tilfældigvis kendte Damen her i Whitehill, Lotte Glob. Hun havde været til bryllup sammen med hende for kort tid siden. Hun forsøgte at ringe til en veninde, som kendte hendes adresse og nummer, uden held. Men vi fik forklaret hvor hun havde værksted.

Watergaw Ceramic

 

Lene poserer i uldsweater, skiunderbukser og gummistøvler.

Gad vide hvorfor skotterne altid kunne skille os ud fra mængden? Mange gange troede de vi var Nordmænd.

Dagen afsluttedes med en pint på den lokale. I Whitehill var folk nysgerrige og snakkesalige. Stor modsætning til Peterhead.

 

Den beskyttede havn i Whitehill. Eneste ulempe er indsejlingen som er vanskelig ved hård N-lige vinde

Blue Bird ligger som nr. 2 fra højre ved den nærmeste bro.

 

En gravsten i Bannf.

Gad vide om manden var sørøver?

 

22. juli 2005

En sejltur kan aldrig planlægges 100 procent. Der er altid vejr faktoren at tage hensyn til ( i Skotland er der også tidevandet). Efterhånden lærer man at tage en dårlig vejrmelding med nogenlunde humør. Vi har jo stadig tiden med os. Dog kan den 4. dag godt få rastløsheden til at koge på fuld blus. Vi har brugt de seneste dage på at udforske nærområdet og studere sø-, strømkort og tidevandstabeller. Det er lidt mere at tage højde for når tidevandet skylder frem og tilbage langs kysten hvert sjette time. Sejlads langs kysten giver ikke andet end enten 1-2 knobs med- eller modstrøm. Mange havne er umulige at anduve med timers intervaller omkring lavvande. De tørrer mere eller mindre ud. Det sidste stykke før Inverness og den Caledoniske kanal skal besejles for indadgående når højvande kommer for at få medstrøm. I værste fald risikerer man 4-5 knobs medstrøm. Kanalen kan ikke modtage skibe 2 timer inden og efter lavvande. På søkortet er der aftegnet strømbølger og strømhvirvler... det bliver interessant! Men nu ved vi hvad tid vi skal forlade whitehill, hvilke nødhavne der er mulige hvis vejret bliver for meget eller for lidt, så vi ikke kan holde fart og dermed tidsplanen for at nå kanalen med medstrøm og højvande.

 

Ingen sejltur i dag!

 

Whitehills indbyggere er nogle helt andre end dem vi mødte i Peterhead. De er åbne og meget gæstfrie. En dag jeg var ude for at se mig omkring i området, hilste alle dem jeg mødte, på mig. Jeg blev sågar budt ind på kaffe i et fremmed hjem og tilbudt et lift tilbage til havnen af en billist. Jeg forhørte mig lidt om hvad Peterhead var for en by. Folk rystede på hovedet og sagde det var et forfærdeligt sted med mange alkoholikere.

 

Klimaet her i Skotland er meget anderledes. Luften er meget tør og der falder ingen dug om aftenen. Når der har været en byge, som der ofte kommer fra de lavt hængende skyer, er vejene tørre et kvarter efter. Solen skinner i så få minutter af gangen at solcremen er tørret ud i tuben. Jeg ved ikke med gennemsnits temperaturen, men der er rigeligt koldt. Den mindste påklædning i land er uld sweater og vi sidder ikke i cockpittet om aftenen (det skyldes ikke alene fordi vi er gået op på pubben).

 

Autocamper

 

24. juli 2005

Vi forlod Whitehills meget tidligt lørdag morgen. Der var meter høje dønninger fra nord som vi skulle sejle imod for at komme fri af kysten. Fascinerende at kigge på dem komme langsomt rullende under skibet, til de rejser sig endnu højere og stejlere for til sidst at bryde skummende sammen inde på klipperne. Sejlende blev hurtigt sat i den gode vind, men der var ingen træk i dem?? En stor flænge kom til syne da vi kiggede op af genuaen. En syning var gået op for nogle dage siden og den havde vi glemt alt om i Whitehill fordi vi bekymrede os om vejret. Jeg bandede det hele langt væk. Nu havde vi timet det hele og måtte alligevel gå i en ekstra havn på de 65 sømil der var tilbage til Inverness. Og så var vinden oven i købet perfekt.

Vi valgte Lossiemouth og kaldte havnemesteren på VHF. Vi kunne roligt anduve havnen på det tidspunkt vi nåede frem for motorkraft. Men vi skulle regne med at stå på bunden omkring lavvande. Det gjorde mig lidt betænkelig, men han forsikrede os om mudderbund og at det ikke skulle være noget problem.

Vi surfede på dønningerne, med tungen lige i munden, ind gennem molehovedet og fortøjede os til flydepontonerne. Sejlmagerhandske, nål og tråd blev fundet frem og vi gik igang med lappearbejdet. Syningen var gået præcis der hvor sejlet berører salingerne under stagvendinger. Begge sejl blev gået igennem og fik nogle ekstra sting de steder hvor det så slidt ud. Sådan noget skulle helst ikke ske på vejen hjem over Nordsøen, idet det er vanskeligt nok at reparere i havn.

 

Smilet er lidt tamt. Det var ærgeligt at gå i havn på grund af iturevet sejl og vente på at tidevandet igen skulle komme med os.

 

Lossiemouth var ikke det værste sted at strande. Men havnekontoret og sejlklubbens lokale var forræderisk placeret inde på en pub. Det blev sent den aften for vi var i godt selskab hos de skotske sejlere som lærte Lene at drikke Guiness på den rigtige måde. Ved at iagttage hende skulle det gøres med store slurke og mange glasfulde.  Desuden mødte jeg en sejlmager fra Danmark der havde slået sig ned i byen. Jeg har mødt hende for nogle år siden hvor hun søgte gaster til en Skotlandstur. Hun var åbenbart strandet her!

Der var to grunde til at vi ikke forlod havnen i dag. Den første var tømmermænd. Og da vi blev friske stod kølen fast i mudderet.

 

 

<<tilbage

>> næste afsnit