10

Vi forlod Lossiemouth tidligt i går morges 2 timer efter lavvande. Vi lænsede for en frisk vind mod indgangen til den Caledoniske kanal, som er en menneskabt vandvej der deler Highland i Skotland. Den 50 sømil lange kanal, består af 4 naturlige søer forbundet med 29 sluser, som kan bringe skibe 32 meter over havets overflade.

Thomas Telford, manden der står bag konstruktionen, som blev bygget i starten af 1800 tallet, fik stor succes med sit arbejde. Kanalen fik en afgørende rolle i Skotlands infrastruktur og økonomi i de følgende årtier efter Thomas Telfords arbejde blev færdiggjort. Hans succes blev kendt i udlandet. Det medførte at Han blev bestilt til at designe Göta kanalen i Sverige, hvilket var et endnu større projekt. Hans veludførte job imponerede den svenske konge, som belønnede Thomas Telford med ridderskab.

På vejen ind til indsnævringen ved Inverness Firth holdt vi godt øje med vandoverfladen, hvor man tydeligt kunne se vandstrømmen boble op og lave små bølger, selvom vinden havde lagt sig. Vi så store mængde fugle, et par sæler og halen af en lille hval. Dyr som sikkert nød godt af alle de fisk og krebsdyr der hvirvlede forbi. Strømmen var ikke så kraftig som forventet, men vi kunne sagtens fornemme de strømhvirvler der også var tegnet i søkortet

Endelig nåede vi den første sluse der kunne føre os op på vandvejen. Vi blev modtaget af det flinke personale, der på resten af turen gjorde slusearbejdet til en god oplevelse. 135 pund måtte vi slippe for otte dage, men det var så også inklusiv fri havnepladser og gratis bad.

At sluse Blue Bird, vakte ingen problemer. Vores fortøjninger havde en længde på ca 10 meter, hvilket var i underkanten. Vi klarede problemet med at binde dem sammen og passede på at knobet ikke hang fast i pullerten på land. 4 normale fendere var tilstrækkeligt til at holde båden fri af den slimede slusevæg. Vi brugte vore bådsmandshager til at holde et spænd på båden så den lå så urokkelig som muligt når vandet fossede ind i bassinet. Sluse personalet tog hver gang i mod fortøjninger og stod for arbejdet med slusen.

Efter tre-fire sluser blev det lidt kedeligt, men langt om længe nåede vi op i niveau og kunne sejle in på Loch Ness. Det var første gang vi sejlede på ferskvand. Vandet var mørkt, dybere end Nordsøen og havde en temperatur på 5-7 grader året rundt. Det mørkegrå landskab gav en perfekt kulisse til myten om det store monster.

I dag begyndte vi at vende næsen mod hjemhavnen i Aabenraa. Det var lidt kedeligt at vide at den næste måneds oplevelser skulle foregå i mere eller mindre vante omgivelser. For mit vedkommende havde jeg skubbet Danmark lidt ud i baghovedet. Det gik i hvert fald op for mig i går aftes hvor vi var ombord på Mallemukken af Jyllinge. Samtalen kom ind på nyheder og jeg havde faktisk ikke læst eller hørt en eneste nyhedsoversigt fra Danmark siden vi tog af sted. Jeg savner det heller ikke! Det var jo en lidt sorgløs vagabond tilværelse vi var ude på denne sommer, så det passede mig fint ikke at skulle bekymre mig om nedslående historier om terrorbomber og politikere der begår pinagtige fejltrin.

På sejlturen tilbage til Inverness fulgtes vi igennem sluserne med et dansk par, der havde købt en 53 fods sprit ny båd i Frankrig og var på vej hjem med to gaster. De glædede sig ligesom jeg til at komme til lidt varmere klima hjemme i Skandinavien. Men én fordel er der ved en lufttemperatur på 12 grader og vandet på 7 grader: Mælken til Havregrynene holder sig frisk længe.

Tilbage i Inverness lå der en anden dansk båd som var ret interessant. Ombord var Hans Kokholm, som næsten er hjemvendt efter en 3 års jordomsejling i en Albin Ballad. Han var en utrolig flink mand som havde en kolossal viden omkring sejlads og ikke mindst om hvordan man klargør en båd til sådan en tur. (www.syjoy.dk)

Inverness er et udmærket sted at proviantere til hjemturen og fylde stuverummene med whisky. Endnu en gang blev skibet gået i gennem fra A-Z, så vi kunne undgå ubehagelige overraskelser.

Nervøsiteten for at sejle på Nordsøen havde aftaget, og i stedet havde vi gårsdagens oplevelser i hovedet. Mit syn på Skotland havde taget en positiv drejning efter at vi lejede en bil og kørte langs vestkysten helt op til landets Nordvestlige hjørne. Formålet med turen var at besøge Lotte Globs værksted og butik i kunstner kollektivet, nær byen Durness.

At køre i en bil med rattet i højre side er sindssygt! Vi startede ud med at køre den splinter nye Peugeot modsat ud i en række 3 sporede rundkørsler, midt i Inverness´ morgentrafik. Det var virkeligt noget man skal vænne sig til: Flere gange forsøgte jeg at skifte gear med dørhåndtaget. Hans havde advaret mig mod kantstenene, og han havde ret, for flere gane skulle bilen lige rettes op på kørebanen. Senere ude på landevejene fik jeg det enormt dårligt, når vi havde drejet ud på en ny vej og jeg automatisk lagde bilen i den "rigtige" vejbane, indtil Lene gjorde mig opmærksom på at det var her de modkørende kom. Efterhånden som speedometrets triptæller snurrede rundt, gik det mere afslappet. Selv bjergkørsel på de ensporede veje med vigepladser gled vi igennem selv med trafikanter i mod os. Nu kunne det flotte sceneri, der skiftevis dukkede frem og blev skjult af skyer, nydes. Nogle steder kom vi helt ud til Atlanterhaskysten som var betagende, og helt sikkert et bedre sejlladsområde, med mange øer, i stedet for østkysten. På hjemturen gloede vi så meget ud af sideruderne at vi næsten havde krydset hen over landet, inden vi opdagede at vi var faret vild.

Oppe i den nedlagte militærbase havde keramikeren sin udstilling. Men hun havde desværre flyttet sit værksted (og bolig) ned i et nyt hus uden for den lille afsides by. Men Lene fik rigeligt ud af bare at se hendes værker. Hun købte én af de flydende sten, som bliver brugt i Lotte Globs foranderlige skulpturer. Skulpturerne lever på den måde, at stenene bliver placeret i mønstre ved lavvande i tidevandszonen. Når højvande kommer gribes stenene én for én og føres rundt til nye positioner og former. (www.lotteglob.co.uk)

En af de sidste aftener i Skotland skulle selvfølgelig tilbringes på en pub. Vi fandt nok den mest skumle af slagsen i Inverness og satte os ved et bord blandt gæsterne, som så ud til at have været der siden fyraften. Ikke længe efter kom besætningen fra Opus One og Hans. Glassene blev fyldt op til flere gange imens sejlersnakken lød hen over bordet. Hans ville sejle alene af sted næste morgen direkte til Thyborøn (ca 440 sømil), selv om der var kulingvarsel for Nordsøen. Hardcore!! Lene og jeg ville bide turen over inden vi ville liste til Norge på en god vejrmelding.

Efter 7 dage i ferskvand, forlod vi den Kaledoniske kanal og begav os ud på havet igen. Vi passerede de sidste sluser sammen med Opus One og Ghoster (DK), og sejlede på række ud på den spejlblanke Inverness Firth. Der var udsigt til motorsejllads, så vi var ikke sikre på at gå hele vejen til Peterhead, men tage et stop ekstra før vi ville forlade landet. Efterhånden som vi kom ud på mere åbent farvand voksede de nordfra kommende dønninger. Jeg havde netop indtaget resterne af gårdsdagens chilli con carne, og nu fik jeg det underligt i sækken af gyngeriet. Den efterfølgende time bøvsede jeg og konstant blev jeg mindet om den krydrede ret. Heldigvis kom der lidt vind i sejlende, hvilket fik skibet til at blive lidt mere stabilt. Men desværre blev vinden lidt for kraftig for Lenes mave og efter nogen tids stiltiende kamp mod søsygen måtte hun give op til styrbords side.

Søen var forfærdelig urolig og vi besluttede os at gå ind i Whitehill før mørkets frembrud. Havnen havde en meget vanskelig indsejling med hensyn til vindretningen Jeg forsøgte at kalde havnemesteren uden held, for at forsikre mig at det var muligt at komme ind i læ. Forrige gang vi lå her i blæsevejr frarådede havnemesteren en sejler i at gå ind. Men vi kendte indløbet og tog chancen. Vi forberedte os godt og aftalte hvad der skulle gøres i hvilken rækkefølge når vi kom ind. Det var med nerverne strittende under huden at vi fandt en bølge der kunne skubbe os forbi den første mole. Vi var meget trætte da vi gik til ro her til aften.

Dagen efter i Whitehill så vejrudsigten for Nordsøen mere end lovende ud: tilpas vindstyrke fra vest. Vi brugte de sidste pund i den lokale købmand på frisk frugt og grønt og blev ønsket god tur af de sejlere vi kendte fra forrige ophold.

De første timer var vinden fra vest og jo længere vi gyngede væk fra Storbritanniens kystlinie, jo mere blev himmelen høj og blå. Ja, vi kunne ligefrem fornemme landets omrids på de hvide skyer. Det var stadig koldt og vi skulle et pænt stykke ud på Nordsøen før havets temperatur kom over 15 grader. Havets temperatur vil dermed varme luften op til at være behageligt for ansigt og hænder, som er det eneste hud der er blottet den 2. august.

Vi oplevede vindstille den første nat. Men derefter kom vinden fra syd, og der var rigeligt af den. Vi gik ikke under seks knob den resterende del af turen til Norge. Den 282 sømil lange distance blev sejlet på 49 timer. Vi mødte få skibe og med den stabile vind var der muligt for mig at sove. Vi var faktisk udhvilet da vi nåede Egernsund. Det eneste vi mærkede til den lange tur var de blå mærker vi havde pådraget os i søgangen.

Vore venner, delfinerne kom på besøg igen. Jeg tror de nød skibets store fart og de brød ud i sjove lege, hvor de viste os alle deres kunster. De sprang højt ud af vandet, lavede plask med hoved og hale, svømmede på hovedet og sprøjtede dækket til med vand. Man kan kun begejstres og fyldes med fryd ved at betragte vilde dyr have sådan et overskud og næsten barnlig nysgerrighed.

En boreplatform passeredes med den korrekte sikkerhedsafstand. En nat jeg blev purret til vagt, stod jeg op til en orange himmel. Først troede jeg det var solopgang, men det viste sig at være en boreplatform der afbrændte rest gasser.