...Endelig blev Maxi 77’eren solgt. Nu kunne der for alvor gøres noget ud af den store jagt efter ny båd. På Internettet havde jeg fundet en svensk annonce på en Albin Ballad der lå inden for mit budget. Jeg havde stillet nogle krav til mængden af udstyr på den nye båd, og denne model levede stort set op til kravene. Båden lå i Göteborg. Efter en lidt besværlig telefonsamtale (sprogmæssigt), fik jeg en aftale med ejerne at komme og besigtige skibet. 

Vi tog på en hyggetur til Göteborg i Allans røde Opel raket, gik på restaurant op boede på vandrehjem. Blue Bird faldt i vores smag. Jeg aftalte med ejerne at jeg ville vende med en check. I mellem tiden skulle De bestille en kran og gøre skibet sejlklar.

En uge efter kom jeg tilbage med checken og en stor taske med varmt tøj, redningsvest og søkort. Båden kom på land og gennemgået en ekstra gang. Ejerne hjalp med at sejle båden til Frederikshavn. Det var efterhånden blevet midt i november og investeringen i en ny flydedragt var jeg glad for.

Det tog ca. otte timer at komme over Kattegat. Mørket havde sænket sig da de tidligere ejere begav sig mod færgen. Her stod jeg alene tilbage i en vinterforladt havn i Nordjylland. Umiddelbart en nedtrykkende situation, men jeg bruste inden i af spænding over mit nye skib. I morgen ville Ding komme herop med toget og hjælpe med at sejle hjemad på mandag.

Det blev mandag, men vinden havde taget til og kom præcis fra den retning vi skulle sejle. Det var koldt og ikke særligt opløftende at se bølgerne brydes ind over molen. Ding ville ikke give op før vi havde gjort et forsøg. Vi krydsede mod vinden på det puklede hav. Men vi avancerede meget langsomt mod Grenå. Så langsomt at jeg synes det var uforsvarligt at sejle sådan en lang distance, 2 mand i en båd som vi ikke var kendte med, og på denne årstid.

Weekenden efter fik vi lokket en tredje mand med. Jan mente sagtens han kunne få Blue Bird til Aabenraa. DSB var vores transport middel og en pose øl vores proviant. I Frederikshavn blæste det endnu mere og fra samme retning som sidst. Men, -af sted det gik. ”Grenå, here we go!” udbrød Ding adskillige gange, alt imens farvandsafmærkningen til havnen skiftevis var på vores bagbord og styrbord side. Det betød at vi stort set ikke kom ud af pletten. Bølgerne var store og skyllede over dækket. Vandet havde flere gange kravlet ind på min krop igennem kraven på min heldragt. Jan måtte ofre sig til edderfuglene efter at han var kravlet ned i kahytten for at tænde smøger.

Jeg udsatte vores position på søkortet efter fem timer. Vi var præcis kommet 6 sømil ud fra lystbådehavnen. Efter den demoraliserende nyhed vendte vi om. 45 minutter efter var vi kommet inden for molen igen. Det var ikke lystsejler vejr og besætningen gjorde et bravt forsøg!

Dagene gik uden at vejret ændrede sig. Jeg indhentede et tilbud hos en vognmand. Det var både dyrt og nedslående at få sin båd kørt hjem på ladet af en lastbil…

<<Tilbage