Jeg har altid elsket at opholde mig i og på vandet og været fascineret af de væsener der levede i det.

I sommeren 1999 fik min ven og jeg en lille instruktør time i sejljollen som vi døbte ”Accelerator”. Vi lærte at beherske vinden og blev efterhånden bedre og bedre til at drive båden frem ved naturens kraft. Vi var solgte til det økologiske transportmiddel og samtalerne under sejladsen gik på hvor man kunne sejle hen.

Den kommende vinter besluttede vi os for at gøre noget ved snakken og med vores beskedne midler købte vi ”Sherif”. Sherif var en polskbygget sejlbåd på 20 fod og med sænkekøl. Den bragte os på to ture ud af Aabenraa fjord og gav os minder vi stadig muntrer os med. Vi byttede Sherif året efter til en motorcykel som blev solgt med fortjeneste.

Jeg gik stadig og drømte om at sejle især langturssejlads. Havde efterhånden læst alle bøger af Troels Kløvedal og lignende beretninger af den genre. Jeg higede efter så meget information om emnet som muligt, og meldte mig af den grund ind i langturssejlerforeningen.

Herigennem stødte jeg på båden S/Y Nette, ejet af Flemming Bitz, som søgte gaster til Caraibien. Jeg meldte mig straks til at sejle med fra Nivå til La Coruna i Spanien. Afgangen var d. 4. juli 2002.

Nette var en Albin Ballad, bygget i 1973. Sejlbåden virkede utrolig tryg og gik fantastisk godt igennem søerne. Jeg blev forelsket.

På turen til Spanien mødte jeg flere langtursejlere. De fortalte at de sidste måneder før deres rejse havde de brugt deres båd som fast bopæl. Det gjorde de bl.a. for at vænne sig båden men ikke mindst for at spare penge. Og så begyndte mine tanker at rulle: Min økonomiske situation var ikke optimeret til et bådkøb. Men hvis jeg boede i båden, kunne jeg afdrage mit lån for de penge jeg kunne spare i husleje.

Banken var villig til at låne mig pengene. Men modet rakte kun til en Maxi77 med påhængsmotor. Jeg gik straks i gang med dueligheds- og VHF kursus. Maxien var rummelig, let at sejle, havde ståhøjde omkring pantry og den gav mig en hvis øvelse i tursejlads. Samtidig tjente den som min bolig i 6 måneder. Skibet lød navnet Gold Finger efter følgende historie: En mand kommer ud for en ulykke og lider tabet af en finger. Fingeren er godt forsikret, og den giver ham en klækkelig erstatningssum. Forsikringspengene går til købet af sin drømmebåd. Skibet skulle døbes og samtidig fik den mistede legemsdel en varm tanke.

Min drøm var stadig en Albin Ballad. Min kæreste var meget positivt stemt for sejlerlivet og i mellemtiden var jeg begyndt at tjene lidt flere penge. Banken godtog mine forhold. Efter 9 måneder ophørte mit ejerskab af Gold Finger.