8. Rejsebrev til

Eventyr '05

 

14. juli 2005

Vi havde efterhånden set det vi ønskede i Norge i denne omgang og fået nogle superfede oplevelser. Men rastløsheden i os var der stadig. Skotland lå jo lige derude og vi havde et søkort til at anduve kysten. Hvis vi nogen sinde skulle sejle derover i egen båd, kunne det måske være nu eller aldrig.

Vi lagde en plan for skibet, at købe ind og at få en tredages vejrudsigt for den del af Nordsøen vi skulle passere. Alt blev stuvet om, så kun det vi skulle bruge på overfarten lå nærmest i skuffer og skabe. Vejrmeldingen lød på 3-8 m/s fra W-lige retninger og på anden dagen gå i syd med 10 m/s. Vindstyrkerne var til at arbejde med, men retningen knap så fed. Blue Bird sejler hurtigst på bidevind, så der var sådan set ikke andet for end at komme af sted på bølgen blå. Lene slugte en pille og vi ringede hjem for at sige hvornår de skulle underrette SOK hvis de ikke hørte fra os.

 

Vinden.

Søsygepillerne er som tidligere nævnt med til at indrette vores vagter. Lene sover de første 5-6 timer og derefter skifter vi hver 3. time, alt efter situationen. Det var en meget stille tur ud gennem skærgården. Men endelig kom vi fri af land og kunne mærke havets rullen. Det begyndte straks at blive mørkt på himlen og blæse op fra NW. Først formindskede jeg storsejlet og skibet accelererede. Søen voksede og nu var det nødvendigt at rulle genuaen halvvejs ind. Bølgerne væltede ind over dækket og mit har var allerede vådt af saltvand. "Det bliver fan'me en hård tur!" tænkte jeg, men det var for tidligt at opgive. Vi gik jo med 7 knob mod målet, som vi , ifølge GPS'en, ville nå om 37 timer. Det ville jo blot være en hård arbejdsuge, ud i ét...!

3 timer senere flovede vinden, hvilket passede fint til at Lenes vagt skulle begynde. Desværre var retningen dårlig og enten kunne vi falde af mod England eller holde kursen på Shetland. Temmelig frustrerende. Til sidst døde vinden helt og motoren kørte nogle timer, med opretholdelse af kursen til følge.

Atter kom vinden og blæste os jævnt mod retningen af solen, dog med nogle grader syd for kursen til Peterhead. Det var til at leve med og det gjorde vi et døgns tid.

På anden dagen aftalte vi at Lene skulle sejle os 3 timer igennem natten. Jeg havde sat et reb i storen, så var jeg da sikret for ikke at skulle op. Havde ikke sovet i ca 36 timer så jeg var pænt træt. 3 kvarter efter bad Lene mig komme op. Hun var blevet nervøs for alle de skibe der sejlede rundt omkring os og boreplatformene. Desuden havde vinden tiltaget med grov sø til følge. På med alt tøjet, hue, vest og livline. Det var hårdt at rulle genuaen ind og flade sejlene ud. Jeg svedte under plastik kostumet, var træt og våd. En melding kom på radioen om et skib slæbende på en pram i en 500 meter lang wire, krydsende vores kurs, sejlende 1,5 knob på kurs 135 grader. Jeg kaldte tilbage men ingen af de mange lysende skibe foran os svarede. Mine trætte øjne kunne ikke fokusere på de gyngende lanterne og skille skibstyperne fra hinanden. Jeg kom på løsningen. Jeg faldt af og sejlede på modsatte kurs (315 grader). Der var mere end én sømil imellem de to skibe jeg passerede, så jeg gik ind på den gamle kurs i pæn afstand fra skibet nord for os. Så kan mand sat'me snakke om stressede situationer!

Vi kunne fortsætte mod målet med topfart op og ned af alle bølgerne. Nogle gik hen over skibet og fandt vej ind i skroget gennem alle utætheder. Særligt mastekraven og ventilationskanalerne var synderne. Da det lysnede så jeg at spilerstagen havde revet sig løs, men var heldigvis ikke gået over bord.

Igen løjede vinden og nærmest vindstille de sidste 6 timer til Peterhead.

 

 

Så langt er vi nået på 5 uger. 847 sømil.

Dyrene

Havet er en ørken, men derfor ses alligevel dyreliv over overfladen. Vi ser konstant fugle, først de kystnære og landfugle på strejf. Til sidst forsvinder de store måger og Stormfugle overtager. Fuglene ude på havet siger ingen lyde. Man kan se dem på afstand at de tager retning af skibet, undersøger det og flyver videre. Nogen gange lidt uhyggelige indtil man kender dem. De er fantastiske flyvere, som kan ride hen over bølger, så tæt at de ikke kan ses nede i dalene. Èn af de nye arter vi har set på Nordsøen kender vi kun det engelske navn på, nemlig Gannet (Sula bassana). Fuglen virker majestætisk når den passerer skibet, på pæn afstand, i en hurtig, elegant og retningsbestemt flugt. Den er stor. Har et vingefang på 180 cm.

 

Gannet, Sula bassana

 

På sejlturens første morgen, så jeg en rygfinne bryde vandoverfladen til bagbord. Det var delfinen der var kommet på besøg. Vi vidste i forvejen at chancen for at møde dette legesyge pattedyr var stor, men vi blev alligevel overraskede. Vi strøg ud på dækket med kameraet og Lene hujede og råbte til dyrene, som jonglerede omkring stævnen. Det var store delfiner, meget større end dem jeg havde set på Biscay bugten. De kom jævnligt forbi det kommende døgn, i flokke på 2 - 10 individer. Der kunne være tale om flere forskellige arter. Dem med meget hvide områder på kroppen, virkede størst.  Jeg er næsten sikker på det var White beaked dolphin (Lagenorhynchus albinostris).

 

Delfiner på nært hold.

Vagterne

Livet ombord på sådan en overfart er som regel ret enkelt. Vi deler døgnet op i små bidder, hvor gøremålene er følgende: Udkig, trimning af sejl, lave mad og spise, toiletbesøg og søvn(hvile). Men alt tager lang tid når båden ruller. Madlavningen gjorde vi ikke det store ud af. Det gjaldt bare om at komme hurtigt ned og ligge på frivagterne.

Når vi skiftede vagt videregav vi kursen og vindobservationer, lagde en position i søkortet og fortalte om de (få) begivenheder der havde været. Nogle gange fortalte Lene mere...meget mere! Jeg tror efterhånden hun begyndte at få lyst til at tale med andre end havfugle og delfiner.

 

Psyken

Under den stressende natsejllads nåede jeg at blive søsyg. Jeg sad på toilettet i forskibet, kilet fast for at kunne ramme ned i tønden. Af én gang følte jeg trang til frisk luft. Iklædte mig langsomt den vandtætte beklædning, fandt en pakke kiks og haspede mig fast til cockpittet. Jeg tog en lille bid af marie-kiksen. Mine tænder forarbejde den, men kiksen blev til tør mel i munden. Tog en slurk af vandet, og kunne mærke det køle hele vejen ned i mavesækken. Der var gået mange timer siden den havde været bare nogenlunde fyldt. Jeg kiggede ud over det mørke hav og sank melet fra nogle flere kiks. Det hjalp heldigvis.

Jeg havde ikke haft appetit siden vi forlod Stavanger. Mine tanker gik på hvorvidt vi ville klare turen og hvordan vejret ville udarte sig. Vi sejlede ud i det uvisse, eventyret. Jeg må indrømme at jeg var temmelig spændt... og måske lidt ængstelig. Derfor kunne jeg hverken sove eller spise normalt.

Cirka halvvejs sejlede vi tæt forbi en boreplatform, som åbenbart kunne give os sendeflade på mobilen. Jeg ringede hjem og min fars kone Ulla, som gav os en frisk vejrmelding. Det gjorde mig mere rolig. Hurra for fossile brændstoffer og mobiltelefoner(!?!)

Nordsøen er én stor arbejdsplads. Vi sejlede forbi et hav af fiskere, supply skibe, boreplatforme og helikoptere. På et tidspunkt talte jeg elleve platforme rundt i horisonten.

Det første døgn observerede jeg himlen intenst for at se forandringer, regnbyger og lignende. Men det så hele tiden ud som om det dårlige vejr gik uden om os.

 

Et gigantisk fiskerskib. Store mængder fugle agten for skibet indikerede fiskeredskaberne trækkende flere hundrede meter bagud.

 

Efter 2 døgn og 6 timer sejlede vi ind gennem molehovederne til Peterhead Bay Habour. Loggen sagde 282 sømil. Det var ca 30 ekstra på grund af krydsbenene.

Det var vildt underligt at båden lå stille. Vi vaklede med landsyge op til havnekontoret for at melde vores ankomst og købe et gæsteflag. Vi udfyldte immigrationspapirer og fik en varm velkomst af havnemesteren. Vore kroppe trængte til animalsk fedt. Vi tog gåturen ind til centrum for at fortære den længe ventede portion fish and chips.

 

Tilfredsheden kan mærkes i kroppen når ens mål er nået.

<<tilbage

>> næste afsnit