6. Rejsebrev til

Eventyr '05

 

 

30. juni 2005

Vi ankom til Thyborøn i går, som tidligere nævnt, med en østen vind. Perfekt til at gå videre ud på Nordsøen. Vejrudsigten lovede østlige vinde på hele Nordsøen de kommende 4 døgn. Vi havde tidligere talt lidt om måske at tage den 330 sømil lange tur til Skotland. Måske skulle det være nu. Vi gennemgik båden fra for til agter både over og under dæk. Mastekraven blev tætnet med sikaflex, fik kabelstrips og til slut surret fast. Nu måtte den holde tæt! Lene blev sat ind i alt redningsudstyret. Vi pakkede en "grab bag" med raketter og rationer. 5 Liters dunke blev fyldt med vand og bundet sammen. Efter hånden som båden blev klargjort voksede der et sug i maven...var vi også klar?

Fik ikke meget søvn i nat. Gik straks op på sømandshjemmet for at læse farvandsudsigten. -Den var stadig brugbar for de næste dage, men jeg tror ikke at Lene og jeg er parate til at sejle den minimum 3 døgn lange tur over Nordsøen endnu. Vi skal have noget mere erfaring før jeg føler mig mere sikker. Nedtur at opgive en plan!

Nå men Allan skulle med bussen kl 11. Vi hjalp ham med at bære hans oppakning hen til stoppestedet. Et farvel og vi gik alene tilbage til båden. Nu skulle det kun være os to, for måske resten af turen. Vi har faktisk kun prøvet at være alene af sted med max tre overnatninger, ellers har vi haft gaster på vores ture. Men jeg tror ikke det bliver noget problem.

Vi besluttede at gå mod Norge som planen sådan set har været hele tiden. For at prøve os selv plottede vi Egersund ind på GPS'en. En tur på 135 sømil. Det vil sige et døgns tid med vagtskifter og natsejlads.

Vi sejlede roligt ud af havne bassinet og pakkede fendere og fortøjninger ned i kistebænke, imens vi vinkede til Allan på kajen. Jeg havde nerver på. Det har jeg haft hver gang vi skulle ud på nyt farvand. Først sejlede vi med 'Sheriffen' over Lillebælt i 2000, så kom Kattegat, sidste år Skagerrak og nu Nordsøen. Det er lidt af en udfordring hver gang og en grænse der skal flyttes.

Efter hånden fjerner vi os fra kysten og til sidst er der kun båden, den blå himmel omkranset af en uendelig horisont der hvor vandet ophører. Lene har spist en pille som gør hende søvnig. Hun går ned og lægger sig og tager den første frivagt. Vi har aftalt at dele vagterne op på tre timer. Blæser det op i nat sidder vi begge vagt hvis vi føler os utrygge.

Vinden er øget og det er muligt at sætte vindroret til. Det frisker en 6-7 m/s agten for tværs og vi går 5-6 knob direkte mod målet. Mine sanser er så skarpe at jeg hører hver eneste lille lyd fra skroget eller sejlene, som jeg aldrig har lagt mærke til før.

En gang i mellem flover vinden og vi sagtner farten. Normalt håber jeg på mere vind i sådanne situationer, men jeg bliver lidt overtroisk herude. Jeg bliver lidt mere afslappet og nogle gange er jeg ved at tage mig selv i at fløjte, men jeg tør ikke helt (ifølge sømands overtro giver det storm hvis man fløjter).

Min vagt er slut, men jeg har ikke ro til at sove. Jeg lader Lene blive nede i køjen. Hun vågner senere og er lidt skuffet over at jeg ikke vækkede hende. Hun ville gerne op at styre. Sådan skal det være! Jeg putter mig under hendes varme dyne. Her er rart at ligge, men jeg kan ikke sove. Jeg skal være meget træt før jeg første gang kan sove på en frivagt. Man skal lige vænne sig til at ens seng bevæger sig og at man skiftevis føler vægtløshed og sekunderne efter bliver dobbelt så tung når vi dykker ned i en sø. Jeg lytter til vandets brusen på skrogsiderne og kan fornemme fart forøgelse bevirket af vinden. Heldigvis skal der ikke rebes. Min tur til at tage ror tjansen. Ifører mig varmt tøj, hat og halstørklæde. Selvom solen er oppe endnu er det meget koldt herude på Nordsøen.

Vi møder og ser mange skibe indtil vi når norsk farvand. Der bliver gjort klar til at slå vindroret fra en enkelt gang for at at lave et evt. kurs skift. Men tankeren går forbi foran os.

 

 

Vindroret klarer opgaven godt indtil vinden drejer mere agten ind på vores kurs. Det er ligesom den ikke kan bevæge sig ordentligt. Jeg finder fejlen. I foråret var det faldet en lille mekanisk del af roret. Jeg forsøgte at lime den sammen, men med det resultat at den kun kan reagere på halvdelen af vindretningerne.

 

Mallemuk (Falmarus glacialis)

Vi kalder den en lille papegøje. Den flyver med hurtige vingeslag tæt ind forbi bådens stævn.

 

Kl. 22 får vi landkending af Norges sydspids. Jeg var meget i tvivl idet afstanden var 40 sømil. Jeg er ikke vandt til så høje kystlinier, så den var god nok. Det gav også lidt tryghed at kunne sejle med fyrene blinkene på styrbordside. Lene tog sin nattevagt alene.

Lene justerer sejl i den kolde, mørke nat.

 

 

1. juli 2005

En fantastisk solopgang bag Norges klippekyst her til morgen. Det bruste i kroppen af spænding for at se det landskab der stille og roligt voksede og dukkede frem i dagslyset.

Vinden var øget, så storsejlet blev bjerget. Vi havde vinden næsten agten ind. Vores mål, Egersund lå inde bag en lille ø, som nærmest var skåret ud af kystlinien. I sådanne sund kan vinden let øge 5 m/s, hvor den skal presses igennem den tragtlignende indsnævring i landskabet. Ikke noget problem, genuaen skulle bare rulles ind et par omgange... men den sad fast!! Urokkelig fast!! Der var ikke meget plads i sundet, og der kom modsejlende. Der skulle handles hurtigt! Lene vendte stævnen op i vindøjet så sejlet blafrede ind over dækket. Jeg kravlede frem til masten for at løsne faldet, men jeg glemte en line til at fastgøre sejlet så det ikke skulle blæse overbord. Ord blev hastigt vekslet højt i skibets længde retning. Heldigvis fandt Lene noget frem i en fart og sejlet kom ned og surret uden panik.

En boreplatform på et skib?

 

Det gik langsomt med at fortøje Blue Bird til flyde broen, for vi var trætte og tilfredse. 135 sømil på 27 timer.

Nordsøen havde kølet vore øl ned til en god kælder temperatur, så overfarten skulle da lige fejres med en enkelt... og med èn mere. Og så lige èn, to mere. Trætheden overmandede mig til sidst og landsygen og øllene fik toiletbygningen til at snurre rundt, så jeg blev nød til at sidde, for at komme af med nødtørften.

Vores naboer i havnen var rare mennesker som generøst delte deres erfaringer om sejlads på vest kysten.

 

2. juli 2005

På vej ind gennem sundet spottede Lene et keramisk værksted. Det skulle udforskes i dag. Vi var tidligt friske her til morgen og lidt ømme i kroppen efter 12-13 timers søvn. Værkstedet havde heldigvis åbent og pottemageren var i fuld sving.

 

Værkstedet var stort og tidligere var her mange beskæftigede. Ham og konen var nu de sidste pottemagere i byen. Noget af værkstedet var lavet om til museum, café og åbent værksted foruden butikken i forhuset. Det hele var meget flot, hvilket de også havde modtaget en restaurerings pris for.  De sidste par år var succéen kommet tilbage med produktionen af efterligninger af ældre pottemager ting, som falder i både de ældre og yngres smag.

Deres hus lå perfekt lige ned til vandet og de havde deres egen bådgarage. Bådgarager er et fænomen heroppe som kan lade sig gøre fordi her ikke er noget tidevand af betydning. rundt i sundet findes lange rækker af lader med små joller. En lokal fortalte os at 70 % af Norges befolkning ejer en båd. Senere på dagen var der marked i byen og der vrimlede med små og store både, indholdene mænd, koner og børn (nogle kun børn)  der skulle på byens marked. Om aftenen var der byfest hvor vi endda mødte fænomenet "en sejlende brian" - En hånd på roret og en arm på rælingen, holdende om en øl, samtidig med at bassen spredes ud med påhængsmotorens støj.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lene sidder på Keramikerens kaj. Lystbådehavnen ses i baggrunden.

 

Redningsselskabet holder øvelse. En organisation som søfarende kan melde sig ind i.

 

Vi havde besluttet os at blive et par dage for at vænne os til Norge. Mandag skulle vi drage videre nordpå. Vi slentrede rundt i byen og slappede af. Søndag tog vi ud i områdets naturpark for at følge nogle vandrestier. Vi farede vild og kom ud på en lang vandretur men med gode udsigtspunkter. Jeg tror Lene blev lidt bange ude i skoven da jeg fortalte hende en historie om de norske trolde.

 

Der kom en byge og Lene fandt ly under denne sten som sikkert er blevet sat der under istiden. Hun prøvede at rokke med den for at være sikker på ikke at blive mast flad.

 

4. juni 2005

Kulingvarsel for Utsira. Netop det farvand vi besejler i øjeblikket. Vinden ville tage til i eftermiddag, så det var for risikabelt at tage hele turen til Stavanger. Strækningen er meget kritisk, det er en udsat kyst med kun to mulige havne at gå ind i de næste 40-50 sømil. Der var 15 sømil til Sirevåg, hvilket skulle være muligt at nå i løbet af formiddagen. Vi trængte sådan til at se noget nyt.

Sirevåg var en jævn skuffelse. Nærmest en spøgelsesby. På kajen spankulerede pludselig en ældre herre forbi. Han var i snakke humør og fortalte om dem han kendte på de fiskerbåde der efterhånden kom ind for at søge ly i det kommende vejr. Foran os lå en stor hæktrawler. Besætningen bestod af to fyre sidst i tyverne. De havde lånt skibet af deres far som var på ferie. Jeg har stor respekt for de fiskere. Det er et hårdt arbejde at tage ud på Nordsøen flere dage i træk, i al slags vejr, året rundt.

Vi mødte Frank Johndahl på kajen i Sirevåg. Han har arbejdet sammen med min morfar på Callesen Diesel i Aabenraa.

Lene bager lækre pandekager til os.

Panorama over havnen i Sirevåg. Blue Bird ligger som nr. 3 fra højre.

Sirevåg var en spøgelses by.

 

 

Er der èn der karn artsbestemme denne fisk? ca. 30 cm rovfisk, blodårelign. tegninger på bugen og store skæl. Læg mærke til rygfinnen.

 

Hannens jagtegenskaber sørger for føde til besætningen -fire makreller i et hug!

Vi er på vej langs den kritiske strækning til Stavanger.

<<tilbage

>> næste afsnit