Bound For Baltic 2013

Sommerens expedition gik rundt til samtlige lande som støder op til Østersøen. En sejltur på over 2000 sømil. Vi  besøgte Tyskland, Polen,  Litauen, Letland, Estland, Rusland, Findland, Åland, Sverige og endelig tilbage til Danmark. Der blev dokumenteret i form af billeder og dagbog som findes længere nede på denne side.

Ruden. Der nydes en Gessner øl i skyggen på en varm sommerdag.

Bonito med Svend og Bernt fra Wismar.

På besøg på en polsk sejlbåd-.

Gdansk

En park i Litauen

Midsommerfest i Letland

Millioner af 5 cm store insekter skyllet ind på stranden.

God hygiejne ombord. Desværre kun fra knæene og nedefter...

Ambolt sky, som drev over Ruhnu. Indeholdt regn og skypumpe.

Trækirke på Ruhnu

Bæltekøretøj fra kommunisttiden.

Allan, Timo og jeg på netop det sted hvor Dannebrog faldt ned fra himlen i år 1219.

Sejler ind i russisk farvand.

Nadine med drikkevand foran Central River Yacht Club.

Besætningen sover ud.

Allan falder ind blandt gangster millionærerne i Skt. Petersborg.

Jan Lindt

Finsk Skærgård

Kirke i Helsinki

Allan

Spejlæg og hjemmebagtbrød.

Timo inviterer på fisk.

Tåge på ankerpladsen. Et krydstogtskib pacerer os i skærgården.

Kompasrose. Helleristning af den danske konge, som var på togt nogle hundrede år før os.

Visby

 

 

       

Ankomst dato Havn Distance (sømil) Total distance
08-06-2013 København 0 0
08-06-2013 Klintholm 50 50
09-06-2013 Stralsund (Tyskland) 49 99
10-06-2013 Ruden (Tyskland) 28 127
11-06-2013 Kolobrzeg (Polen) 63 190
12-06-2013 Darlowo (Polen) 35 225
13-06-2013 Leba (Polen) 67 292
15-06-2013 Wladyslawowo (Polen) 35 327
16-06-2013 Gdansk (Polen) 39 366
18-06-2013 Klaipeda (Litauen) 136 502
21-06-2013 Liepaja (Letland) 53 555
22-06-2013 Pavilosta (Letland) 27 582
24-06-2013 Ventspils (Letland) 38 620
26-06-2013 Roja (Letland) 81 701
27-06-2013 Riga (Letland) 51 752
30-06-2013 Ruhnu (Estland) 59 811
02-07-2013 Kuivastu (Estland) 48 859
03-07-2013 Lohusalu (Estland) 69 928
05-07-2013 Tallinn (Estland) 24 952
08-07-2013 Haapasarii (Finland) 97 1049
09-07-2013 Kronstadt (Rusland) 76 1125
09-07-2013 Sankt Petersborg (Rusland) 16 1141
13-07-2013 Kronstadt (Rusland) 16 1157
14-07-2013 Haapasaari (Finland) 75 1232
15-07-2013 Lovisa (Finland) 43 1275
17-07-2013 Sandholmen (Finland) 20 1295
18-07-2013 Helsinki (Finland) 25 1320
20-07-2013 Barösund (Finland) 39 1359
21-07-2013 Lappvik (Finland) 18 1377
22-07-2013 Hangö (Finland) 13 1390
23-07-2013 Byviken (Finland) 24 1414
24-07-2013 Korpoström (Finland) 30 1444
25-07-2013 Mariehamn (Åland) 59 1503
27-07-2013 Furusund (Sverige) 49 1552
28-07-2013 Stockholm (Sverige) 36 1588
31-07-2013 Visby (Sverige) 123 1711
03-08-2013 Nexø 210 1921
06-08-2013 Guldborgsund (anker) 136 2057
07-08-2013 Marstal Bugt (anker) 63 2120
08-08-2013 Aabenraa 69 2189
12-08-2013 Avernak Ø (anker) 35 2224
13-08-2013 Lundeborg 23 2247
15-08-2013 Stege bugt (anker) 57 2304
16-08-2013 København 43 2347

 

Søkort

NV serie 2, 4, 6

Estland vol. 1, 2, 3

Finland A, B, C, D

Delius Klasing serie 2

Svensk ostkysten

Finske bugt øst, indsejling til Sct Petersborg

 

Litteratur

Küstenhandbuch Baltikum, Jörn Heinrich, Edition Maritim

Imray The Baltic Sea, RCC Pilotage foundation

Harbours of the Baltic states F&G Cattel, CA


 

Dagbogen

København, November 2012

Tvivlen nager. En lille erosionskløft af tanker, som bliver dybere. Jeg får en snært af dårlig samvittighed.

Er det virkelig nødvendigt at sejle en tur rundt langs kysten i det Baltiske Hav? Det vil tage 3 måneder. Er det dét min tid skal bruges på? Det er faktisk her den dårlige samvittighed kommer ind. Hvorfor får jeg ikke dårlig samvittighed når jeg skal bruge 3 måneder af mit liv på at gå på arbejde?

Tankerne begynder at samle sig om den hårde del af rejsen, den del hvor jeg har lagt de dagligdags trygge ting bag mig for en tid. Der hvor der ingen vej er tilbage og jeg bliver nød til at kaste fortøjningerne for at begive mig ud i projektet. Det er her samvittigheden vil gnave sig dybest ind i kroppen; for vil projektet lykkedes og vil der være en mening med det som jeg har besluttet at gøre?

Jeg har ikke fundet et mål for turen. Et oplagt bud kunne være den destination som ligger længst væk på ruten. Som eksempel kunne jeg bruge Sct. Petersborg i Rusland, som destination og mål for en sørejse. Men når jeg vil lave en rundrejse og besøge 7-9 forskellige lande som grænser ud til Østersøen fortaber spændingen sig måske til de andre lande, og især dem der kommer efter Rusland?

Målet for rejsen bliver at finde en mening med rejsen.

Hvad er meningen med den plan? Eskapisme?Måske skal det være målet for turen

”Vi rejser for at vende hjem igen”


 

4. marts 2013

På jagt efter meningen...

Har netop set en tv udsendelse om kristne, som har fundet ”det”. De er frælste.

Når man først har fundet noget at gå op i eller meningen med livet vil man måske lukke andre muligheder ude og dermed blive snæversynet, konservativ, og foragte andre måder at se verden på.

På samme tid vil man ikke være åben, søgende og imødekommende for andre ideer og tanker.

Frygten for at gå glip af noget…. (Nadine)
 

22. maj 2013

Planlægningsstressen er begyndt at accelerere. Ikke mindst ansøgning om visum. Heldigvis er fremdriftsmidlerne, sejl, rig og motoren velkørende. Jeg har været ude på årets første sejlture i Køge bugt og jeg begynder virkelig at glæde mig til rejsen. Jeg er glad for at min ven Allan vil med på togtet helt fra start til slut. Mit syn på rejsen er at jeg skal gøre det jeg holder af her i livet. (følgende er ikke en prioritets rækkefølge): Sejle, kigge på kort, læse bøger, skrive dagbog, fotografere, observere naturen, opleve fremmede lande, være sammen med gamle og nye venner, reparere, vedligeholde, fiske og blive klogere.

Det tog mig kun få sekunder at lave den liste, så jeg tror min dårlige samvittighed fra november 2012 er forsvundet.

1.

Onsdag d. 11. Juni 2013, Darlowo, Polen

Vi er i søen på 5. dagen af sommerens expedition rundt til samtlige lande som støder op til Østersøen. En sejltur på over 2000 sømil. Vi har besøgt Tyskland, befinder os nu i Polen og i løbet af de næste ca. 60 dage vil vi anduve Litauen, Letland, Estland, Rusland, Findland, Åland, Sverige og endelig tilbage til Danmark.

Vi stævnede ud fra Sydhavnen i København lørdag d. 8. Juni. I de sidste timer fik vi pakket provianten ombord. Familie og venner kom for at vinke farvel til Allan og jeg og de var så søde at forære os afskedsgaver, som vi allerede har smagt på. Det var med blandede følelser i kroppen da vi drog afsted. -spænding og rejsefeber, -nervøsiteten lagde sig, men afskedsfølelsen og tanken om afsavn lå lige under overfladen. Det var det hårdeste at skulle sige farvel til Nadine. Moralen skulle bankes op og det stod Bob Marley for i samarbejde med solen og en fantastisk vind.

Vi lagde ind i Klintholm for et kort stop og gik dagen efter til Stralsund. Søndagen var grå, havet var gråt, himlen var grå. Vi så ingen fugle og kun få skibe i horisonten. Men ved ankomsten til Rügen klarede det op og nationalparken bugnede af fugleliv og fiskene sprang omkring skibet. Højt over mastetoppen kredsede en flok traner, som var imponerende med deres skrig og vingefang på 2,3 meter. Vi valgte at gå ind og lægge os til ved industrikajen i Stralsund og vente med at gå under klapbroen næste morgen. Vi tilbragte aftenen med en vandretur på de brostensbelagte gader i den smukke gamle Hansestad. Utrolig charmerende by med 3 imponerende kirker.

Mandag morgen mellem 8.20 og 8.40 var det muligt at passere under broen over til Rügen. Det skete sammen med 10 lystbåde, en gammel skonnert og et militærskib. Vi var sidste båd igennem, men i løbet af de næste 15 sømil lykkedes det os i det smalle farvand, at overhale 5 skibe. Det er aldrig før sket i de 10 år og 7000 sømil jeg har sejlet med Bluebird! Måske har det noget at gøre med den ballast vi har placeret ombord: Allan medbragte 12 kasser øl, 15 L vin, whiskey og rom. Han bor tæt ved grænsen og elsker at handle dernede.

På Den lille naturbeskyttede ø Ruden diskuteret vi en del om hvordan det er med fordomme. Jeg læste en gang et citat som lød nogenlunde sådan her:

A mans mind grow narrow in narrow places…

Det handler om at man skal opleve verden. Vi har også fundet ud af at vi har fordomme og det blev bekræftet i går aftes. Vi har talt en del om hvordan det ville være i de Baltiske lande med tyveri fra båden etc. Eksempelvis var vi ikke angst for at låde båden stå, ikke bare ulåst, men helt åben i de tyske havne. Det måtte være helt anderledes i Polen, forestillede vi os.

Vi var i Kolobrzeg med Bluebird i 2007 og da vi dengang sejlede ind i havnen blev vi standset af to kamouflageklædte soldater med maskingeværer, som skulle se vores papirer og båden. Vi blev placeret i en faldefærdig del af haven, hvor toiletet var i en skurvogn og rundt på kajen sad fulde polakkere og fiskede. Vi ville op og se byen, men havde ingen lås til kahytslugen. Vi lavede et godt gammeldags cowboy-trick, hvor vi redte en køje, så det så ud som om der lå et besætningsmedlem og sov. Da vi forlod båden råbte vi ned til ”besætningsmedlemmet” at vi gik op i byen og var straks tilbage.

Derfor lå vores forventninger på et lavt sted. Ved ankomsten kaldte jeg havnemyndighederne på VHF’en og anmod høfligt om at sejle ind i havnen. En ironisk stemme svarede på bedre engelsk end mit at jeg jo allerede var inde i havnen. Så spurgte jeg ham om vi skulle inklarere og fortolde? –Tjah svarede han. Ikke hvis i kommer fra Tyskland. Vi skulle bare sejle ind i marinaen og nyde vores ophold.

Ved ankomsten til den yderst moderne marina blev vi modtaget af en havneassistent som anviste os plads og hjalp med fortøjningerne. Ham og hans kollegaer var parate 24 timer i døgnet. Havnen var helt fyldt med store lyst yachter, meget forskelligt fra vores forrige besøg. Også byen, som vi kunne se, havde gennemgået omfattende renovering. Havne assistenten fortalte os stolt, at det danske fodboldlandshold boede i byen under EM i 2012. Her var alle de luksus fornødenheder et sportshold kunne tænke sig for at yde toppræstationer på banen. Allan og jeg var overvældet over den luksus det er at vaske hænder i varmt vand efter et toiletbesøg, når man været afsted nogle dage uden bad og primitive forhold på båden. Gad vide hvor godt et brusebad vil føles når vi når dertil?

Sejlturen til Polen var ellers så fantastisk som det kunne blive. 65 sømil med vinden agten for tværs, styrende med vindror. På vejen blev vi overhalet af en tysk båd med spiler. Vi fotograferede hinanden og lavede en aftale med tyskerne at mødes i havnen og udveksle billeder. Desværre var de gået til køjs da vi kom ind og var allerede sejlet her til morgen. Måske møder vi dem senere, hvem ved…

Nu er min frivagt forbi. Allan har siddet ved roret og trænger til en pause.


 

2.

Lørdag d. 15. Juni 2013

Det lykkedes os ikke at få kontakt med Bonita i Kolobrzeg og udveksle billeder.”Hvor drog de mon hen?”, som Marstals Småborgerlige Sangforening brøler ud af højtalerne, når Allan og jeg lægger fra kaj og skal have moralen op at køre til den kommende sejltur. En rigtig sømandsvise som bringer melankoli, sentimentalitet og udlængsel frem i os. S/Y Bonita var allerede sejlet næste morgen, selvom vi smed fortøjningerne tidligt for at komme til Darlowo, som var endnu en af de hyggelige havne, sammen med bla. Leba, på Polens Nordkyst. Det er rent eventyr, at sejle ind i disse fremmedartede havne, sammenlignet med danske forhold. Vi har dagen lang navigeret langs den endeløse kyststrækning, som består af hvid sandstrand, som strækker sig parallelt med vores udstukne kurs. Kontrasten og strandens begrænsning mod land består af en lige så endeløs skov. Uden skoven ville sandet overtage, hvilket dog delvist sker med de 30 meter høje vandreklitter, der bevæger sig i den dominerende vindretning, mod vest og på sin vej sluger alt, træer, bygninger og en by, hvis den når så langt. Når man ser denne kystlinie undrer man sig over at her ingen sommerhuse er. Men det kommer nok engang.

I Darlowo var det tid til proviantering af frisk frugt og brød. Ved ankomsten spurgte vi to arbejdere om vejen til nærmeste supermarked hvilket blev overhørt af en billist. I næste minut var vi på en 4 kilometer køretur ind til byen med en utrolig venlig polak. Fordomme…Av av! At hans engelske ikke var så godt og hans forklaring om vejen tilbage, gjorde os slet ikke i dårligt humør da vi farede vild og var på den gale vej ud af byen.

Om aftenen bød Bonito som sejles af Svend og Bernd, på en øl i cockpittet og vi besluttede at følges ad mod Leba. Vi gik gennem broen over flodmundingen og ud i østersøen igen kl 0500. Det var en lidt længere dagsetape, fordi vi skulle sejle uden om et militær øvelses område. Tilgengæld var det en fantastisk sejlads. Vi har 1 times vagt på skift på Bluebird og frivagten kan sagtens bestå af op til flere skrabere på køjen, madlavning og læsning. Vi har efterhånden vænnet os til skibets bevægelser så vi ikke bliver søsyge ved læsning og aktiviteter under dæk. På strækningen var der en modsejlende sejlbåd og en som overhalede os. Utroligt at her ikke er flere sejlere, når man tager alle de gode forhold Polen har budt på indtil videre, i betragtning.

Som tidligere nævnt sejler vi rundt med en betydelig mængde alkohol ombord, som optager en del plads. På min frivagt overhørte jeg Allan råbe til den overhalende båd at vi skulle drikke en øl sammen med dem, når vi nåede havn. Som sagt, så gjort. I Leba stod besætningerne fra 3 andre både og ventede på os, hjalp med fortøjningerne og de næste timer var Bluebirds cockpit fyldt med gæster. De medbragt alle sammen øl fra deres egen beholdning og da aftenen var omme havde vi stort set samme antal Slots Classic Alc. 4,6% vol i vores beholdning. Jeg kan i søvne huske hvad vores øl hedder, fordi hver aften træder jeg på 2 kasser inden jeg springer op i forkøjen.

Der gik 6 timer inden jeg kom i land den aften, selom havne omgivelserne trak i min nysgerrighed. Den lille, tidligere fiskehavn og stadig delvis fiskehavn var omkranset af høje træer og bagved lå et enormt stort naturreservat. Jeg elsker den her slags havne, hvor man om natten kan høre frøer og nattergale afholde koncerter for at konkurrenter skal holde sig væk og tiltrække mager til at dette vådområde, som er dens territorie. Gad vide om en nattergals sang lyder brutal og truende i en anden nattergals ører. Man kan næppe tro det, når man fortyllet står og lytter til den i mørket.

En positiv ting ved at sejle langs en kystlinie er de lugte og temperatur forskelle der kan komme derfra. Og så selvfølgelig alle de mere eller mindre velkendte blinde passager fra insekternes forskellig artede verden. Foreksempel kunne vi lugte ramsløg fra retningen mod Bornholm !?! Ved ikke helt om det kan lade sig gøre på 50 sømils afstand?

Fredag formiddag vågnede vi op efter indtagelsen af diverse tyske ølsorter. Vinden var styrke 5-6 fra vest. Ufattelig god vind for vores videre færd. Når man er ude at sejle i såden en vindstyrke på læns er det berusende. Men når man står på molen og kigger ud på at bølgerne brydes, har man ikke lyst. Det er lige som med regnvejr; det er altid værst når man er indenfor og skal ud i det. Vi besluttede at tage en dag i land. Vi havde nået et acceptabelt stykke vej frem mod målet på denne tur og trængte også til at få lidt oplevelser i land. En rygsæk blev pakket og vi begav os ud på en 20 km vandretur ud til en af de enorme vandreklitter i naturreservatet.

I skrivende stund ligger vi i Wladyslawowo. Ikke noget charmerende sted, men det lader til at være en turistmagnet på polakkerne. Byen ligger ikke så langt fra Gdansk. Havnen er en stor udpræget fiskerihavn og vi ligger ved en flydeponton i den ene ende. Havnepengene er på 70 kr,- på niveau med de andre steder vi har besøgt. Stedet byder ikke på så meget for vores stil og formodentlig heller ikke for andre sejlere, da vi kun er to besøgende både indtil videre.


 

3.

Kleipeda, Onsdag d. 19/6 2013

For lige at færdiggøre beretningen om opholdet i Wladyslawowo, så blev sydenden af havnebassinet fyldt op i løbet af aftenen. Vores naboer blev en udlejningsbåd med 5 polakkere, der havde været på herretur. De præsenterede sig som læger og advokater. Mægtig flinke og inviterede os over på deres båd. Vi blev budt på ren whiskey i store kopper, men takkede pænt nej. Snakken gik omkring forskelligheden i vores folkefærd og hvordan Polen havde ændret sig de seneste år. Imens vi drak vores håndfuld medbragte øl, havde pollakkerne tømt et par flasker whiskey, de væltede rundt og råbte, som en flok teenagere.

Når vi planlægger vores sejlture bruger vi et program som henter meget deltaljerede vindkort, og kan dermed vælge det tidspunkt for afgang som giver den gunstigste sejlads for os. Wladyslawowo skulle forlades tidlig morgen. Ved middagstid drejede vinden i øst, som passede rimelg perfekt ved kursændring ind i Gdansk bugten. Vi skulle helt ind i det gamle centrum af Gdansk hvor S/Y Bonito ventede. En sejlads på 6 mil gennem floden og den store nedslidte havn.

Gdansk var igen en stor overraskelse. Jeg har sjældent været i en by med så mange smukke og velholdte gamle bygninger. Hvis man forestiller sig Hansestadernes storhedstid, må disse byer dengang have været som futuristiske, kapitalistiske metropoler på de mennesker som sikkert ikke blev lukket ind ad de få sværtbevogtede byporte. Utrolige detaljerigdomme og ornamanter overalt på bygningsværkerne. Om aftenen flottede vi os med en øl på en hyggeligt værtshus. Hvilket senere hen skulle blive en utrolig dyr oplevelse for Allan.

Mandagformiddag blev igen brugt på byvandring. Vejrudsigten lovede brugbar vind for at gå til Kleipeda det næste døgn, men ville blive rigtig dårlig de følgende. Vi beluttede os for at bruge vore sidste zlotty på diesel og proviant. For at sejle i den direkte linie til Kleipeda, en tur på 125 sømil, går man igennem militære skyde områder. Det næste døgn var der ikke øvelser i Polen eller Litauen, men de russiske områder kunne jeg ikke skaffe oplysninger om. Vi tog en beslutning om at følge en rute uden om øvelsesområderne, hvilket betød en omvej på 15 sømil. Kl 15 sagde vi farvel til vore tyske venner.

Vindforholdene stemte overhovedet ikke overens med vejrudsigten. Turen tog 27 timer, hvor 26 af dem var for motor. Vi havde 3 timer med modvind og resten af tiden var der totalt havblik. Det var en lang tur da vindroret ikke kunne bruges og der skulle håndstyres hele tiden. Men super flot vejr, varmt og skyfrit. Men at passere det russiske søterritorie, som ligger ud for Kaliningrad var ikke kedeligt. Vi aftalte at have 2 timers vagter, for at få hvile og søvn. Jeg havde svært ved at sove den nat. Jeg vidste at der blev holdt øje med os og var ikke sikker på om vi blev jaget ud af deres farvand. Desuden opdagede jeg også i løbet af natten at jeg havde overset nogle områder, så kursen skulle ændres og vores rute blive længere. Det var en ren labyrint at sejle i.

Når der er vagtskifte bliver frivagten informeret om sejladsens fremskred, hvilke skibe der er i sigte, vejr- og bølgeforhold, position, kurs og den fremtidige navigation. Vi afslutter med at ønske hinanden god vagt/frivagt. Ved vagtskifte kl 24 forklarede jeg Allan om fyrtårnene, som lyste gult og ingen skibe i sigte. Minutet efter jeg havde lagt mig på køjen begyndte han at snakke om et rødt lys til styrbord. Hvis man har et rød lanterne til styrbord betyder det et skib på skærende kurs. Det var en russisk ubåd som var kommet til overfladen. De sejlede kun nogle få skibslængder fra os og vi ændrede kurs for at beholde en lille smule afstand til dem. Det virkede som om Russeren skulle spille med musklerne. Det var ret nervepirrende og jeg forsøgte at kalde dem på VHF’en. Men kun tavshed. De sejlede i en halvcirkel rundt om os og forsvandt lydløst agterude. Da nerverne havde lagt sig ærgrede vi os over at vi ikke havde spillet ’we all live in a yellow submarine’ over VHF radioen. Resten af Allans vagt synes han konstant at han så luftbobler i vandoverfladen. Mon dog. Når man sejler om natten bliver ens sanser skærpet. Båden har mange lyde og flere kommer frem i mørket. Mange gange når jeg har siddet alene i et cockpit og er lidt småtræt har jeg hørt stemmer og set væsener komme ud af skæve brækkende bølger.

Flere gange blev vi kaldt op over radioen for at identificere os. Blev spurgt om bådens navn, hjemhavn, destination og antallet af besætningsmedlemmer. Men anede intet om hvor opkaldet kom fra, da stemmen ikke identificerede sig selv.

Stille og roligt fandt de to sørotter ud gennem den russiske labyrint. Osten i dette tilfælde, bestod af et nyt land på den personlige liste. Litauen!

Jo, der var lige en lille detalje mere, som jeg egentlig ville have udeladt. Jeg lavede et selvforskyldt motorstop. På min vagt besluttede jeg at tanke 10 mil fra havnen for at være på den sikre side med brændstof inden vi sejlede ind. Men 12 mil inden døede maskinen. Til havs er det altid lidt nervepirrende når noget udstyr går ned. Men da reservedunken blev hældt på og brændstofsystemet luftet ud snorrede Nannien igen.

Vi havde på forhånd besluttet hvilket havnebassin vi ville lægge til og havnemyndighederne accepterede vores ønske over radioen. Dog viste det sig at denne lystbåde havn var lukket pga renovering og vi blev den eneste båd. Helt øde. Om aftenen tog jeg en lille vandretur gennem fyrreskoven ud til den endeløse, brede sandstrand ud til østersøen. Sandet var lige så hvidt og fint som ved Dueodde og knitrede højlydt under fodsålerne. På stranden lå tusindvis af nogle enorme insekter. Alle døde.

Det syntes risikabelt at skulle forlade båden i den øde havn, så onsdag morgen sejlede vi ind i marinaen, som er placeret i en voldgrav inde i centrum. Igen en tryg havn med vagter og en pris på 110,- kr pr. døgn. Vi tog på byvandring og gik en fortovsrestaurant. Vi valgte en af de billige, hvor en fiskefilet kostede 25,-kr. Indbyggerne virker meget afslappede i Kleipeda. Der virker som om der er en meget rolig stemning over byen. Meget behageligt at være her.


 

4.

Grænsen mellem Litauen og Letland. Fredag d. 21 juni 2013

Vinden er netop løjet helt ned til styrke 1-2 fra syd. Vi driver med 2,5 knob mod Liepaja. Det er hedebølge i den baltiske region. Vandspejlet har fanget millioner af kæmpebiller med en længde på ca. 50 mm. De driver døde og halvdøde forbi os. I går aftes så vi dem ligge i en lang bræmme inde på stranden så langt øjet rakte. Landet inde til styrbord består af 60 % skov og lange øde strande hvor badning er forbudt pga bomberester fra Sovjettiden. Der ligger phosphor på strandende som giver forbrændinger hvis man rører ved det. Alt det natur giver grobund for insektlivet og de få stakler som blæses ud over havet bruger Bluebird som redningsflåde. Vi har en artsdiversitet om bord der siger spar to. Men ikke alle er lige velkomne. Allan blev voldsom bidt af en aggressiv krabat. Klapjagten gik ind på den blinde passager og straffen blev et håndslag og en kølhaling. Også et par svaler kredser om båden og smæsker sig grådigt i dovne leddyr. Jeg har fanget en smuk guldsmed som skal indgå i skibets hebarium.

I går aftes havde vi nøje studeret vindkortet for det kommende døgn. Vi havde 50 sømil foran os og ville nødig gå for motor. Vækkeuret ringede kl 03.15 og søvndrukne forlod vi Kleipeda. Det var med gode minder helt fremme i hukommelsen at vi over radioen takkede havne kontrollen for vort ophold i Litauen.

Da Kleipeda var den eneste havn vi skulle anduve i Litauen havde jeg et ønske om at finde en kontrast til den store havne by, hvor centrum var stærkt præget af turister. Allan og jeg tog ud til togstationen og fandt en by på listen over afgange som lød spændende. Kretinga -et provinshul 20 minutter væk. Igen den her afslappede stemning, her var også rart at være. Vejene var helt nyrenoverede, men husene kunne, lige som inde i Kleipeda, trænge til noget facade puds og maling. Byen var ligeledes befolket af utallige unge smukke kvinder. Mange af de omkring 20 årige med børn. Vi undrede os over hvor alle mænd befandt sig? En fantastisk middag på torvet, en spadseretur og tilbage med bussen, hvor vi mødte en feriegæstende litauer med bopæl i København.

I Litauen fik Allan et opkald fra sin bankrådgiver. Den var helt gal! Et overtræk på 13000,- kr, fra et besøg på baren i Gdansk. Allan betalte drikkevarer med sit visakort, som bartenderen tog med sig ud bagved. Her blev kortet åbenbart lænset. Banken spærrede selvfølgelig kortet og mente at pengene ikke var gået tabt. Allan venter spændt fordi beløbet er dobbelt så stort som hans budget for hele rejsen.

For at spare havnepenge lagde vi os over i den øde lystbådehavn den sidste aften. Vi vandrede over til den baltiske kyst for at se solnedgangen For at holde de øldrikkende Litauer væk fra vores ulåste båd forlod vi havnen en af gangen med 15 minutters interval så de ikke lagde mærke til det. Vi satte noget dødsmetal over anlægget og redte køjen med puder inde i soveposen . Nede på stranden faldt vi i snak med nogle unge studenter. De synes deres fremtid så håbløs ud med hensyn til arbejde og mange af deres venner rejste udenlands, især england, for at arbejde. De var mægtig rare, men ikke gamle nok til at have oplevet den forandring der er sket siden sovjettiden. Fx er voksede Kleipeda fra 60 - 300.000 indbyggere de første 15 år. De få gamle vi har set gå rundt i byerne er klædt som de billeder jeg husker fra folkeskolebøgerne. De får næppe en del af det økonomiske opsving som trods alt er tilstede, når de kun har en statspension. De unge mennesker fortalte at de ikke så positivt på opsvinget. Alt blev bare dyrere.


 

5.

Pavilosta, Letland. Søndag d. 23 juni 2013

Højtrykket er over os! Der er 30 grader hver eneste dag med meget svag vind. Faktisk har vi kun haft sommervejr siden vi forlod København, bortset fra en formiddag med lidt regn og en tordenbyge i Liepaja lige efter ankomsten i havn. Liepaja var første landgang i Letland. En tidligere militærhavn fra sovjettiden, som til søs er omkranset af nedlagte minezoner. Den lange havneindsejling bar præg af tidligere tiders industri, men nu så det umiddelbart ud til at det kun var tømmer som blev udskibet. Som lystbåd var vi henlagt til at lægge ved pontonbroer over for et luxushotel. I denne havn mødte vi den første danske båd på turen. I det heletaget er der ikke mange lystsejlere. Vi er en håndfuld som mødes af og til. De fleste har Tallin som mål.

Liepaja faldt ikke rigtig i vores smag. En støjende by, men trods alt flinke indbyggere som hilser. Hjulspænd og vodkadrikning var det vi mødte denne fredag aften. Vi trængte til at komme ud i noget natur efter at have ligget i en række store havnebyer, så det passede perfekt at sejle de 25 sømil nordpå og fejre midsommerfest med Letterne i en lille havneflække.

Midsommerfesten er en stor begivenhed og hele dagen i dag kunne vi mærke på folk på havnen og gaderne at noget skulle ske i aften. Ikke mindst når de alle gik rundt med blomsterkranse på. Vi glæder os også. For at få tiden til at gå pakkede vi rygsækkene og begav os ud i skoven. Det blev en løbetur om kap med insekter og især myg. Det var umuligt at stå stille for bare at tage et foto. Jeg havde blod løbende ned af begge lægmuskler var ved at blive paranoid. Endelig fandt vi ned til stranden og kunne gå lidt mere afslappet tilbage til havnen. Denne tur på 3 timer krævede bagefter en lur på 2 timer. Det var en skam vi ikke var bedre forberedt, for der var så mange spændende dyr i skoven. Ikke engang de store klaser af kantareller turde vi stoppe op for at plukke.


 

Så havde vi langt større succes med at leje en kano i går aftes. I solnedgangen padlede vi op ad den bugtende flod. At padle en kano uden køl krævede lidt øvelse og vi var til underholdning for de andre sejlere, da vi i starten lavede ottetaller i havnebassinet. Det var mørkt, eller så mørkt som det kan blive her, før vi nåede tilbage.

En status over fysikken efter 14 dages sejlads. I starten var jeg meget træt i kroppen når jeg vågnede dagen efter en lang sejlads. Når vi sejler går vi konstant med bøjede knæ eller på alle fire, når det gynger. Konstant kravler man op og ned af kahytten, op og ned fra kistebænke, hen over styreliner, for at justere vindror og sejl. Ud på dækket for at spile genuaen ud. I starten var mit stresniveau til tider højt. Jeg var urolig over hvorledes vejret ville arte sig, om udstyret holdt, om vi blev søsyge og kan navigere uden at lave fejltagelser. De første 14 dage har været præget af høj aktivitet. I havne skal den kommende sejlads planlægges, finde dieselstandere, handle ind, finde internet for at se vejrudsigter, kontakte myndigheder for at være sikker på vi kan sejle gennem de utallige militære øvelsesområder. Der er byer og landskaber som skal udforskes og ikke mindst skal der sejles ca 40 sømil i snit hver dag, hvilket tager 8-10 timer med indsejlinger til havne, fortøjre mm. Inden turen troede jeg vi ville have meget mere tid, men jeg har kun fået læst 10 sider i en af de mange bøger jeg har medbragt. Efterhånden bliver nattesøvnen dog igen mere sammenhængende, men stadig med drømme om at få skibet sikkert i havn. Jeg har også fået flere kræfter i fingre og arme af at hive i og kvejle tovværk.


 

6.

Riga, Letland. Torsdag d. 27 juni 2013

Midsommer festen i Pavilosta var en kanon hyggelig oplevelse. Letterne dansede hele sommernatten med deres blomsterkranse på hovederne. Først på aftenen var der både gamle, unge og børn med til fejringen på græsplænen ved siden af havnen. Men siden hen var det de yngre som holdt ud og stadig drak vodka da jeg tørnede ind.

Dagen efter sejlede vi den efter vores målestok den korte distance til Ventspils. Vi startede ud i regnvejr og vindstille. Vi påkaldte vejrguderne og ofrede en blomsterkrans til kong neptun. Det hjalp! Solen kom frem og en svag brise gjorde det muligt at krydse mod målet. Ved solnedgang fortøjrede vi skibet ved siden af både med velkendte navne.

Tirsdag vågnede vi først hen på formiddagen. Det var for sent på dagen til at sejle den næste etape og nå frem i dagslys, så beslutningen blev at vi tog på shoppetur. Allan fik en harddisk og jeg en ny trøje. Ventspils var under totalrenovering. Vejene var færdige og nu stod de gamle kommunist boliger for tur. Men sjovt nok ser man her i de Baltiske lande mange gamle pæne bygninger stå med skader på facaderne og afskallet maling. Jo, -så løb vi ind i Allans kollega: En lettisk køreskolelærer. Han inviterede os indenfor i sit spartanske teorilokale og vi fik en snak om trafik og køretimer- Prisen for en køretime i Letland er på 65 kr. Ellers er priserne overraskende høje når vi handler ind i supermarkederne. Næsten som derhjemme.

Riga Balsam. For et par hundrede år siden bryggede en apoteker fra Riga denne urtedrik,. Efter sigende kurerer den både alskens fysiske dårligdomme selv kærestesorger. Der indgår 25 helbredende planter og sammenlagt benyttes 100 forskellige ingredienser til fremstillingen. Apotekeren vandt stor berømmelse da han kurerede mavesmerter hos den russiske Zar, som var på fint besøg i byen. Riga Balsammen blev must i ethvert medicinskab på de danske træskuder som besejlede Østersøen i gamle dage. Efterhånden som træskibene er forsvundet er det kun sømændene fra Marstal som fortsat indtager denne snaps i Danmark.

På vores shoppetur så vi Riga Balsam stå på hylden i en lille kiosk og jeg spurgte til prisen. Det viste sig at den ældre kone havde en åben flaske stående under disken, så vi fik lige en lille opstrammer inden vi gik videre. Den dosis, vi fik ordineret, hjalp på moralen. Men endu bedre blev det da vi fik forhandlet en gratis overnatning. At sejle dagen efter kl 03.30, er også svær at kalde en overnatning.

Turen til Roja skulle starte så tidligt for at nå frem i dagslys. Distancen blev på 10 sømil mere end den udlagte rute. Vinden blev ikke helt som forudsagt, hvilket betød 30 sømils kryds i Irbens strædet ind til Riga bugten. Det var et farvel til 500 sømils rejse med hvide sandstrande og skov til styrbord. Lidt vemodigt med afsked til sådan en følgesvend. Ved ankomsten til Roja var vi totalt færdige og ikke mange sekunder gik der fra at vi havde smidt os i køjen til den dybe søvn indtraf. Vi skulle tidligt op for at udnytte vinden ind til Riga, som i dette øjeblik er dukket op i horisonten. 8 sømil til havneløbet. Vandet som løber ud fra Daugave floden har skiftet til grøntbrunt rundt om os. Det bliver spændende at komme ind i Letlands hovedstad som huser 800.000 indbyggere og skulle være én af Europas flotteste byer.


 

 

7.

Ruhnu, Estland. Tirsdag d. 1. juli 2013

Riga var flot. En fantastisk middelalder bymidte. Men utrolig turistpræget med restauranter overalt. Desværre var vi ikke så heldige med vejret og en regnvejrsdag fik os til at opholde os i kahytten halvdelen af de to dage vi var der. Det gjorde ikke så meget. Allan købte en guitar og i den lune kabine fik den ikke for lidt sammen med min mundharmonika. Om det lød godt vides ikke, men det var højt. Heldigvis kunne vi ikke forstyrre nogen, sammenlignet med de basrytmer som kom fra havnens omkringliggende barer. Egentlig var det ikke et sted for os to sejlerbumser i slidt og beskidt tøj. Det var faktisk pinligt at skulle gå forbi Letlands unge, smukke, rige indbyggere med vores tomme flasker for at hente drikkevand på det ildelugtende lokum. Girls of Riga – out of our league. Vi var bare to fattige skandinavere i en gammel glasfiber skude.

Efter et par uger med måltider bestående af dåsemad og simple billige retter, var det tid til at få ordentlig føde, før skørbugen indhentede os. Hele skibskassens beholdning af lats (valutaen) blev lagt i bukselommen for først at besøge en fiskerestaurant. Udsøgt, udsøgt! I sekunderne, hvor mundvandet piblede inden jeg grådigt gik i havets lækker bidskener overvejede jeg faktisk at tage et billede til Facebook af mit måltid.

Den næste kulinariske oplevelse foregik i en middelalder restaurant placeret i en 800 år gammel kælder med hvelvinger. Stedet var oplyst med stearin og havde en gennemført stil. Eneste ulempe var at det var lidt svært at se den ovnbagte forel og tilbehøret. Det er altid en lidt sjov fornemmelse at få grøntsagsstykker i munden for så at opdage at det er nødder. Statistisk set viser 2 stikprøver ikke et helhedsbillede, men ifølge min subjektive mave ligger tendensen for Rigas menuer på et acceptabelt kvalitets niveau.

Efter Riga kommer Ruhnu. En ø, et nyt land. Det var natsejlads med udpilede sejl og første gang vi på denne tur sejlede uden landkending. Vindroret var blevet rengjort for begroning uden at forstyrre vores edderkop som bor lige bag ved rorets justerings enhed. Hver aften spinder den flittigt sit spind, men denne aften havde den problemer med at få symmetrien til at passe når vindfanen svingede for at holde os på kursen.

Det var skønt at komme til Ruhnu. En lille ø som måske kan sammenlignes lidt med Anholt. Riga bugten har ca samme størrelse som Kattegat og Ruhnu er placeret i midten. Her er en fin lille havn med plads til 25 lystbåde.

Ved ankomsten blæste der en frisk vind i havnebassinet, hvilket kan gøre havnemanøvrer lidt besværlige. Vi fik lagt båden ind til flydebroen og blev mødt af en yngre kvinde som bød os velkommen. Allan havde det store entusiastiske smil på og gik helt i stå med at fortøjre båden. Hun præsenterede sig som havneassistent og alt imens jeg ene mand kæmpede og sled i tovværket for at undgå kollision med broen, hørte jeg Allan udbryde : ”You are the most beautiful harbour master I have ever met!” Er der nogen som mangler en humørspredende styrmand?

Første aften på øen var vi 5 gæstesejlere, så her er ikke ligefrem overrendt, hvilket er skønt. Vi har taget en overligger dag, selvom det er perfekt sejlervejr. Vi trængte virkelig til at få en hviledag hvor der ikke sker noget som helst. Efter 3 hektiske uger med mange oplevelser er det skønt at nusse rundt og ordne småting på båden og tage en eftermiddagslur når man bliver træt. Hovmesteren har bagt et frisk brød og i aften vil jeg forsøge med fiskestangen at få en aborre til grillen efterfulgt af en cykeltur til nordspidsen af øen.


 

8.

Tallin, Estland. Fredag d. 5. juli 2013

Med vinden fra syd gik vi nordpå med strygende fart og lagde Ruhnu bag os. Spilerstagen blev hægtet på genuaen som så mange gange før. Dønningerne var store og stejle nok til at vi kunne surfe på dem. Efter nogle timer løjede vinden hvilket fik Bluebird til at rulle kraftigt på grund af aftagende træk i sejlene i en vedvarende bølgegang. Allan blev søsyg. Måske også delvis fordi vi ikke nåede at få morgenmad. Jeg spejlede 6 æg, som vi huggede i os sammen med resterne af vores hjemmebagte brød (desværre ingen supplement af aborre) og Allan fik en søsyge tablet til dessert.

Det hjemmebagte brød har været et hit den seneste uge. Lene og Nikolaj fra Sydhavnen havde lært mig hvordan man blander og ælter en dej i en frysepose. Vi har tørgær og brødblandinger ombord, som bliver spædet op med havregryn. Dejen kan efter endt hævning trykkes ud i en Omnia som stilles på spritkomfuret i 40 min. Det er herligt med bageriduft i kahytten og praktisk med nul opvask, da fryseposen bare bliver smidt ud.

I løbet af dagen smallede Rigabugten ind og flere sejlere kunne ses omkring os. Alle sammen Finnere. Fra da af var der slut med de ensomme sejlladser langs uendeligt øde kyststrækninger og nem navigation. Jeg nød virkelig at have følelsen af at være den eneste sejler i et uudforsket område. At kunne se så meget natur langs kysten uden at det er skæmmet af byer og kulturlandskaber som i Danmark. Det eneste tegn på civilisation inde bag alt det grønne var fyrtårnene. Meget eventyrligt. Fra den dag blev det til koncentreret navigering uden om pynter og store sten. Stadig øde landskab uden agerbrug, men mange finske lystsejlere og helt nye færger.

Fra Kiuvastu havde vi planlagt en tur på 25 mil, men vejret var godt og vi valgte at fortsætte endnu 20 mil. Men så kom jeg på arbejde. Der skulle findes søkort jeg aldrig havde kigget på før, findes waypoint og lægges kursstreger på kortet. Søkortene var fra 2006 men rettet til i 2012 men mange ekstra bøjer. Der er stadig få havne at gå ind, men forholdene er i top og priser på omkring 20 €. Når man læser søkortene er der utallige lodsepladser ude til havs!!

En time før vi kom til havn nr 2 friskede vinden og sejlene spændtes ud og trak os afsted med over 6 knob på flat vand ud i den Finske bugt. Her tog jeg min dårligste beslutning på denne tur. Hvorfor ikke fortsætte endnu 25 mil til den 3. Havn? Efter 2 timer døde vinden og der var langt igen. For motor ville vi lige akkurat kunne nå havnen inden det blev mørkt, hvilket var nødvendigt. Jeg turde ikke gå ind i de fremmede havne med store sten overalt hvis jeg ikke kunne se kostene. Jeg var total overtræt af at sejle og kigge i søkort og havde mest brug for at sove. Nu måtte der ikke komme modvind eller andre uventede ting som kunne udsætte vores ankomstidspunkt. Ellers ville det blive til en nat på havet. Men vi nåede frem til Lohusalu, kun 25 mil fra Tallin. Og så skulle der soves længe…

Lohusalu var en lille hyggelig havn placeret ved en fantastisk myggefri skov og en bugt med badestrand. Super sted at holde en overliggerdag. Det var var først på fredag vi havde en aftele med Timo i Tallin, 5 timers sejlads herfra. Søndag ankommer Nadine og så bliver vi fuldtallige til den lange tur til Sankt Petersborg.

For en uge siden havde jeg en følelse af at nu var jeg rigtig kommet ind i rytmen med at rejse og sejle. De 3 uger har jeg tidligere skulle bruge før at kroppen og sindet ligesom er indstillet på den anderledes leveform en hverdagen derhjemme. Det har været svært nogle gange med en 3 ugers sommerferie, fordi man først er kommet ind i sejlermodus når ferien er forbi.

Men sjovt nok havde jeg en mæthedsfølelse da vi nåede Lohusalu. En af symptomerne er at jeg ikke tager billeder af det jeg ser. Måske fordi jeg blev lidt træt af især motorsejlads på vejen dertil. Jeg brugte overliggerdagen på at studere de kommende distancer helt ned i detaljen for at få lidt bedre samvittighed og føle at jeg var et skridt foran.

 

9.

Sankt Petersborg, Onsdag d. 10. juli 2013

Jeg er kommet lidt bagud med at skrive dagbog fordi jeg har lagt vandret de sidste 5 dage. Fredag sejlede vi til Tallin og tog på byvandring. Vi er efterhånden rutinerede turister, og arbejder effektivt med at få de informationer vi skal bruge og hurtigt finder vi rundt i byerne. Når Allan og jeg har bevæget os rundt i land har vi lignet bumser og i Riga følte vi os uden for selskabet. Men i Tallinn skulle det være anderledes. Jeg fandt den hvide skjorte frem fra nederst i tøjbunken og Allan redte håret tilbage i en hestehale. Det resulterede i at vi blev forvekslet med de rige og en mand på kajen spurgte om vi kom fra den store yacht. Kl 1 om natten kom Timo og påmønstrede Bluebird. Lørdag, efter en kort søvn, gik jagten ind på det sted hvor verdens ældste flag, Dannebrog, faldt ned fra himlen i 1219. Det var vores Valdemar Sejr som grundlagde Tallinn. Søndag formiddag påmønstrede Nadine og 1 time senere forlod vi havnen med fyldte vand-, proviant- og brændstofreserver.

Turen til Haapasaari var planlagt til at kunne gennemføres på 20 timer med en fart på 5 knob. Den finske ø skulle anløbes i dagslys. Ikke nogen vanskelig indsejling, men man skulle være på den rigtige side af de ubelyste koste for at undgå grundstødning med skærgården. Haapasaari var et strategisk godt sted at lave de officielle udklareringer fra EU og et fint sted at få et hvil på den 180 mil lange tur til Sankt Petersborg. Fra Tallin strøg vi afsted i en styrke 5 fra vest. Det var surfer tur med høj hastighed, og af og til slog det brusende vand fra de høje og stejle bølger ind i cockpittet bagfra. Det er første gang jeg har oplevede det i balladen. Inden sejlturen var jeg nervøs for hvordan de nye gaster ville falde ind i sejlerrytmen. Men de nød turen og var fascinerede af sceneriet og den smukke solnedgang. Det gik godt med frivagterne og der var ingen søsyge. Om natten passerede vi den russiske grænse og igen fik vi besøg af en u-båd.

Haapasaari var kun en lille men hyggelig klippe i den Finske Bugt. En venlig grænsevagt stemplede vores pas og crewlisten som skulle vises til den rusiske immigrations myndighed. 2 timer havde vi på øen og det var nok til at vi kunne få et måltid mad, gå over på modsatte side af øen og efterlade 4 gaver i muldtoilettet.

At søge et visum til Rusland var ikke så lige til som først antaget. –Eller det kræver i hvert fald tid, hvis man selv ønsker at udføre det praktiske.

Første skridt var at kontakte Vladimir, som jeg fandt e-mailadressen på gennem noonsite.com. Han var hurtig; få timer senere fik jeg en liste med oplysninger han skulle bruge for at bestille en havneplads, samt de oplysninger han skulle bruge for at lave en såkaldt ”invitation” og en ”voucher”. Prisen var 25 €/person.

Andet skridt var at følge Den Russiske Ambasades krav til dokumenter for at søge visum. Der krævedes et nyt foto, udfylde et online skema, et pas, forsikring, invitation og en voucher.

Tredje skridt skulle foregå på ambassadens visumcenter. Der var muligt at bestille en tid til et 15 minutters møde, men med 14 dages ventetid. Jeg valgte at møde uanmeldt op på visumcentret for at aflevere mine dokumenter, idet der var en behandlingstid på 10 arbejdsdage for at få udstedt visum og jeg havde kun 14 dage til afrejse.

En time på visumkontoret. Jeg trådte ind ad døren og blev mødt af et skilt og et lokale hvor 7 personer opholdt sig. Skiltet anviste at man skulle tage plads og vente på at man blev kaldt ind. Jeg tog lidt forvirret plads på en af de blå stole som stod på række langs vinduerne. ”Hvordan kan de kalde én ind, når ikke de ved man er ankommet?” tænkte jeg. Jeg kiggede lidt rundt på de andre; én fumlede med papirer og én så nervøs ud. Jeg spurgte et ægtepar om man skulle melde sin ankomst eller trække et nr. Jeg fik forklaret hvem der var ankommet før mig og hvem der havde bestilt 15 minutters møde. Ægteparret havde bestilt en professionel visumansøger for hurtigt at få overstået proceduren. En dame havde ikke en brugbar police fra sit forsikringsselskab, samt stemplet på udskriften på hendes russiske invitation var ikke udskrevet tydeligt nok fra printeren. En herre som også skulle sejle sct. Petersborg fik kasseret sit nye pasfoto og måtte tage det om, tilgengæld fik han lov at køre hele vejen fra Stockholm for at hente sit visum når det blev færdigt, da ambassaden ikke kunne sende et anbefalet brev til Sverige.

Jeg valgte at forlade ventesalen efter 1 time. I den tid var ingen blevet færdigbehandlet og nogle af de ventende stakler var ankommet 3 timer før mig. Jeg snuppede et visitkort til en af de professionelle ansøgere på vej ud og vil betale mig fra besværligheden. Derefter var det nemt. Allan var dog lidt sent ude med at bestille sit, så det nåede ikke at blive lavet inden vores afgang. Ikke det store problem, han fik lavet et midlertidigt pas og Nadine medbragte hans Visum da hun påmønstrede i Tallinn.


 

Vladimir vores russiske kontakt fik et opkald over telefonen inden afgangen fra Haapasaari, så han kunne informere de russiske autoriter om vores ankomst. Han stod også for de invitationer som skulle bruges for at få visum. Og han havde sendt mig en nøje sejladsanvisning for at komme igennem det russiske farvand. Når vi passerede bøje nr 15 skulle vi over VHF’en kalde coast guarden. De fik oplyst skibets navn og hjemhavn. Destination og antallet af personer ombord. Derefter skulle vi sejle på syd siden af sejlløbet ind til Sankt Petersborg. Det var lidt svært at bedømme afstanden uden kortplotter, så vi zigzaggede en del. På en af Nadine og mine vagter var vi havnet midt på ruten hvor vi havde overhalende fragtskibe til styrbord og modsejlende krydstogtskibe på den anden side af os. Bagved os kunne vi på hele turen se en 47 fods Bavaria, under tysk flag, i kikkerten. Igen skulle vi nå frem i dagslys hvilket voldte problemer i den kraftige vind. Vi sejlede simpelthen for stærkt med et reb i storen og noget svarende til en lille genua 2 (På Bluebird sejles der kun med brugte sejl og rullegenuaen er fra en Granada 27 på 22 m2). Vi havde en super stabil og kraftig vind fra nord og stort set ingen sø, så vi holdt en fart på 6 – 7 knob. På et tidspunkt regnede jeg ud at det var nødvendigt at rebe mere ned for at holde os på 5 knob for ikke at komme for tidligt frem. Vores tyske forfølgere gjorde det samme. De fortalte os at de til sidst sejlede med kun en næsten helt indrullet genua.

Kl 7 fortøjrede vi i Kronstadt på et slidt kaj anlæg hvor Customs og Immigrationen havde kontor. Vi blev mødt af en kvindelig immigrations person og jeg tilbød hende at komme ombord. Hun kiggede bekymret ned på vores lille gamle og gyngende båd og rystede på hovedet, så vi blev nød til at stå i blæsevejr og holde på alle papirerne. Noget jeg alligevel er vandt når jeg på arbejdet er ude i felten. Hun blev færdig med os og gik videre til tyskerne som var ankommet i mellemtiden. Vi fulgte hendes gang hen af kajen og blev lidt lange i ansigtet da hun tog imod deres invitation om at komme ombord.

Nu var det 1 time til Custom åbnede. Var var så træt som nogensinde efter 2 døgns sejlads uden meget søvn. Jeg var faktisk allerede træt da vi forlod Tallinn. Vi røg alle sammen direkte i vores køje. Jeg hvade stillet vækkeruet men kom først til bevidstheden da en uniformeret mørk russisk bjørn stod og råbte ned til os. Fortumlet kom jeg op med skibspapirene og fik formaliteterne klaret på 15 minutter. Myndighedspersonerne var flinke nok, men virkede stressede og nervøse over om jeg fik udfyldt dokumenterne korrekt. Der skulle udfyldes dokumenter i 2 kopier i hånden selvom jeg sad ved siden af en kopi maskine.

Al min nervøsitet over at sejle i russisk farvand og forventningerne om at sidde og svede i immigrationskontorer blev gjort til skamme. De ønskede ikke en eneste rubel for deres arbejde. Da jeg sejlede i Caribien virkede indklareringerne mere besværligt og vi skulle altid af med nogle dollars for servicen derovre.

Nu var der kun 16 mil til Central River Yacht Club som var let at finde med sin karaktaristiske bygning. Det var en ren fornøjelse at parkere skibet i den fyldte havn. Jeg kunne mærke en følelse af både træthed og samtidig en ro givende tilfredshed der kom over mig. Vi havde nået rejsens endelige mål. Det var fra nu af ikke muligt at sejle længer østpå i Østersøen!


 


 

10.

Sankt Petersborg, Torsdag d. 11. juli 2013

Endelig var jeg kommet til et land som var helt, helt anderledes. Sproget, skriften, menneskene og infrastrukturen. Noget som jeg synes er pudsigt ved kulturforskelle er de vaner og skikke, som kan være accepterede i ét land kan være frastødende i et andet land. Fx er der her i Rusland ilde set at pudse næse på et offentligt sted. Tilgengæld er det en ganske normal ting at spytte når man går på gaden.

Lystbådehavnen er også noget helt, helt andet end jeg tidligere har set. Her ligger stort set kun enorme moterbåde, hvor besætningen består af ældre herrer og unge smukke piger. Hvis man ikke gider tage sin overdrevne firhjulstrækker medbringende en chauffør (der er nul tolerence med alkohol i trafikken. Derfor en chauffør), når man vil ud på en lille sejltur, ja, så tager man da sin helikopter. Vanvittigt sted! Gad vide hvilke forretningsmetoder man skal bruge for at blive så rig i Rusland?

Nadine og jeg stod udhvilede op onsdag morgen. Noget andet kan siges om vore to drunken sailers, som kom hjem tidligt i om morgenen med skrammer på kroppen efter at have været med i en russisk vodka-session. Vi lod dem sove og bevægede os ud i den fremmede planets landskab. Vi havde nemlig en følelse af at være landet på månen. Vi havde ingen kontanter på os, intet kort over byen og kunne ikke kommunikere med folk på gaden. At finde en metro kunne være et knudepunkt og et godt udgangspunkt for os. Metro er et internationalt ord. Det lykkedes os, ved hjælp af fagter og en flink busshauffør, at få et lift til den nærmeste station. Sent om eftermiddagen kom vi tilbage til havnen, fulde af indtryk. Og hvem fandt vi stadig liggende i køjen, blandt tøjrod og tung luft? Allan og Timo! Efter 12 timer på langs er mit gæt at de også må være blevet fulde af indtryk fra sidste nat.


 

11.

Lovisa, Onsdag d. 16. juli 2013

Lidt for hastigt forlod vi igen Sankt Petersborg. Efter kun 4 overnatninger var der en gunstig vind, ifølge vejrudsigten, til at sejle stik vest for at komme ud gennem den Finske Bugt. Den enorme by kunne der sagtens ofres mere tid på. En anden gang måske. At vejrudsigten ikke holdt stik og vi havde vestenvind halvdelen af turen fik mig til at tænke på det vidste eksisterede men ikke oplevede.

Men her kommer lidt om hvad jeg heldigvis nåede at opleve.

Torsdag eftermiddag gik vi i samlet trup ind mod byens centrum og vandrede fra den ene imponerende bygning til den anden. Om aftenen mødtes vi med 2 af Timos veninder fra Moskva. Marsha og Anna. De kendte byen og inviterede os rundt på barer som lå uden for turisternes kendskab. Der blev skålet i russisk øl og sunget fødselsdagssange til Timo da kl slog 24. Vi befandt os hele aftenen inde i centrum af byen som ligger på en Ø. Der skal lige siges at hele byen blev bygget for 300 år siden på et sumpområde bestående af øer, ved Neva flodens udmunding. Neva floden er en vigtig trafik åre og om natten er næsten alle broer åbne så lastskibene kan komme igennem. Da vi ville hjem sent om aftenen var der selvfølgelig nedbrud på meroen og vore russiske venner forklarede hvordan en taxi skulle bringe os hjem til havnen. En tur på 40-50 km som tog en times tid. Vi fik en god fornemmelse af byens størrelse. Officielt over 4 mill. Indbyggere, men man regner med ca. 6 mill. I alt.

Fredag var store fest dag. Timos 36 års fødselsdag blev fejret til langt ud på morgenstunden i Bluebirds cockpit. Han havde 10 gæster incl 2 danskere, 2 tyskere og 6 russere. Det hjalp gevaldigt på Allans indkøb i Fleggård. Da jeg stod ud af køjen dagen derpå var der langt ned. De 2 sædvanlige kasser Slots øl, som udgjorde min lille trappe, var forsvundet.

En af Timos gæster var en tysk solo sejler i sin 30 fods båd fra ’72. Jordomsejleren havde lavet en kølstribe på 80.000 sømil igennem i 25 år. Jeg ved ikke hvor gammel sejleren var, men helt sikkert en kvinde i hendes bedste alder.

Og så lige en sidste historie fra immigrationen i Kronstadt. Vi ankom noget trætte lørdag eftermiddag. Timo sov stadig. En lille mand i rød skjorte påstod at vi skulle have medbragt de dokumenter vi kom til immigrationen for at udfylde. Han forlangte 45 € for at hente 2 kopier til os, hvilket jeg afviste og tilbød ham i stedet en af vores sidste Slots øl. Ingen svar tilbage. Jeg gik over til en Hollandsk båd, som havde ventet i 3 timer. Samme problem men ikke noget med 45 €. Vi ventede… og en uniformeret person kom hen til os. Han spurgte om vi havde problemer med servicen og gik bagefter hen til vores rødskjortede ven. 2 minutter senere var jeg i gang med at udfylde dokumenter. Alt i 2 eksemplarer. Jeg bad Allan om at udfylde crewlisten, men Allan var så langsom, så den røde skjorte blev så utålmodig at han tog en kopi af den første udgave. Det var nemmere da vi fik besøg af en yngre tolder fra customs iført lårkort uniform. Der var kamp mellem besætningsmedlemmerne for at holde hendes hånd da hun skulle ombord.

Alle skibe forlod kajen og da jeg som den sidste person forlod paskontrollen fulgte den røde skjorte efter mig. Da han blev alene med os blev han noget træt i ansigtet og ud gennem hans underbid kom en række besværgelser på en blanding af russisk og engelsk med kraftig accent.

Noget helt andet var det da vi nåede Haapasaari. Her var der kun et hurtigt blik fra grænsevagten i vores pas og vi blev lukket ind i EU. Nu stod den på rekreation på den lille hyggelige skærgårds ø. Vi lagde til i en laguneagtig lille havn. Badede i det ferske Østersøvand og gik ture på de solvarme klipper. Nogle steder i klippernes fordybninger og sprækker var der små vandresovuarer, bare indeholdende nogle få liter. Heri svømmede der imponerende store mængder haletudser. Jeg tror også at en stor del af vandet var fordampet i løbet af sommeren. Her har været varmt. Allan og jeg har faktisk haft sommer på hele turen. Kun enkelte regnbyger, ingen kulinger og hver eneste dag har det været muligt at kun være iført shorts og bar mave. Det kunne også ses på min mængde af vasketøj. I Lovisa var der gratis vaskeri og jeg kunne kun fylde en halv affaldspose. Jeg har sagt til min besætning at hvis jeg lugter skal de ikke holde sig tilbage med at sige det til mig. Det bliver jeg nød til når jeg kan finde på at gå med de samme underbukser i 14 dage… uden at vende dem.

Lovisa. Vi ankom til denne lille provinsby i om aftenen for 2 dage siden. Alle var godt trætte efter en dag med kraftig modvind. Vi sejlede på skift med motor og sejl, krydsende gennem den finske skærgård. Den er vel afmærket med rigelig koste, men når solen er lige imod og man blændes af genskindet, kan man tage fejl. Det lykkedes én gang. Heldigvis var det ikke et kritisk sted. Men jeg skal lige vende mig til de nye søkort i meget lille skala.

I Lovisa tog vi en hurtig spadseretur op til byens nærmeste pizza bar. Det smagte himmelsk. Trætte og tilfredse dinglede vi med landsyge ned til havnen og blev mødt af en kunst-fernisering. Det var sent på aftenen og kunstneren og hans gæster var jævnt hen meget berusede. Vi fik stukket noget sprut i hånden, øst op fra en metalspand og hilst på hans nære venner. Heriblandt en Christianit. Hans billeder var fængende og vi lyttede alle intereserede da han fortalte historien om hvert eneste af dem. Udgangspunktet var et sagn fra den Finske oldtid, som kunstneren havde flettet sin egen histore ind i. Det handlede om kvinderne i Jan Lindts liv.

Vi havde også en lidt kedelig opevelse her i eftermiddags. På en lille spadseretur i byens gamle kvater med lysmalede træhuse fandt vi en gammel mand som var faldet med sit gangstativ og han kunne ikke rejse sig op. Vi hjalp ham på benene, men han var helt udmattet og desorienteret. Vi kunne ikke kommunike, så han kunne ikke fortælle os hvor han skulle hen. Vi bankede på hos det nærmeste hus og et flinkt ægtepar fik tilkaldt en ambulance. Stakkels mand. Han fik os til at tænke lidt på livet.

Vi afsluttede dagen med en blåbærsession i den finske underskov. Vi sad på hug som primater og guffede de vitaminholdige frugter i os. Mætte og en halvtime senere fandt vi sammen igen, den ene mere blå om munden end den anden.


 

12.

Hankö, Mandag d. 22. juli 2013

Efter Helsinki var det godt at komme ud i skærgården igen og lægge til på en lille bro. Overfor os var der et teaterskib med en professor og hans skuespil studerende som turnerede rundt om sommeren. Vi blev indbudt til fest og det var også en god afslutning for at have Timo ombord. Timo skulle hjem mandag morgen.

At sejle i den finske skærgård er en koncentreret oplevelse. Ruten vi har valgt er godt afmærket, men det er en stor fordel ikke at have solen foran os for at kunne se de røde og grønne koste. Her skal man ikke tage fejl. Går det noget galt, motorestop, problermer med sejlene eller lignende vil vi drive ind mod klipperne. Er det hårdt vejr er det forlis.

I den finske skærgård findes 160.000 øer. Desværre er alle dem vi har passeret bebygget med mindst et sommerhus som er skjult af træer og derfor har vi ikke bare lagt os ind til klipperne. Det står i vores pilotbog at finnerne er meget reserverede og ikke ønsker at man går rundt på deres private øer. Sydkysten af Finland er den mest folkerige. Om sommeren sejler man ud til sin ø og om vinteren tager man sin bil.

At være fire mennesker ombord på vores lille skib i 2 uger er faktisk gået fantastisk godt. Vi er alle kommet godt ud af det med hinanden og vi har haft en uforglemmelig tid sammen. Men dagen i går var den værste. For det første var vi alle meget trætte efter bekendtskabet med de finske skuespillere. Der var lidt uorverensstemmelser over hvilket havn vi skulle gå ind i. Jeg havde besluttet at gå ind i Lappvik, fordi der her var en togstation, en busforbindelse og passede bedst med vores rute. det holdt jeg fast ved. Men ved indsejlingen til en lille havn lavede jeg en grundstødning på den hårde klippe. På kortet var der 2 undersøiske skær uden markering og man skulle pejle på et lille hus for at komme igennem. Det gjorde jeg og vi sejlede ind med motoren i tomgang. Men en kraftig vind gav os stor afdrift med den lave fart i båden. Deri lå min fejl og uden jeg lagde mærke til det ramte vi den første klippe. Jeg troede det var allan der stødte ind i bommen som raslede. Det gik op for mig på de andres reaktioner at det var en grundstødning. Straks tog jeg farten af for at orientere mig, men det fik os til at drive op det næste skær, som var helt rundt og klat. Båden krængede voldsomt over, efterhånden som vi blev skubbet op på det hårde grundfjeld. I en fart beordrede jeg alle ombord over i bagbordsside. Det fik Bluebird til at krænge endnu mere men nok til at kølen slap sit tag så motorskruen kunne drive os ud i sejlrenden igen. Fy for pokker! Væk herfra! En lærestreg og i fremtiden skal der altid være en gast på fordækket til at se på dybder når en fremmed havn eller ankerplads anduves.

Vi lagde til i industrihavnen og gik i land. Nu var det endelig tid til at finde ud af hvordan Timo kunne komme til Helsinki Og det var ikke så nemt som antaget. Tog tiderne passede ikke hans plan og det tog os 2 timer at finde det busstop som gik den rigtige vej. 2 Timer under pres fra min kæreste og hendes bror, som mente jeg havde valgt en dårlig havn. Men heldigvis lykkedes det ham at nå hjem til Berlin rettidigt.


 

13.

Korpoström, onsdag d. 24. juli 2013

Jeg fik aldrig fortalt om vores tid i Helsinki. Måske fordi jeg ikke blev så imponeret over byen i forhold til de store byer fra den gamle østblok som vi ellers besøgte på denne rejse. Helsinki var på trods af sine 600.000 indbyggere en meget mennesketom by. Stort set heller ingen trafik i gaderne. Jeg tror hovedparten af dem vi mødte var turister som os selv. Mange af turisterne kom i forbindelse med Tall Ship Race som netop var i Helsinki de dage vi talbragte der. Med vores sædvanlige velplanlagte og turbo-tempo sightseeing, fik vi set en håndfuld spændende kirker og Timo arrangede en tur til Helsinkis hipster kvarter med besøg på byens 2 hippeste barer og cafeer. Det var fredag og meget kedeligt. Vi har haft de samme fornemmelser i de andre mindre byer vi har besøgt, som for eksempel Hangö og Lovisa. Her virkede byerne også øde og mennesketomme. I de helt små byer har det endog været svært at få kontakt med de lokale indbyggere som virkede meget distancerede når vi spurgte om vej. Vi snakkede om at ud fra vores oplevelser denne sommer, er finnerne mindre sammenlignelige med os end de mennesker vi har mødt i Estland og Letland.

Vi ligger nu og plasker rundt i den vest finske skærgård med højtryksvejr og blå himmel som kun bringer os svage vinde. Tilgengæld er her livligt. Alle de finnere som vi ikke så i byerne må befinde sig herude. Vi sejler på én af hovedruterne, som fungerer som en motervej. Herude er finnerne mere åbne, de hilser på havet og i havnen og hjælper gladelig med fortøjningerne når man kommer ind. Her er det ikke noget med at man ikke gider at rejse sig fra sin magelige plads i cockpittet og vente på at den fremmede båd laver fejlagtige havnemanøvrer.

En ting jeg har lagt mærke til hos de finske sejlere er deres påklædning. Alle har den nyeste sejlermode på og godt pakkede ind i hat og hansker. Vi sejler i bar mave og slidte shorts. På Bluebird sejler vi i gammelt tøj og helst bar mave. Når det regner kommer de gule regnfrakker frem, som er fundet i genbrug. Vi skiller os ud heroppe.

Den vestlige skærgård er også anderledes. Mere kontur og højde på øerne. Klart vand og flere fisk og fugle. Vi så en fiskeørn flyve tæt forbi båden. YES! Øerne er også mere øde og har ikke så mange sommerhuse. Jeg ville ønske vi havde en uges tid ekstra til at udforske dem og til at finde nogle fede steder at lægge båden ind til klipperne eller ligge for anker. Men vi har et par mål vi skal nå endnu. For det første, at komme hjem og desuden et par delmål undervejs. Det betyder at vi skal flytte os når vinden er god. Vi har valgt at gå ind i nogle små hyggelige havne undervejs. Herfra er det nemmere at komme i land når vi er så mange ombord og vi kan komme af med og fylde på, af det vi måtte have brug for. Desuden kan det også være rart at møde andre mennesker på havnen og få en snak med andre end dem man sover ved siden af om natten og deler cockpittet med om dagen. Jeg er meget taknemmelig over min besætning. Nadine gør et stort arbejde ud af at være hovmester. Et meget vigtigt job på et skib, hvor et godt måltid mad kan undgå mytteri. Hun bager brød og laver lækre fiskeretter. Allan er 1. Styrmand. Han er utrættelig og på vågent udkig. Han har intet imod at stå og håndstyre i mange timer når det ikke er muligt at bruge vindroret. Og han er altid glad når han bliver vækket inden han skal på vagt.


 


 

14.

Stockholm, Tirsdag d. 30. juli 2013

Jeg er nu tilbage i et velkendt land, Sverige, og det fik mig til at reflektere over de lande jeg har besøgt på denne rejse. Det gik op for mig at Finland måske er det land jeg ville prioritere mindst hvis jeg skulle besøge nøgle af de 9 lande igen. Det var som om alle byerne vi kom til var helt øde. Jeg fortrød også at vi brugte så meget tid i den sydfinske skærgård. Vi skulle have sejlet udenskærs for hurtigt at komme til Hankö, hvor det mere spændende landskab åbner sig. Vandtemperaturen faldt betragtelig efter Finlands sydligste by. Den nåede ned på omkring 15-16 grader da vi nåede Åland. (Målt med et ikke kontrolleret sprittermometer). Vandet blev klarere og vi så fisk og fugle igen. Højdepunkterne var en fiskeørn og en havørn. Jeg ville ønske jeg havde en uge mere til at udforske Åland. Nadine og Allan var også vilde med Mariehamn. En fantastisk lille hyggelig og livlig by. Det må blive et mål for et fremtidigt eventyr med Bluebird.

Vi har siden sankt Petersborg fulgtes med en Hollandsk båd, Ruiden Troof. Pudsigt nok er de midt på dagen kommet sejlende bag fra en ø krydsende vores rute. Vore veje har krydset en håndfuld gange og hver gang har vi aftalt, over VHF, råbende fra båd til båd eller foran en sauna, at vi skal drikke en øl. Man ved jo aldrig om vi ses igen. De er på vej til Augustenborg hvor deres båd har fået en havneplads de næste sæsoner.

Land nr 9 og hovedstadnr. 6, Stockholm var næste delmål på denne hæsblæsende tur. Vi blev nød til at sejle lørdag med en god vind, for at vi ikke skulle komme for langt bagud på den sidste del af turen. Planen var at sejle kl 7, men der var tyk tåge. Vi snoozede på vækkeuret og kl 9 var tågen lettet så meget at vi kunne se lidt længere end den modsatte side af lystbådehavnen. Hen på dagen ville solen formodentlig brænde sesten af de fortættede vandmolekyler tilbage på gasform. Men det skete ikke. Vi forlod Mariehamn, hvor den tykke tåge var vendt tilbage. Det var umuligt at se kostene, men heldigvis havde jeg et elektronisk søkort med GPS. Egentlig kun brugt til planlægning, men var nu yderst behjælpelig med at fortælle os hvor vi var og hvor farerne lå. Bortset fra de sejlende farer. Vi delte farvandet med en håndfuld andre sejlere plus de store færger. Vi kunne naturligvis ikke se dem. Vi kendte kun til deres eksistens på grund af de tudende tågehorn. Vinden var god da vi kom ud i Ålandshavet. Vi sejlede med 5 – 6 knob. Vi holdt alle 3 koncentreret udkig og regnede på hvor lang en reaktionstid vi havde hvis en sejlbåd kom mod os med samme hastighed og 100 - 200 meters sigte. Vi passerede nogle sejlbåde undervejs, som sejlede ind i vores ”osteklokke”. Det føles nemlig som at sejle inde i et lukket rum når man hverken kan se himmel eller horisont. Vore sanser var skærpede og nogle gange troede vi at vi hørte motorlyde. Ja Nadine troede sågar at nogle spillede Pearl Jam på en båd. I teorien kan det være sandt, for jeg tror kun vi mødte en lille procentdel af de både der befandt sig derude. Sjovt nok var der ingen ude på det åbne vand som brugte tågehorn, bortset fra færgetrafikken. Tågen varede ved hele dagen og formiddagen med den næste dag. Det var en lettelse for os alle da vi endelig kunne se landskabet i den Stockholmske skærgård og en blå himmel.

I stockholm var der igen afsked. Nadine skulle hjem til København. Det er aldrig sjovt at sige farvel. Det minder én om at noget er forbi, at der er en tid som ikke kan tages tilbage eller gøres om. Jeg bad hende om hurtigt at gå op i byen, så jeg ikke følte jeg forlod hende hvis hun stod og vinkede på broen. Men hun gik alligevel ud for enden af molen og vinked med solbriller på og sin røde rygsæk på ryggen.

Stockholm var en behagelig by at besøge. Livlig og smuk. Vi tog ind på Vasa museet, som var det bedste museum jeg hidtil har besøgt. Imponerende projekt. Vi brugte 3 timer derinde. Længere end planlagt, for Stockholm er en stor by og vi ville gerne opleve mere af den. Men inde på museet tabte jeg tidsfornemmelsen. Jeg tror sagtens jeg kunne have brugt mere tid derinde.


 

 

15.

Visby, Onsdag d. 31. juli 2013

Allan ligger på køjen og sover denne eftermiddag. Min ellers så utrættelige styrmand. Men vi havde turens hidtil hårdeste sejlads på vej til Gotland. Lige nu har vi alt hængende til tørre i kahytten. Allans tøj inde i skabet var blevet vådt på grund af en nyopstået utæthed ved styrbords agterste undervandt. Jeg havde glemt at lukke for luftventilerne, så de bølger som skyllede ind over dækket i nat havde efterladt våde spor på dørken og i min køje.

Turen forløb således. Vindstille de første 6 timer ud af skærgården. Motorsejlads og stille silende regn. Gråt og dårlig sigte. 25 sømil fra vores sidste waypoint i skærgården vendte vinden 180 grader og tiltog gradvist den næste halve time til kuling styrke. Første reb i storsejl. Første indrulininger af genua. Andet reb i storsejl og til slut en lille lap af forsejlet hængende tilbage. Vi strøg afsted gennem de sidste passager og klipper. Havde både søkort, waypoints på den gamle garmin gps og laptoppen kørende for at lave en 100 % fejlfri navigering.

Vi skulle ud på åbent vand og forventede høj sø. En dåsemad blev varmet op imens søgangen var til at holde ud, for vi kører med princippet: Du ved aldrig hvad der vil ske, så vær forberedt. Madlavningen var besværlig og vi spiste på skift med grydeskeen direkte fra den varme gryde.

Endelig fangede vi den sidste bøje og kunde falde af med vinden agten for tværs. Hastigheden var så høj at det føles som hvinende hjul da vi tog kursændringen ud på åbent farvand. Det gav mere ro i båden med de lange bølger, men alt var allerede vådt. En bølge nåede at brække hen over hele dækket, så den påspændte dinghy var skjult af skum, og med indtrængende vand som følge. Desuden havde mine ture op og ned fra kortbordet også gjort sit til at øge luftfugtigheden nede om læ.

Efter mørkets frembrud løjede vinden heldigvis og det klarede op. Stille og roligt løsnede jeg de rebede sejl. Men for tidligt. Vinden gik i sydlig retning og friskede op. Vi kunne holde på Visby med god hastighed, men den nye vindretning gav en forbandet urolig sø. Allan havde døjet med søsyge siden skærgården, og nu var det min tur. En pille i halsen og op og stå og kigge på horisonten. Det hjalp.

Trætte onsdag morgen i solskin og god håndterlig vind ankom vi til havnen helt inde i Visbys middelalderby. Båden gjort landfast og straks blev der beordret 2 stk. frivagter til besætningen.

Aften. Egentlig ville det ikke gøre mig noget hvis vi var kommet til en skod havn og en kedelig by som ikke var et besøg værd, eller at vejret gjorde at man var tvunget til at tilbringe dagen i kahytten med at lave ingenting. Men. Visby, og jeg trot Gotland i det hele taget er noget man kan bruge mere end de 24 timer på , end det vi regner med at blive her, Byen er på UNESCOs liste over værdens bevaringsværdige kulturarv. Fantastisk hyggelig middelalderby. Her er bare en god afslappet ø-stemning. Samtidg ville jeg også gerne bruge de værdifulde timer på at opleve Gotlands natur. Geologien skulle efter sigende være interessant og her er muligt at gå en tur i et forstenet koralrev. Det må desværre blive en anden gang. Det er efterhånden gået op for mig at tiden er alt for knap til denne tur. Desværre er jeg begyndt at tænke over hvilke steder jeg skulle have prioriteret mindre. Jeg føler jeg har fået en lille snert af det hele, men kunne godt have brugt den dobbelte tid på at gå i dybden. Heldigvis har vi hverken haft havarier eller dårligt vejr som har forsinket projektet. Ém dag har vi lagt i havn på grund af kraftig vind. I logbogen har jeg en side med reperationer som er blevet udført undervejs. Listen er indtil videre meget kort og reperationerne har kunnet lade sig gøre med materialer og værktøj medbragt ombord.


 

16.

Nexø, Mandag d. 5. August 2013

Vi er allerede på vej videre fra Nexø. Solen står højt på en blå himmel og det bager i cockpittet. Vi driver stille og roligt på vej syd om Bornholm med Balka strand til styrbord. Vier for alvor på vej hjem, mætheden for at komme til fremmede havne har indtaget vore fyldte rejsesjæle. Det var faktisk rart at komme til en by, som jeg kender i forvejen. Havnen kender jeg rigtig godt fra min tid på Bornholm. Utallige gange har jeg stået ude for enden af molen i Nexøs store fiskerihavn, spejdet ud på havet og drømt om hvad der befandt bag horisonten. Ifølge geografer ligger bornholm i en flodmunding, men efter en lang sejlads direkte fra Visby føler jeg lidt at det er som et hav. Saltholdigheden er begyndt at stige efter at vi er kommet sydpå. Det betyder fiskekuttere og store havmåger. Vandtemperaturen steg også og i nætterne lå lufttemperatuen over 18 grader.

Vi forlod Visby i torsdags med planen om et døgns sejlads til en havn på svensker kysten. Men vinden var super god, så vi besluttede at tage en nat mere for at komme helt til Bornholm. Det blev en tur på 210 sømil, den længste på denne rejse.

Vi startede ud i en frisk modvind og krydsede i 12 timer.. På de 12 timer avancerede vi kun 36 mil i den rigtige retning, selvom vi havde en gennemsnitsfart over 5 knob. Ved solnedgang sejlede vi gennem øerne Store- og Lille Karlsø og havde alke susende rundt om skibet. Begge øer er naturreservater og adgang forbudt. Der er helt runde, stiger 60 meter ret op af havet og er helt flade på toppen. Ingen træer.

Endelig kunne vi slække ud på skøderne og sejle ind i en fantastisk stjernenat som gjorde os helt høje. Faktsisk fik vi det to nætter i træk og fik ikke meget søvn på grund af vores oplevelser. Vi havde vagter af 2 timers varighed. Første nattevagt jeg kom op i cockpittet var Allan helt oppe at køre. Stjernebilleder, gallaxer, mælkevejen, stjerneskud lyste op på nattehimlen. Han var helt oppe at ringe og det samme kom jeg efter de næste to timer. Problemet var bare at det var umuligt at falde i søvn bag efter. Oveni steg månen op i nord, kun en lille spalte tilbage inden nymåne, men den var knald rød. Og så var der selvfølgelig de smukkeste sol op- og nedgange.

Jeg fik noteret dette i logbogen:

 

At navigere midt om natten

Midt i Galaxen

Lyst op af brændende kugler.

Hjernen er klar – kniv skarp

Jeg er kun en lille brik, men jeg hører til.

Jeg er ikke alene, men trods alt ensom.

Mit syn i nat kan ikke deles med andre.

 

De solrige dage var også berusende, solens stråler fik overfladen til at blinke:

 

Havet er som diamanter

Slebet til af bølgernes bevægelser

Et samspil mellem Stjernen og Havet – det er her livet bliver til.

På en gang livgivende, på samme tid nedbrydende.

Vi flyder på den kniv skarpe overgang mellem vand og luft

Vi har været ude længe og hele tiden på vej hjem.

Vi lever og ældes.


 

På den sidste nat dukkede fyret på Christians ø op og før morgengry kunne vi se lamperne inde fra Svaneke, Aarsdale og til slut Nexø.

Havnen var alligevel forandret siden jeg boede her. Den var blevet gjort besøgsvenlig og endelig havde man indset at 70’ernes og 80’ernes fiskeeventyr nok ikke kom tilbage foreløbig. I stedet var der indrettet grillpladser og ubenyttede fiskeskure var blevet indrettet til små overnatningshytter. Der var kommet mere liv og små tiltag havde gjort at byen og havnen hørte mere sammen. Med 3 kilometer havnemole er der stadig muligheder til gode i Nexø. Det er rart at ligge i en havn, som også er en arbejdsplads. At se kuttere gå ud og komme ind for at lodse fisk, gør at det er en rigtig havn vi er kommet til. Ikke en camping plads uden sjæl, hvor havnen kun er bygget for at tjene penge.

Sommeren var på sit højeste, hvilket var heldigt for jazz festivalen som var netop den weekend vi havde tænkt os at opholde os i Nexø. En hyggelig eftermiddag på torvet, med kolde fadøl. Om aftenen spillede vi billard på byens 2 værtshuse. I Fiskerstræde lånte i 2 cykler, vandrede i Paradis bakkerne og svømmede i stenbrudssøens varme vand. Sluttede af med fisk og rejer på byens røgeri. Jeg elsker den ø.


 

17.

95 sømil fra Aabenraa, Onsdag d. 7. August 2013

Vi forlod Nexø havn efter en god nattesøvn. Udhvilede drev vi syd om Bornholm på en skøn sommermorgen. Vi fik Rønne i syne på den anden side af klippeøen, og stille og roligt drev vi mod Vest. Vinden døde og temperaturen steg betragteligt både i cockpittet og havet. 21 grader, dvs. 1 grad over min smertegrænse. Vi spændte 2 liner agten ud fra båden og sprang i baljen. Det var skønt at lade båden slæbe os afsted med 2 knob i det svalende vand.

Jeg har ofte tænkt på hvad der vil ske hvis man falder overbord , hængende i sin livline. Vil det være muligt at trække sig selv op, med en fart på 7 knob? Jeg fik Allan til at starte motoren og gasse op imens jeg hang i rebet. Ved 4 knob, som vi båden kunne præstere, røg mine badebukser ned. Med den ene hånd på beklædningsgenstanden var det en kraft præstation at holde sig fast med den anden hånd.

Vinden kom tilbage. Endda med mere kraft. Mørket faldt på og selvom vi skøjtede rundt i de enorme bølger fra øst, lod jeg sejlene blive oppe. Vinden skulle nemlig dreje til vest næste formiddag og jeg ville udytte at lave så lang en distance som muligt uden at søge havn eller gå for motor. Desværre betød den urolige sejlads at det var svært at sove på frivagterne. Endelig faldt jeg i søvn på min frivagt fra 6 til 8. Men midt i det hele vækkede Allan mig fordi en tordenbyge nærmede sig. Søvndrukkent måtte jeg klæde mig i olietøjet og i det næste øjeblik stå på et gyngende dæk spændt fast i livlinen. Helt ned med storsejlet og rulle halvdelen af genuaen ind. Vi sejlede stadig stærkt da lynene og bulderet var over os. Sigtbarheden blev væsentlig nedsat og de store skibe omkring os forsvandt i det grå. Det var med at holde tungen lige i munden for at undgå at miste orienteringen. Heldigvis var det kun en byge og kludene blev sat igen.

Vi beluttede hen på formiddagen at dreje af ved Gedser for at gå op på en ankerplads i Guldborgsund. Det passede perfekt i det vi 50 meter fra sydbøjen fik den vestlige vinddrejning. Trætte gled vi i en frisk vestlig vind ind på ankerpladsen og smed krogen i tangplanter. Ikke den bedste bund for et bruce anker, men rigeligt med kæde på 2 meter vand fik Bluebird til at ligge bomstille. For en sikkerheds skyld satte jeg ankerarlamen til. Og endelig kunne vi indhendte den forsømte søvn.

Hen på aftenen kom der atter 3 tyske sejlbåde og lagde sig til. Allan havde fået ondt i halsen og blev lidt vrøvlet. Jeg kunne mærke moralen var lidt lav. Hans tur nærmede sig slutningen, så hans fokus begyndte at ligge i Aabenraa. På en øde forblæst ankerplads kunne der kun være en slags medicin mod den slags: En stor kop Riga Balsam.


 

 

18.

Ankerplads Ø for Avernakø, Mandag d. 12. August 2013

Jeg sidder alene på en ankerplads bag ved Avernakø i rusk og regn. Det føles som et helt nyt sejlertogt. Allan afmønstrede i Aabenrra og jeg fik hilst på min familie og min lille nye nevø Elmer Bjørn. Nu blev det mandag og på tide at sætte kursen hjem til Nadine i København.

Den sidste del af rejsen til Aabenraa forløb ikke uden dramatik. For det første havde vi en fantastisk vind, om end noget kølig, som bragte os op til Marstal Bugt lige til solnedgangen. Tidligere har jeg lagt for anker lidt sydligere på kysten, Men her på den sydvest vendte kystdel lå vi i perfekt læ for NØ vinden. Et utroligt smukt landskab og en kyst der burde have været udforsket med en tur i dinghy’en. I stedet begyndte det at regne og vi krøb så langt ind under sprayhooden som muligt. Fik et glas wishkey og en god snak om den snarlige hjemkomst i olielampens skær. Kl blev næsten 2 inden vi kom til køjs. 2 timer senere blev jeg brat vækket i min køje ude i stævnen. Med jævne intervaller føltes det som frit fald, hvorefter køjen igen skubbede mig langt i vejret og atter forsvandt under mig. Hvad satan!! Vinden havde frisket op fra syd med store bølger til følge. Op med ankeret, sætte sejl og komme væk derfra. Det tog noget tid at få 50 meter kæde op uden spil.

Afsted det gik, men efter et par timer gik vinden i V, dårlig sigt og regnbyger. Vi krydsede på livet løs for at kunne gå ind gennem Sønderborg. På det aller sidste krydsben kunne vi endelig holde Christian X oppe. Men hvad fanden var nu det, der kom frem af disen? 1 milliard sejljoller! Hele DK’s arsenal af laser joller skulle afholde kapsejlads lige på vores kurs. Ingen pause til os, vi skulle stagvende igen, og igen før vi pejlede alle deres kapsejladsbøjer og kom uden om.

Vi kom under klapbroen og måtte gå for motor i Alssund. Det var precis her Allan og jeg havde vores mest alvorlige diskussion på hele turen. Jeg var møg hamrende træt. Modvind og regn havde ødelagt mit humør, så jeg ville gerne i havn for at få noget søvn og vente på opklaring. Allan ville hjem.

Der var kun 15 mil tilbage og Allan fik sin vilje. Jeg fik lavet en aftale med Skipper Ding om at han skulle tage i mod os med en håndfuld kolde øl og Allan lavede en aftale med Gitte. Efter utallige stagvendinger i løbet af 5 – 6 timer kunne vi endelig tage sejlene ned og gå ind i Aa.S.C. Vi fandt en ledig bås, jeg ordnede de agterste fortøjninger og vendte mig om for at tjekke forskibet, da jeg så hele min familie + Allans og Allans fodboldhold. Johan og Gitte havde spredt rygtet, at vi ville komme hjem, men de troede at vi ville gå ind i ABC og stod derfor derovre og så os krydse ind gennem fjorden. Men da vi nåede havnemolen drejede vi i modsat retning. Nu gik det op for dem, at de skulle over i modsat ende. Det må have set sjovt ud da den brogede flok på 15 – 20 mennesker kom løbende gennem havnen. Men det var et herligt gensyn.

19.

København, November 2013

Jeg sidder nu igen i lejligheden på Amager. Der er gået et år siden jeg startede denne dagbog og den skal nu have sin slutning. Bluebird er kommet på land og jeg har været på havnen igen i dag. Jeg har brugt meget tid dernede siden jeg kom hjem og til tider har Nadine kigget lidt bekymret på mig når jeg også har valgt at overnatte på båden. Men der var efterhånden en del vedligeholdelses arbejde som skulle og skal gøres. Det slider pænt på båden når den bliver sejlet og beboet af så mange personer.

I en pause under afskrabning af gammel bundmaling fandt jeg logbogen frem og bladrede lidt i den. Jeg havde nedskrevet nogle betragtinger fra min solo tur hjem til Sydhavnen. Selvfølgelig havde jeg vænnet mig til en slags hverdag med at sejle, men alligevel bed jeg mærke i at mine bekymringer omkring at sejle var helt forsvundet sammen med besætningen. Jeg sejlede ud i ret heftige byger og tordenvejr, uden at det påvirkede mig negativt (bortset fra at regnen var kold og våd).  Jeg overvejede heller ikke så meget hvor og hvornår jeg ville smide ankeret, om vinden var god nok til at føre mig frem til det ønskede mål og selv ankerudrustningen stolede jeg 100 % på i den friske vind som fik riggen til at hyle. Jeg sov også trygt de sidste dage af rejsen uden at drømme om nedbrydning af Bluebird og forlis. Ansvaret er mindre uden besætning. Jeg skal ikke forholde mig til så meget andet en søkortet og vejret for at nå frem på en rute jeg har sejlet en håndfuld gange før.

Største ulæmpe ved at være alene er at man ikke kan dele begejstringer. Morgenen efter ankerpladsen ved Avernakø strøg jeg er i morgensolen ind i Svendborgsund med et nysgerrigt marsvin ved min side. Jeg forstod godt dens forundring og interesse, jeg tror faktisk den blev lige så opstemt som mig, af at høre tunge Jamaica rytmer gennem skroget kl 6 en smuk morgen. En fin lille ven jeg fik mig der.

Vinden tiltog den dag og jeg synes det var et godt valg at gå ind i Lundeborg havn og vente til den lovede kuling atter kunne blæse ud af bælthavet. Der fik jeg tid til en vandretur, lidt lystfiskeri og at bestille- og lave arbejdstegninger til at installere en Refleks olieovn. Jeg er sidenhen blevet godt tilfreds med resultatet og funktionen af den lille rustfrie varmekilde i kahytten.

Jeg husker at en fæl lugt af afføring bredte sig i kahytten den dag. Først troede jeg at jeg havde trådt i en fæl portion hunde-efterladenskab. Lugten var mere slem udenfor! Kulingen havde åbenbart sendt gyldelugt helt ned på havnen fra den nærliggende mark. Dejligt at være hjemme i landbrugs Danmark!

Torsdag var vinden løjet til en mere behagelig frisk styrke fra vest. Jeg var den første båd der forlod havnen denne tidlige morgen. Frihedsfølelse! Fedt! Denne følelse opstår ofte når jeg forlader en havn hvor et nyt kapitel og et nyt eventyr kan opstå. Sommervejret kom tilbage og med de lune vinde lænsede jeg gennem smålandsfarvarndet helt frem til solnedgang. Rundede lige Kalvehave sammen med et par marsvin ved min side og smed ankeret ud for skoven i Stegebugt.

Med en dejlig fysisk træthed gik jeg tidligt til køjs. Ved kl 2 – 3 om natten vågnede jeg og skulle lige orientere mig om hvor jeg var henne. Jeg kunne gennem lugen se olielampen som udgør det for ankerlanterne lyse. Bagved var der en klar stjernehimmel. For en sikkerhedsskyld gik jeg lige op i cockpittet for at tjekke min position og ved samme lejlighed fik jeg ladet vandet ud over rælingen. Da jeg stod der helt for mig selv i mørket og betragtede stjernerne kunne jeg høre lyde ude fra vandet… jeg kunne høre nogen ånde!! Højlydte åndelyde i den stille nat. Det lød som blæst fra marsvin. Dagen efter fik jeg bekræftet af Michael Hansen (marinebiolog hos Øresundsakvariet) at marsvin sagtens kan ligge og fouragere om natten. Fed oplevelse igen.

Fredag d. 16 august. Den allersidste dag på rejsen. Dagen hvor jeg vender hjem. Det var tåge i Stege bugt, og vindstille. Nanni Diesel startede som sædvanligt upåklageligt og vi tøffede stille og roligt af sted fra bøje til bøje, røde og grønne, i en ellers farveløs verden. Ude af Bøgestrømmen fik solen brændt den sidste rest af vanddamp ud af luften og derefter kom vinden. De 21 heste i motorrummet havde havde løbet uden skader i omkring 200 timer på denne rejse og kunne igen holde hvil indtil havneløbet.

Mad Med Traditioner ved Lis og Keld havde sponsoreret min proviant til turen. Lækre retter som kunne lunes på mit Origo komfur. Jeg havde især glædet mig til ”den sorte gryde”. Til min store skuffelse, efter en lang sejldag hvor jeg havde opbygget en god appetit, kunne jeg ikke finde min tiltrængte energikilde. Jeg havde været så tankeløs at glemme maden i bagagerummet af bilen, da jeg blev kørt ned på havnen. Jeg havde dog rigeligt med russisk dåsemad ombord, men det var lige som mere af nød at jeg måtte fortære dem. Jeg fiskede ret heftigt i dagene på vej hjem til København. Og først 2 timer inden jeg kom til Sydhavnen fangede jeg endelig en hornfisk.

Det kunne have været en hvilken som helst eftermiddag i havneløbet at jeg pakkede sejlene ned, gjorde fortøjninger parat og sejlede ind på min plads. Men denne gang sprang der kendte ansigter rundt ude på rotteøen og modtog mig med dåseøl i hånden. Foruden Nadine kom Gordon, Carsten P, Linda, Esben og Bent og skålede med mig i Riga Balsam.