|
|
|
Lige ankommet til Italien med fremmede mennesker |
|
|
|
Raffaele Cantoni, Skipper |
|
|
|
Stian L'Orange gi'r et nummer |
|
|
|
Daniel Alias Shatta Hungry |
|
|
|
HellenaII var en fornøjelse at sejle |
|
|
|
|
Nye pandelamper |
|
|
|
Thunderstorm i middelhavet kl 17 om eftermiddagen |
|
|
|
We are going to Ibiza |
|
|
|
Saltvandsbad i det krystalklare og blå middelhav |
|
|
|
Jamõn og hvidt brød på en bænk i Spanien |
|
|
|
|
Skyen over Gibraltar |
|
|
|
Abe på Gibraltar klippen |
|
|
|
7 knob for spiler på Atlanterhavet |
|
|
|
Mahi Mahi eller Guldmakrel |
|
|
|
Blæksprutte til morgenmad |
|
|
|
|
|
Èn af de fantastiske solnedgange på Lanzarote |
|
|
|
Skipper har fødselsdag |
|
|
|
Ingen arme ingen cola |
|
|
|
Bilelskeren Stian fører os rundt på Gran Canaria |
|
|
|
|
Naturfotografen |
|
|
|
|
Den nye besætning til deltagelse i ARC |
|
|
|
Redningsøvelse |
|
|
|
Forberedelser før start |
|
|
|
|
Intensitet før startskuddet |
|
|
|
Reperation af spiler |
|
|
|
Mad til 2 dage. |
|
|
|
Allan foran en af bølgebjergene |
|
|
|
chokolademafiosa |
|
|
|
|
Flyvefisk |
|
|
|
Butterfly sejlads |
|
|
|
Skipper redder en kritisk situation |
|
|
|
Min soveplads hvor der altid lå en stor neger |
|
|
|
Gensynsglæde efter 19 døgn |
|
|
|
|
lykkefølelse i cockpittet |
|
|
|
The Fruitman |
|
|
|
Allan charmerer sig ind på en handlende |
|
|
|
Minister of illigal affairs viser sine lovlige produkter |
|
|
|
Bananpalme |
|
|
|
|
På toppen af Piton med Shatta og Miguel |
|
|
|
Vulkanen udspyer sine svovldampe |
|
|
|
Nogle piger lokker mig ned i mineralbadet |
|
|
|
Godt smurt ind i grå ildelugtende mudder |
|
|
|
Kontrasternes land. Krydstogtskib og simpel fiskerbod |
|
|
|
|
Tyr venter på aftenens slagteri |
|
|
|
Slagteri til julen. Jublende mennesker. |
|
|
På cykeltur Bornholm
rundt med Allan. Vi falder i snak om det evige problem når man er på
tur: Man skal blive enige om hvad der skal gøres…skal der holdes pause
nu eller senere? Skal vi dreje til venstre eller højre? Og der kan
faktisk gå meget tid med at diskutere den ene eller anden mulighed. Ikke
fordi vi bliver uvenner, selvom det kan vække et lille
irritationsmoment. Men det kræver unødvendig energi og tid. Vi
besluttede os for at tage en hurtig beslutning ved næste tvivlspørgsmål.
Det virkede.
Klokken var 7 om
aftenen. Det 12 cifrede telefon nummer , som ringede om formiddagen
under min rundvisning på Naturbornholm med 6 klasse fra Maglebyskole,
stod atter i nokia displayed. Jeg trykkede på ”svar” og en mand med
sydlandsk accent præsenterede sig og forklarede at han ringede fra
Italien. Han var meget fattet i stemmen. Han lød lidt som om han var
indtalt på bånd. Der var støj på imens hans dybe stemme forklarede sig
og støjen forsvandt i hans talepauser. Først troede jeg at det var min
gamle ven Johan, der lavede fis med mig. Han elsker at lave fis over
telefonen. Men da manden nævnte FTLF (langtursejlerforeningen) blev jeg
klar over samtalens formål: Nogle dage forinden havde jeg annonceret
efter en gasteplads hos selv samme forening. Jeg blev tilbudt en gratis
gasteplads og kost på en tur fra Italien til St. Lucia. Jeg bad om et
par dages betænkningstid...
Det var netop vores
samtale om den hurtige beslutning jeg tænkte på efter samtalen med
Raffaelle. Der var jo alligevel ikke så meget at beslutte. Jeg ville jo
af sted med en båd i efteråret. Gerne sejle nogle sømil. Og at krydse
atlanterhavet har jo spøgt i mine tanker siden det gik op for mig at det
var muligt at sejle ud i verden med en lystbåd. Jeg havde haft en mildt
sagt lorte uge forinden. Lene var gået fra mig, og jeg skulle forlade
alt det jog holdt af i Nexø. Men efter at have talt
med Raffaelle tog jeg mig selv i at stå at grine alene og højlydt. Så
jeg slog til efter en halv øl og en halv times betænkningstid.
2. Rejsebrev
Hej Allesammen!Nu er rejsen i fuld gang. Det var
spaendende endelig at skulle moede skipperen og den resterende
besaetning. Desvaerre var det ikke muligt for Daniel at komme til Europa
i foerste omgang, noget med hudfarve og immigrationsmyndigheder.
Heldigvis naaede han ved hjaelp af papirarbejde at ankomme til Italien 2
dage foer afsejling.Dagene i Italien gik med besoeg paa Raffaeles
stamrestaurant, hvor min 30 aars foedselsdag ogsaa blev fejret. Vi fik
alle specialiterne fra havet serveret paa store fade. Saa var det bare
med at gaa ombord, med haenderne. Vi aad sa skaldyrsafterne havde til
staenket vore t-shirts.Skipperen er en meget frisk mand og soerger
rigtig godt for os ombord. Han laver de laekreste Italienske madretter
og han har medbragt en masse specialiteter, som parmaskinke og oste.
Baaden er meget fin, ren og velholdt, men der virker ikke som om der er
saa mange regler ombord, hvilket jeg havde lidt svaert ved i starten.
’en dag vi var ude at spise, sagde han at der var een ting vi ikke maate
goere. Men det som jeg endelig troede var en regel, var at vi ikke
maatte vaere gernerte over for de spanske piger...Da vi sejlede det
forste straek til Mallorca, kunne jeg tydeligt maerke hans nervositet og
at han ikke kunne sove paa sine frivagter. Jeg har det paa noejagtig
samme maade i min egen baad. Nu er det bare lidt maerkeligt ikke at have
ansvaret og tage beslutningerne. Skulle lige vaende mig til det ved de
foerste havnemanoevrer ogsaa videre.Skibet er meget velsejlende og
velfungerende og skipper har styr paa det hele. Det blev ogsaa bevist da
vi ud for Marllorca kyst sejlede direkte ind i en thunderstorm. Hav og
himmel stod i et, med en sigtbarhed paa under 30 m og vindstyrker paa
stormstyrke. Paa Ibiza udvalgte Stian, Daniel og jeg os et bjerg i
horisonten vi ville bestige. Vi fyldte rygsaekken op med vand og drog
afsted. Oppe i hoejden kom pludselig en hare loebende og Daniel som hele
tiden fortaeller om Caraiben, gik igang med at forklare hvad han havde
gjort hvis han var hjemme i den lokale urskov. Der var den blevet draebt
med en sten, lavet et baal og stegt den. Jeg bad ham lave en
demonstration med stenkastning. Og jeg var Imponeret. Han skal bringe
mig med ud paa jagt, naar vi naar derover. Han er en sjov fyr. Knald
sort, og saa snakker han rigtig rasta-engelsk...Ya, man! Han har
arbejdet paa en fiskerbaad og kender alt til fangst af blue marling,
Mahi mahi og andre atlanterhavsfisk. I Gaar aftes var der bid af en
mindre mahi mahi. Desvaerre hoppede den af. Hver gang skoede spillet til
sejlene klikkede resten af aftenen, for han op og troede at det var
bremsen pa fiskehjulet.Stian som oprindeligt er fra Norge, er en rigtig
hyggelig gut. Han har boet i aarhus de seneste aar og er netop uddannet
fotograf. Han gaar stille og roligt at laere mig trix om fotografering,
som jeg saa over mig paa. Vi har allerede aftalt at moedes i DK igen og
saa vil han med ud at sejle i min baad. Vi sidder ogsaa og joker lidt om
min baad i forhold til Hellena2. Her er varmt vand i bruseren (vand er
vigtig paa havet, saa den bliver kun brugt paa korte straek efter en
dukkert i havet), koeleskab, jeg har min egen lille kahyt med
dobbeltkoeje og elspil til fald. Vi har det skide hyggeligt ombord, naar
vi sejler paa det blaa hav og solen skinner hoere vi Danniels raggae i
de udendorshoejtalere. Vi har set delfiner flere gange. Vagtplanen er
foelges rigtig godt. Man kan faa sovet ud med 4 mand ombord.Der er saa
meget at fortaelle og jeg skriver dagbog saa vidt det er muligt. Derfor
haaber jeg at kunne laegge en samlet beretning ind paa hjemmesiden, naar
jeg engang kommer hjem.
Haaber alt er
vel derhjemme.Kaerlig hilsen
3.
rejsebrev
Lidt nyt fra le grand
bleau. Vi har i den seneste tid besejlet de Canariske oer og siden
Middelhavet er der en del at beraette. Vores kurs har, siden Italien
lagt paa ca 230 grader. Paa kortet har vi sejlet en lige linie sydvest.
Det kunne efterhaanden maerkes paa temperaturen at vi bevaegede os mod
syd, samt paa tidspunkterne for solop- og nedgang. Vores ure koerte paa
UTC +1, tillagt sommertid indtil vi naaede Lanzarote, for at opretholde
vagtskifterne. Det betoed at det foerst blev lyst op ad formiddagen.
Havtemperaturen
aendrede sig gennem middelhavet med top paa 23 og ned paa 18 grader ved
Gibraltar. Middelhavet er et stort lukket hav, hvor fordampningen er
stoerre end vandtilfoerslen fra regn og floder. Det betyder at det lille
straede ved gibraltar har en konstant indadgaaende stroem fra
Atlanterhavet for at opretholde ballancen. Dette vand er koldere og
inderholder flere naeringsstoffer. Dermed er der et rigere dyreliv.
Kraftigere morild om natten, flydende tang, man of war (stor og farlig
goble), flere fisk og havpattedyr. Observerede flere delfiner (bottlenosed?),
svaerdfisk springende ud af vandet og fangede adskillige Doradoer (skoen
spisefisk).
Jeg havde lovet Stian
at vi ville se nogle humpbags paa denne straekning, saa vi holdt skarp
udkig efter hvalsproejt. Og ja, Stian fik oeje paa sproejtende hvaler
langt ude i horisonten. Jeg hentede fluks kameraet og flere sprojt
fulgte efter. Underligt nok kom der nogle hule droen fra genuaen ved
hver sproejt. Sproejtende kom meget, meget taet paa. Over 5 meter hoeje
og en halv meter i bredden efterfulgt af nogle ordentlige brag. Der her
var sgu ikke hvaler!?! Laengere fremme gik en militaerbaad og trak paa
en skydeskive, som de forsoegte at ramme med en slags granater. VHF’en
blev taendt og vi fik forklaret hvilken kurs vi skulle holde for at
komme fri af skyde omraadet...lige spaendende nok!!
Dette var ikke den
eneste oplevelse af den mere dramatiske slags vi har haft. Jeg havde
nattevagt fra 01-04. Vi gik for motor i vindstille. Kl. 3 stod Daniel
uventet i cockpittet. Jeg spurgte ham om han ikke var lidt tidligt paa
den. Det svareede han ikke paa, men spurgte om jeg ogsaa kunne lugte
noget braendt? Og det kunne jeg faktisk lige i det oejeblik . Braendt
elektronik!. Jeg stak hovedet ud over sprayhooden for at konstatere at
lugten kom nede fra kahytten. Jeg satte straks motoren i frigear og bad
Daniel vaekke Raf, som sov i salonen. Raf bad mig slukke motoren helt og
han aabnede lugen til motorrummet. Men det var ikke der lugten kom fra.
Daniel forklarede at det kom ude fra forkoejen hvor han laa og sov. Han
vaagnede ved ikke at kunne traekke vejret. Stian blev vaekket, grabbags
stillet i cockpittet og hynderne fjerntet fra forkoejen.
Fra cockpittet kunne
jeg se roeg nede i kahytten. Skipper kravlede pè daek og aabnede
ankerbroenden, hvorfra der ogsaa kom roeg.. Heldigvis fandt han hurtigt
kilden til varmeudviklingen: Et skillerelae til bovproppellen var
kortsluttet og blevet saa varm at den havde smeltet en ledning som laa
opad den. Var det ikke blevet opdaget i tide var en regulaer brand
opstaaet.
Jeg foelte mig ikke
utryg i situationen. Der var ingen flammer at se, kun roeg og en
modbydelig lugt. Desuden sejlede vi ikke mere end 5 soemil fra kysten,
saa lysende fra Costa del Sol kunne ses. Dette plus at havet var fladt
og stille gjorde ikke situationen saa uhyggelig som den maaske egentlig
var, set i bakspejlet.
Oplevede
Gibraltar-klippen, med skydannelsen paa toppen. Klippen er ca 400 m hoej,
saa naar den vandmaettede luft ude fra middelhavet rammer den stejle
klippevaeg, drejer den opad og nedkoeles kraftigt. Dette giver et
skoleeksempel i fortaetning, som baade kan observeres paa klippens top,
samt naar man passerer den britiske koloni fra soesiden.
Gibraltar er britisk og
der skal vises pas naar man vil over paa halvoen. Den er meget kompakt
og alle de britiske aktiviter skal komprimeres ned paa faa kvadratmeter.
Eksempelvis passerede vi en landingsbane til fods for at komme ind i
byen, hvor man ser britiske telefonbokse og bobbyer i gaderne.
Efter ca fem doegn paa
atlanten og udforskning af Lanzarote og Isla de Lobos, ankom vi til Las
Palmas 3 uger foer ARC-kapsejladsens start. I denne store havn fik vi
hurtigt kontakt til andre langturssejlere og deres gaster. Blandt andet
www.waverunner.dk som jeg har aftalt at paamoenstre i Caraibien.
Forberedelserne til den lange havsejlads skal klares og der er sket
udkiftning i besaetningen. Stian er rejst hjem til Danmark, en god ven
som jeg allerede savner ombord. 2 nye er ankommet, Allan og Reinholdt,
som jeg nu skal laere at kende.
Arrangoererne af
kapsejladsen afholder en del seminarer om havsejlads og om aftenen er
der parties med gratis mad og fri bar...det er endt galt et par gange.
Men alt i alt er skibet klar til forhaabentlig ca 20 dage paa havet
inden vi ankommer til St Lucia. Min stoerste bekymring er selvstyreren
ombord, som er meget stroemslugende. De to vindgeneratorer og 2
solpaneler er ikke tilstraekkelige energikilder til at holde batterierne
opladede. Det betyder at vi om dagen skal styre manuelt, hvilket er
meget koncentrationskraevende paa laens i store medloebende boelger.
Starten gaar paa soendag kl 13. Hverdag opdaterer vi positionen og
sender en lille tekst paa mailasail (se linket).
Atlanterhavet, November og December
2007
At krydse et ocean i en lille båd har været
lærerigt. På en sejltur af den længde finder man virkelig ud af hvad man
værdsetter. En dag så jeg en sky som lignede land. Fantasien begyndte at
køre. Jeg forsøgte at styre tankerne væk, hen på noget andet.
Der var enkelte øjeblikke hvor jeg fik en
snært af klaustrofobi. Tanken om at være spærret inde på båden og ikke
mulighed for at komme i land. Heldigvis kunne jeg nemt fortrænge det. At
sejle på store blå bølger er noget af en frihed og derfor var det nemt
for mig at ændre den negative tanke til noget positivt.
Jeg lærte at værdsætte ting og oplevelser.
En af dem var musik, som jeg medbragte på en mp3 afspiller. Den blev
brugt når jeg styrede og ikke gad snakke med nogen eller som
underholdning hvis humøret var lidt nede. Men frem for alt var det
berusende at høre rock på nattevagten. Jeg sejlede i den klareste
stjernenat uden lysforurening (slukkede lysene på kortplotteren), med
dusinvis af stjerneskud, flere skud end jeg havde ønsker. AC/DC brølede
i mine ører og skibet rullede ned af 3 meter høje og brusende dønninger.
Jeg følte mig kåd og udødelig som dengang jeg var teenager. Man er ung
når man føler sig udødelig og man bliver voksen i det øjeblik det går op
for en at livet har en ende. Den nat kendte jeg intet til risiko eller
konsekvens. Jeg levede i nuet. Jeg udførte en drøm.
ARC er en hygge kapsejlads, der hjælper
sejlere med at krydse atlanterhavet på en sikker måde. Vi er 250
deltagende både her i Las Palmas havn. Distancen over atlanterhavet er,
alt efter rutevalg, på mindst 2700 sømil. Gennemsnitligt tager turen
18-20 døgn. Vi brugte 19, sejlede små 300 mil og blev placeret som nr.
120 i den samlede flok.I dette arrangement er der arrangeret diverse
seminarer og fester for at ryste sejlere sammen og give de sidste fif
inden den store tur. Blandt andet gives råd for rutevalg til at finde
passatvinden. Den sikre metode er at gå en meget sydlig kurs, indtil
vand temperaturen stiger til 26 grader og vinden er i øst. Derefter
sejles der stik vest. Populært sagt, sejler man ned til smøret smelter
inden kursen går mod Caraibien.
Arc'en er for de rige sejlere. Vi er omgivet
af velhavende englændere. De taler med hindanden på deres høflige og
pæne london-accant. De er hele tiden optaget af at vedligholde og polere
deres investeringer. Naboerne giver mig dårlig samvittighed og
kommenterer hver gang jeg sidder og slapper af i cockpittet. Igår talte
hun direkte til Ra imens jeg sad ved siden af. Hun sagde at jeg var
heldig bare at være med uden at røre en finger eller have noget ansvar.
"Up yours!!" -tænkte jeg. Det var hende der havde dårlig samvittighed og
ikke kunne slappe af, på grund af hendes dobbeltmoralske holdning om at
pensionere sig tidligt, som modstrider holdningen om at være flittig på
arbejdsmarkedet
De sidste dage inden afsejlingen steg
spændingen i lystbådehavnen. De sidste forberedelser skulle gøres. Det
hele kulminerede om formiddagen inden start, hvor der var høj musik fra
havnens tankstation og de skibe der sejlede ud af molen fik en salut og
hilsen på vejen af Texaco-tankens ejer.
Vi gik tidligt ud for at de nye gaster kunne
prøve at mærke og styre båden inden startskuddet. Vi skulle være 3 uger
på søen, men alligevel var der panik og heftig aktivitet for at nå over
startlinien, så hurtigt som muligt. Men afsted gik det i bygevejr og
høje dønninger. Inklusiv mig selv, så var de fleste ombord lidt småsøsyg
det første døgn. En kombination af de uvante bevægelser efter flere uger
i havn og så den ophobede spænding i kroppen.
Jeg delte dobbeltkøje med Daniel. Skulle
sove sammen med en stor neger i en lille kahyt. Når skibet krængede dybt
ned i en skæv sø, gled man rundt i en køje uden slingregrej, hvilket
medførte at jeg af og til rutsjede ned og lagde mig i ske med min gode
ven.
På mine frivagter havde jeg sjældent svært
ved at sove til stor misundelse for især Reinholdt. Efter en række dage
handlede drømmene om havet. Reinholdt misundte min evne til at få søvn.
På et tispunkt var der gået 2 døgn, hvor han ikke kunne sove. Han var
helt rundt på gulvet og detendte med at skipper tvang 2 stærke piller i
ham. Vi troede alle at vi ikke skulle se ham før næste dag. Men 5 timer
senere stod han i cockpittet igen. Stakkels mand.
På 2. dagen gik vi med en god fart for
spileren. Sejlladsen i dønningerne fik luften til at gå ud af den lette
sejldug og medførte desværre at det 20 meter lange sidelig gik op i
syningen. Det tog os 2 dage at sy den sammen igen med den gamle tråd og
fireline(fiskeline).
Den 3. nat gik jeg ned med flaget og måtte
ofre aftensmaden ud i havet. Det næste døgns tid havde jeg det mildt
sagt af helvede til. Min krop og hovede føltes som om jeg havde drukket
30 bajere aftenen i forvejen og kvalmen gjorde at jeg ikke havde lyst
til mad og drikke. Tvang småbidder brød og små slurke vand i mig og kom
heldgvis til hægterne igen. Det var surt at blive syg imens man var ved
at udføre en stor drøm.
Når man sejler mange døgn på et stort hav,
bruger man meget tid på at kigge på bølgerne og afslutte lange
tankerækker. En stor forfatter sagde engang, at man først har oplevet
verden, når man har oplevet havet hele horisonten rundt. Ifølge ham var
vi igang med at opleve verden ombord på Hellena2.
Selvom vi er midt ude på et ocean, føles det
ikke stort. Vores sigt ud til horisonten (kimingen) er ca 15 sømil hele
vejen rundt. Det vil sige at vores verden består af et overskueligt
areal. Bølgerne kan skelnes fra hinanden på måske en ½ mils afstand.
Resten er en usammenhængende blå masse. Dette giver fornemmelsen af at
man sejler i en lille klokke, selvom afstanden til land er flere tusinde
mil.
Tiden på havet har et andet perspektiv. Vi
har sat næsen op efter at turen kommer til at vare små tre uger. Hvis
sejlturen skulle vare en uge, havde man sat næsen op efter dette. Derfor
kan den korte ttur sagtens virke længere end den lange tur, alt efter
vejret eller stemningen ombord.
ARC'en sender dagligt vejrmeldinger og
nyheder over satteliten. På turen skete mange ullykker på andre både. Et
par både sank og måtte forlades, andre fik ødelagt riggen, men det
værste var personskaderne: En forbrænding med kogende vand kostede en
lille måneds tid på hospitalet og et dødsfald efter at bommen havde ramt
en skipper i hovedet.
Disse dårlige nyheder gav lidt nervøsitet
ombord. Det var vigtigt at vi var forsigtige med alt vi foretog os, så
både besætningen og skibet kommer hel over på den anden side.
I hverdagen tager man mange ting for givet.
På havet passede vi på alt. Især mad og vand, men også båden holder vi
et vågent øje med. Er der slitage, underlige lyde eller vand, hvor der
ikke skal være vand. Båden er vores livs platform og den tur den er ude
på nu svarer til mange sæsoners normal sejlads.
På 10. dagen lavede spileren et timeglas
omkring forstaget og var umulig at få viklet ud. En katastrofe. Efter
mange forsøg med at sno den ud fra dækket måtte vi opgive. Til slut
måtte skipperen hejses op i masten og løsne spileren oppefra. Det
gyngede meget og han fik en del knubs fra mast, stag og vanter. Jeg stod
på dækket og betragtede ham. Han var helt mørk i hovedet af
anstrengelse. Det var det eneste tidspunkt hvor jeg var nervøs og syntes
situationen var lidt ude af kontrol. Det tog et par dage inden skipperen
var på toppen efter den tur.
Vejrmæssigt var turen en skuffelse for alle
ombord. Vi fandt aldrig passatvinden, som efter forventningerne skulle
bringe os frem med en stabil, varm vind og bølger ind fra bagfra. Vi
oplevede et stort antal squalls (byger) og thunderstorms. Vindstyrken lå
i lange perioder omkring kulingstyrke. Bølgerne kom fra 2 retninger og
et par gange bordfyldte de cockpittet. En aften fik jeg et mega chock,
idet genskinnet fra agterlanternen gav genskind i en mega, skummende
brækkende bølge, som fik cockpittet til at lyse op. Sekunderne derefter
havde jeg vand op til knæene.
Vejret påvirkede os meget tror jeg. Der var
ikke mange fornøjelige timer, set i bakspejlet. Een af de få glæder på
nattevagten var et enkelt stykke chokolade. Vi rationerede for at holde
beholdningen af Kit-kat. En kold nattevagt forsvandt Daniels chokolade
sporløst og det resulterede i en regulær chokolade krig. De søde sager
endte som hård valuta, der kunne byttes for film på Allans lille
DVD-spiller.
Jeg ændrede holdning til nydelse af alcohol
under sejlads. Normalt er jeg modstander af det, især på havsejladser.
Men på Hellena fik vi champagne på halvvejen og et enkelt glas vin
senere på turen. Det var helt utroligt som stemningen lettede sig
ombord.
Den største udfordring var den menneskelige,
at leve 5 mennesker på få kvadratmeter. At dele køje med en. At kunne
lugte de andre. Lugte er svære at undgå og de forværrede min irritation.
Jeg er konfliktsky og hjemmefra havde jeg besluttet at holde en meget
høj tolerancetærskel. Jeg vidste at disse situationer ville komme, de er
en del af oplevelsen, så min tålmodighed var grænseløs. Jeg tror ikke at
nogen oplevede min irritation undervejs.
Jeg oplevede til gengæld nogle af de andres.
Det var også ligesom om, at efterhånden som vi nåede tættere på land,
især de sidste døgn, var folk ikke så tilbageholdende med hvad de var
utilfredse med.
Da vi havde fortøjret båden på St. Lucia og
fået stukket et koldt glas rum punch i hånden forsvandt alle bekymringer
sporløst. Det var ret følelsesladet at nå frem.
<<tilbage
http://blog.mailasail.com/hellena2
http://www.ccitalia.191.it
>> næste afsnit
|