Hellena II

Gasten '07-'08

   

Lige ankommet til Italien med fremmede mennesker

Raffaele Cantoni, Skipper

Stian L'Orange gi'r et nummer

Daniel Alias Shatta Hungry

HellenaII var en fornøjelse at sejle

Nye pandelamper

Thunderstorm i middelhavet kl 17 om eftermiddagen

We are going to Ibiza

Saltvandsbad i det krystalklare og blå middelhav

Jamõn og hvidt brød på en bænk i Spanien

Skyen over Gibraltar

Abe på Gibraltar klippen

7 knob for spiler på Atlanterhavet

Mahi Mahi eller Guldmakrel

Blæksprutte til morgenmad

Èn af de fantastiske solnedgange på Lanzarote

Skipper har fødselsdag

Ingen arme ingen cola

Bilelskeren Stian fører os rundt på Gran Canaria

Naturfotografen

Den nye besætning til deltagelse i ARC

Redningsøvelse

Forberedelser før start

Intensitet før startskuddet

Reperation af spiler

Mad til 2 dage.

Allan foran en af bølgebjergene

chokolademafiosa

Flyvefisk

Butterfly sejlads

Skipper redder en kritisk situation

Min soveplads hvor der altid lå en stor neger

Gensynsglæde efter 19 døgn

lykkefølelse i cockpittet

The Fruitman

Allan charmerer sig ind på en handlende

Minister of illigal affairs viser sine lovlige produkter

Bananpalme

På toppen af Piton med Shatta og Miguel

Vulkanen udspyer sine svovldampe

Nogle piger lokker mig ned i mineralbadet

Godt smurt ind i grå ildelugtende mudder

Kontrasternes land. Krydstogtskib og simpel fiskerbod

Tyr venter på aftenens slagteri

Slagteri til julen. Jublende mennesker.

 

På cykeltur Bornholm rundt med Allan. Vi falder i snak om det evige problem når man er på tur: Man skal blive enige om hvad der skal gøres…skal der holdes pause nu eller senere? Skal vi dreje til venstre eller højre? Og der kan faktisk gå meget tid med at diskutere den ene eller anden mulighed. Ikke fordi vi bliver uvenner, selvom det kan vække et lille irritationsmoment. Men det kræver unødvendig energi og tid. Vi besluttede os for at tage en hurtig beslutning ved næste tvivlspørgsmål. Det virkede. 

Klokken var 7 om aftenen. Det 12 cifrede telefon nummer , som ringede om formiddagen under min rundvisning på Naturbornholm med 6 klasse fra Maglebyskole, stod atter i nokia displayed. Jeg trykkede på ”svar” og en mand med sydlandsk accent præsenterede sig og forklarede at han ringede fra Italien. Han var meget fattet i stemmen. Han lød lidt som om han var indtalt på bånd. Der var støj på imens hans dybe stemme forklarede sig og støjen forsvandt i hans talepauser. Først troede jeg at det var min gamle ven Johan, der lavede fis med mig. Han elsker at lave fis over telefonen. Men da manden nævnte FTLF (langtursejlerforeningen) blev jeg klar over samtalens formål: Nogle dage forinden havde jeg annonceret efter en gasteplads hos selv samme forening. Jeg blev tilbudt en gratis gasteplads og kost på en tur fra Italien til St. Lucia. Jeg bad om et par dages betænkningstid...

Det var netop vores samtale om den hurtige beslutning jeg tænkte på efter samtalen med Raffaelle. Der var jo alligevel ikke så meget at beslutte. Jeg ville jo af sted med en båd i efteråret. Gerne sejle nogle sømil. Og at krydse atlanterhavet har jo spøgt i mine tanker siden det gik op for mig at det var muligt at sejle ud i verden med en lystbåd. Jeg havde haft en mildt sagt lorte uge forinden. Lene var gået fra mig, og jeg skulle forlade alt det jog holdt af i Nexø. Men efter at have talt med Raffaelle tog jeg mig selv i at stå at grine alene og højlydt. Så jeg slog til efter en halv øl og en halv times betænkningstid.

 2. Rejsebrev

Hej Allesammen!Nu er rejsen i fuld gang. Det var spaendende endelig at skulle moede skipperen og den resterende besaetning. Desvaerre var det ikke muligt for Daniel at komme til Europa i foerste omgang, noget med hudfarve og immigrationsmyndigheder. Heldigvis naaede han ved hjaelp af papirarbejde at ankomme til Italien 2 dage foer afsejling.Dagene i Italien gik med besoeg paa Raffaeles stamrestaurant, hvor min 30 aars foedselsdag ogsaa blev fejret. Vi fik alle specialiterne fra havet serveret paa store fade. Saa var det bare med at gaa ombord, med haenderne. Vi aad sa skaldyrsafterne havde til staenket vore t-shirts.Skipperen er en meget frisk mand og soerger rigtig godt for os ombord. Han laver de laekreste Italienske madretter og han har medbragt en masse specialiteter, som parmaskinke og oste. Baaden er meget fin, ren og velholdt, men der virker ikke som om der er saa mange regler ombord, hvilket jeg havde lidt svaert ved i starten. ’en dag vi var ude at spise, sagde han at der var een ting vi ikke maate goere. Men det som jeg endelig troede var en regel, var at vi ikke maatte vaere gernerte over for de spanske piger...Da vi sejlede det forste straek til Mallorca, kunne jeg tydeligt maerke hans nervositet og at han ikke kunne sove paa sine frivagter. Jeg har det paa noejagtig samme maade i min egen baad. Nu er det bare lidt maerkeligt ikke at have ansvaret og tage beslutningerne. Skulle lige vaende mig til det ved de foerste havnemanoevrer ogsaa videre.Skibet er meget velsejlende og velfungerende og skipper har styr paa det hele. Det blev ogsaa bevist da vi ud for Marllorca kyst sejlede direkte ind i en thunderstorm. Hav og himmel stod i et, med en sigtbarhed paa under 30 m og vindstyrker paa stormstyrke. Paa Ibiza udvalgte Stian, Daniel og jeg os et bjerg i horisonten vi ville bestige. Vi fyldte rygsaekken op med vand og drog afsted. Oppe i hoejden kom pludselig en hare loebende og Daniel som hele tiden fortaeller om Caraiben, gik igang med at forklare hvad han havde gjort hvis han var hjemme i den lokale urskov. Der var den blevet draebt med en sten, lavet et baal og stegt den. Jeg bad ham lave en demonstration med stenkastning. Og jeg var Imponeret. Han skal bringe mig med ud paa jagt, naar vi naar derover. Han er en sjov fyr. Knald sort, og saa snakker han rigtig rasta-engelsk...Ya, man! Han har arbejdet paa en fiskerbaad og kender alt til fangst af blue marling, Mahi mahi og andre atlanterhavsfisk. I Gaar aftes var der bid af en mindre mahi mahi. Desvaerre hoppede den af. Hver gang skoede spillet til sejlene klikkede resten af aftenen, for han op og troede at det var bremsen pa fiskehjulet.Stian som oprindeligt er fra Norge, er en rigtig hyggelig gut. Han har boet i aarhus de seneste aar og er netop uddannet fotograf. Han gaar stille og roligt at laere mig trix om fotografering, som jeg saa over mig paa. Vi har allerede aftalt at moedes i DK igen og saa vil han med ud at sejle i min baad. Vi sidder ogsaa og joker lidt om min baad i forhold til Hellena2. Her er varmt vand i bruseren (vand er vigtig paa havet, saa den bliver kun brugt paa korte straek efter en dukkert i havet), koeleskab, jeg har min egen lille kahyt med dobbeltkoeje og elspil til fald. Vi har det skide hyggeligt ombord, naar vi sejler paa det blaa hav og solen skinner hoere vi Danniels raggae i de udendorshoejtalere. Vi har set delfiner flere gange. Vagtplanen er foelges rigtig godt. Man kan faa sovet ud med 4 mand ombord.Der er saa meget at fortaelle og jeg skriver dagbog saa vidt det er muligt. Derfor haaber jeg at kunne laegge en samlet beretning ind paa hjemmesiden, naar jeg engang kommer hjem.

Haaber alt er vel derhjemme.Kaerlig hilsen

3. rejsebrev

Lidt nyt fra le grand bleau. Vi har i den seneste tid besejlet de Canariske oer og siden Middelhavet er der en del at beraette. Vores kurs har, siden Italien lagt paa ca 230 grader. Paa kortet har vi sejlet en lige linie sydvest. Det kunne efterhaanden maerkes paa temperaturen at vi bevaegede os mod syd, samt paa tidspunkterne for solop- og nedgang. Vores ure koerte paa UTC +1, tillagt sommertid indtil vi naaede Lanzarote, for at opretholde vagtskifterne. Det betoed at det foerst blev lyst op ad formiddagen.

Havtemperaturen aendrede sig gennem middelhavet med top paa 23 og ned paa 18 grader ved Gibraltar. Middelhavet er et stort lukket hav, hvor fordampningen er stoerre end vandtilfoerslen fra regn og floder. Det betyder at det lille straede ved gibraltar har en konstant indadgaaende stroem fra Atlanterhavet for at opretholde ballancen. Dette vand er koldere og inderholder flere naeringsstoffer. Dermed er der et rigere dyreliv. Kraftigere morild om natten, flydende tang, man of war (stor og farlig goble), flere fisk og havpattedyr. Observerede flere delfiner (bottlenosed?), svaerdfisk springende ud af vandet og fangede adskillige Doradoer (skoen spisefisk).

Jeg havde lovet Stian at vi ville se nogle humpbags paa denne straekning, saa vi holdt skarp udkig efter hvalsproejt. Og ja, Stian fik oeje paa sproejtende hvaler langt ude i horisonten. Jeg hentede fluks kameraet og flere sprojt fulgte efter. Underligt nok kom der nogle hule droen fra genuaen ved hver sproejt. Sproejtende kom meget, meget taet paa. Over 5 meter hoeje og en halv meter i bredden efterfulgt af nogle ordentlige brag. Der her var sgu ikke hvaler!?! Laengere fremme gik en militaerbaad og trak paa en skydeskive, som de forsoegte at ramme med en slags granater. VHF’en blev taendt og vi fik forklaret hvilken kurs vi skulle holde for at komme fri af skyde omraadet...lige spaendende nok!!

Dette var ikke den eneste oplevelse af den mere dramatiske slags vi har haft. Jeg havde nattevagt fra 01-04. Vi gik for motor i vindstille. Kl. 3 stod Daniel uventet i cockpittet. Jeg spurgte ham om han ikke var lidt tidligt paa den. Det svareede han ikke paa, men spurgte om jeg ogsaa kunne lugte noget braendt? Og det kunne jeg faktisk lige i det oejeblik . Braendt elektronik!. Jeg stak hovedet ud over sprayhooden  for at konstatere at lugten kom nede fra kahytten. Jeg satte straks motoren i frigear og bad Daniel vaekke Raf, som sov i salonen. Raf bad mig slukke motoren helt og han aabnede lugen til motorrummet. Men det var ikke der lugten kom fra. Daniel forklarede at det kom ude fra forkoejen hvor han laa og sov. Han vaagnede ved ikke at kunne traekke vejret. Stian blev vaekket, grabbags stillet i cockpittet og hynderne fjerntet fra forkoejen.

Fra cockpittet kunne jeg se roeg nede i kahytten. Skipper kravlede pè daek og aabnede ankerbroenden, hvorfra der ogsaa kom roeg.. Heldigvis fandt han hurtigt kilden til varmeudviklingen: Et skillerelae til bovproppellen var kortsluttet og blevet saa varm at den havde smeltet en ledning som laa opad den. Var det ikke blevet opdaget i tide var en regulaer brand opstaaet.

 Jeg foelte mig ikke utryg i situationen. Der var ingen flammer at se, kun roeg og en modbydelig lugt. Desuden sejlede vi ikke mere end 5 soemil fra kysten, saa lysende fra Costa del Sol kunne ses. Dette plus at havet var fladt og stille gjorde ikke situationen saa uhyggelig som den maaske egentlig var, set i bakspejlet.

Oplevede Gibraltar-klippen, med skydannelsen paa toppen. Klippen er ca 400 m hoej, saa naar den vandmaettede luft ude fra middelhavet rammer den stejle klippevaeg, drejer den opad og nedkoeles kraftigt. Dette giver et skoleeksempel i fortaetning, som baade kan observeres paa klippens top, samt naar man passerer den britiske koloni fra soesiden.

Gibraltar er britisk og der skal vises pas naar man vil over paa halvoen. Den er meget kompakt og alle de britiske aktiviter skal komprimeres ned paa faa kvadratmeter. Eksempelvis passerede vi en landingsbane til fods for at komme ind i byen, hvor man ser britiske telefonbokse og bobbyer i gaderne.

Efter ca fem doegn paa atlanten og udforskning af Lanzarote og Isla de Lobos, ankom vi til Las Palmas 3 uger foer ARC-kapsejladsens start. I denne store havn fik vi hurtigt kontakt til andre langturssejlere og deres gaster. Blandt andet www.waverunner.dk som jeg har aftalt at paamoenstre i Caraibien. Forberedelserne til den lange havsejlads skal klares og der er sket udkiftning i besaetningen. Stian er rejst hjem til Danmark, en god ven som jeg allerede savner ombord. 2 nye er ankommet, Allan og Reinholdt, som jeg nu skal laere at kende.

Arrangoererne af kapsejladsen afholder en del seminarer om havsejlads og om aftenen er der parties med gratis mad og fri bar...det er endt galt et par gange. Men alt i alt er skibet klar til forhaabentlig ca 20 dage paa havet inden vi ankommer til St Lucia. Min stoerste bekymring er selvstyreren ombord, som er meget stroemslugende. De to vindgeneratorer og 2 solpaneler er ikke tilstraekkelige energikilder til at holde batterierne opladede. Det betyder at vi om dagen skal styre manuelt, hvilket er meget koncentrationskraevende paa laens i store medloebende boelger. Starten gaar paa soendag kl 13. Hverdag opdaterer vi positionen og sender en lille tekst paa mailasail (se linket).

  

Atlanterhavet, November og December 2007

At krydse et ocean i en lille båd har været lærerigt. På en sejltur af den længde finder man virkelig ud af hvad man værdsetter. En dag så jeg en sky som lignede land. Fantasien begyndte at køre. Jeg forsøgte at styre tankerne væk, hen på noget andet.

Der var enkelte øjeblikke hvor jeg fik en snært af klaustrofobi. Tanken om at være spærret inde på båden og ikke mulighed for at komme i land. Heldigvis kunne jeg nemt fortrænge det. At sejle på store blå bølger er noget af en frihed og derfor var det nemt for mig at ændre den negative tanke til noget positivt.

Jeg lærte at værdsætte ting og oplevelser. En af dem var musik, som jeg medbragte på en mp3 afspiller. Den blev brugt når jeg styrede og ikke gad snakke med nogen eller som underholdning hvis humøret var lidt nede. Men frem for alt var det berusende at høre rock på nattevagten. Jeg sejlede i den klareste stjernenat uden lysforurening (slukkede lysene på kortplotteren), med dusinvis af stjerneskud, flere skud end jeg havde ønsker. AC/DC brølede i mine ører og skibet rullede ned af 3 meter høje og brusende dønninger. Jeg følte mig kåd og udødelig som dengang jeg var teenager. Man er ung når man føler sig udødelig og man bliver voksen i det øjeblik det går op for en at livet har en ende. Den nat kendte jeg intet til risiko eller konsekvens. Jeg levede i nuet. Jeg udførte en drøm.

ARC er en hygge kapsejlads, der hjælper sejlere med at krydse atlanterhavet på en sikker måde. Vi er 250 deltagende både her i Las Palmas havn. Distancen over atlanterhavet er, alt efter rutevalg, på mindst 2700 sømil. Gennemsnitligt tager turen 18-20 døgn. Vi brugte 19, sejlede små 300 mil og blev placeret som nr. 120 i den samlede flok.I dette arrangement er der arrangeret diverse seminarer og fester for at ryste sejlere sammen og give de sidste fif inden den store tur. Blandt andet gives råd for rutevalg til at finde passatvinden. Den sikre metode er at gå en meget sydlig kurs, indtil vand temperaturen stiger til 26 grader og vinden er i øst. Derefter sejles der stik vest. Populært sagt, sejler man ned til smøret smelter inden kursen går mod Caraibien.

Arc'en er for de rige sejlere. Vi er omgivet af velhavende englændere. De taler med hindanden på deres høflige og pæne london-accant. De er hele tiden optaget af at vedligholde og polere deres investeringer. Naboerne giver mig dårlig samvittighed og kommenterer hver gang jeg sidder og slapper af i cockpittet. Igår talte hun direkte til Ra imens jeg sad ved siden af. Hun sagde at jeg var heldig bare at være med uden at røre en finger eller have noget ansvar. "Up yours!!" -tænkte jeg. Det var hende der havde dårlig samvittighed og ikke kunne slappe af, på grund af hendes dobbeltmoralske holdning om at pensionere sig tidligt, som modstrider holdningen om at være flittig på arbejdsmarkedet 

De sidste dage inden afsejlingen steg spændingen i lystbådehavnen. De sidste forberedelser skulle gøres. Det hele kulminerede om formiddagen inden start, hvor der var høj musik fra havnens tankstation og de skibe der sejlede ud af molen fik en salut og hilsen på vejen af Texaco-tankens ejer.

Vi gik tidligt ud for at de nye gaster kunne prøve at mærke og styre båden inden startskuddet. Vi skulle være 3 uger på søen, men alligevel var der panik og heftig aktivitet for at nå over startlinien, så hurtigt som muligt. Men afsted gik det i bygevejr og høje dønninger. Inklusiv mig selv, så var de fleste ombord lidt småsøsyg det første døgn. En kombination af de uvante bevægelser efter flere uger i havn og så den ophobede spænding i kroppen.

Jeg delte dobbeltkøje med Daniel. Skulle sove sammen med en stor neger i en lille kahyt. Når skibet krængede dybt ned i en skæv sø, gled man rundt i en køje uden slingregrej, hvilket medførte at jeg af og til rutsjede ned og lagde mig i ske med min gode ven.

På mine frivagter havde jeg sjældent svært ved at sove til stor misundelse for især Reinholdt. Efter en række dage handlede drømmene om havet. Reinholdt misundte min evne til at få søvn. På et tispunkt var der gået 2 døgn, hvor han ikke kunne sove. Han var helt rundt på gulvet og detendte med at skipper tvang 2 stærke piller i ham. Vi troede alle at vi ikke skulle se ham før næste dag. Men 5 timer senere stod han i cockpittet igen. Stakkels mand.

På 2. dagen gik vi med en god fart for spileren. Sejlladsen i dønningerne fik luften til at gå ud af den lette sejldug og medførte desværre at det 20 meter lange sidelig gik op i syningen. Det tog os 2 dage at sy den sammen igen med den gamle tråd og fireline(fiskeline).

Den 3. nat gik jeg ned med flaget og måtte ofre aftensmaden ud i havet. Det næste døgns tid havde jeg det mildt sagt af helvede til. Min krop og hovede føltes som om jeg havde drukket 30 bajere aftenen i forvejen og kvalmen gjorde at jeg ikke havde lyst til mad og drikke. Tvang småbidder brød og små slurke vand i mig og kom heldgvis til hægterne igen. Det var surt at blive syg imens man var ved at udføre en stor drøm.

Når man sejler mange døgn på et stort hav, bruger man meget tid på at kigge på bølgerne og afslutte lange tankerækker. En stor forfatter sagde engang, at man først har oplevet verden, når man har oplevet havet hele horisonten rundt. Ifølge ham var vi igang med at opleve verden ombord på Hellena2.

Selvom vi er midt ude på et ocean, føles det ikke stort. Vores sigt ud til horisonten (kimingen) er ca 15 sømil hele vejen rundt. Det vil sige at vores verden består af et overskueligt areal. Bølgerne kan skelnes fra hinanden på måske en ½ mils afstand. Resten er en usammenhængende blå masse. Dette giver fornemmelsen af at man sejler i en lille klokke, selvom afstanden til land er flere tusinde mil.

Tiden på havet har et andet perspektiv. Vi har sat næsen op efter at turen kommer til at vare små tre uger. Hvis sejlturen skulle vare en uge, havde man sat næsen op efter dette. Derfor kan den korte ttur sagtens virke længere end den lange tur, alt efter vejret eller stemningen ombord.

ARC'en sender dagligt vejrmeldinger og nyheder over satteliten. På turen skete mange ullykker på andre både. Et par både sank og måtte forlades, andre fik ødelagt riggen, men det værste var personskaderne: En forbrænding med kogende vand kostede en lille måneds tid på hospitalet og et dødsfald efter at bommen havde ramt en skipper i hovedet.

Disse dårlige nyheder gav lidt nervøsitet ombord. Det var vigtigt at vi var forsigtige med alt vi foretog os, så både besætningen og skibet kommer hel over på den anden side.

I hverdagen tager man mange ting for givet. På havet passede vi på alt. Især mad og vand, men også båden holder vi et vågent øje med. Er der slitage, underlige lyde eller vand, hvor der ikke skal være vand. Båden er vores livs platform og den tur den er ude på nu svarer til mange sæsoners normal sejlads.

På 10. dagen lavede spileren et timeglas omkring forstaget og var umulig at få viklet ud. En katastrofe. Efter mange forsøg med at sno den ud fra dækket måtte vi opgive. Til slut måtte skipperen hejses op i masten og løsne spileren oppefra. Det gyngede meget og han fik en del knubs fra mast, stag og vanter. Jeg stod på dækket og betragtede ham. Han var helt mørk i hovedet af anstrengelse. Det var det eneste tidspunkt hvor jeg var nervøs og syntes situationen var lidt ude af kontrol. Det tog et par dage inden skipperen var på toppen efter den tur.

Vejrmæssigt var turen en skuffelse for alle ombord. Vi fandt aldrig passatvinden, som efter forventningerne skulle bringe os frem med en stabil, varm vind og bølger ind fra bagfra. Vi oplevede et stort antal squalls (byger) og thunderstorms. Vindstyrken lå i lange perioder omkring kulingstyrke. Bølgerne kom fra 2 retninger og et par gange bordfyldte de cockpittet. En aften fik jeg et mega chock, idet genskinnet fra agterlanternen gav genskind i en mega, skummende brækkende bølge, som fik cockpittet til at lyse op. Sekunderne derefter havde jeg vand op til knæene.

Vejret påvirkede os meget tror jeg. Der var ikke mange fornøjelige timer, set i bakspejlet. Een af de få glæder på nattevagten var et enkelt stykke chokolade. Vi rationerede for at holde beholdningen af Kit-kat. En kold nattevagt forsvandt Daniels chokolade sporløst og det resulterede i en regulær chokolade krig. De søde sager endte som hård valuta, der kunne byttes for film på Allans lille DVD-spiller.

Jeg ændrede holdning til nydelse af alcohol under sejlads. Normalt er jeg modstander af det, især på havsejladser. Men på Hellena fik vi champagne på halvvejen og et enkelt glas vin senere på turen. Det var helt utroligt som stemningen lettede sig ombord.

Den største udfordring var den menneskelige, at leve 5 mennesker på få kvadratmeter. At dele køje med en. At kunne lugte de andre. Lugte er svære at undgå og de forværrede min irritation. Jeg er konfliktsky og hjemmefra havde jeg besluttet at holde en meget høj tolerancetærskel. Jeg vidste at disse situationer ville komme, de er en del af oplevelsen, så min tålmodighed var grænseløs. Jeg tror ikke at nogen oplevede min irritation undervejs.

Jeg oplevede til gengæld nogle af de andres. Det var også ligesom om, at efterhånden som vi nåede tættere på land, især de sidste døgn, var folk ikke så tilbageholdende med hvad de var utilfredse med.

Da vi havde fortøjret båden på St. Lucia og fået stukket et koldt glas rum punch i hånden forsvandt alle bekymringer sporløst. Det var ret følelsesladet at nå frem.

<<tilbage

http://blog.mailasail.com/hellena2

http://www.ccitalia.191.it

 

>> næste afsnit